Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Loire 2018

- del 2. rødvin

Loire er tæt forbundet med hvidvine, og hidtil har distriktets rødvine været forbeholdt en snæver kreds af entusiaster, der satte pris på vinenes unikke personlighed. Loires kølige klima har hidtil gjort det svært at opnå tilstrækkelig modning af rødvinene og få styr på syrebalance og tannintype. Men et lunere klima indvarsler nye, lovende takter for så forskellige druer som Cabernet Franc, Gamay og Pinot Noir, der under de rette forhold kan give spændende koldklimavine. Den solrige 2018 årgang er et forvarsel om, at vi kan forvente langt mere lettilgængelige Loire-rødvine af en højere kvalitet i de kommende år.

Panorama fra Domaine Delaporte i Sancerre

Druerne der kom in fra kulden

På baggrund af Loires utallige fremragende hvide vine glemmer man kun alt for let områdets røde vine. Deres popularitet er i kraftig fremgang, hvad der ikke mindst er forårsaget af et lunere klima, der giver langt bedre modningsmuligheder for de blå druer. Det kølige klima har hidtil gjort brug af chaptalisering til en udbredt praksis, hvad der bestemt ikke har fremmet kvalitet. Denne kunstige sukkertilsætning giver let uafbalancerede vine med ringe aromastyrke, da mosten reelt er i underskud for smagsstoffer.

Den klassiske Loire-rødvin er lavet på Cabernet Franc, der her præsterer dybt personlige vine, som med deres friskhed og kølige frugt og betydelige syre er særdeles madegnede – ikke mindst til de lidt lettere og mere elegante retter. Cabernet Franc er da også områdets mest udbredte blå drue, da den dyrkes på op mod 60 procent af rødvinsarealet, hvorimod den vanlige storebror Cabernet Sauvignon må nøjes med sølle fem procent. Andenpladsen i druehierarkiet indtages af Gamay, der stortrives i Loire og dyrkes på knap 20 procent af vinmarksarealet. Modedruen Pinot Noir er nede på omkring 10, men er i kraftig fremgang.

Loire vil uden tvivl vise sig at være et af de franske vinområder, der vil blive mest begunstiget af et lunere klima – ikke mindst på rødvinsområdet. Både Pinot Noir og Gamay trives i kalkrig jord, hvad der findes mange steder i Loire. Så i takt med at vi får et højere temperaturniveau, kommer vi forhåbentlig til at se langt mere Loirevin på disse druer. Især altid populære Pinot viser sine bedste takter, når den dyrkes så nordligt som muligt. Se blot på den tyske Spätburgunder-revolution, hvor adskillige tyske vinområder i dag leverer Pinot Noir, der spiller lige op med selv topkvaliteterne fra Bourgogne. Så hold fremover øje med Pinot Noir fra ikke mindst Touraine og Sancerre.

Ca Ganotte Pinot Noir & Gamay 2018 forhandles af VinFraLoire

2018 – lovende takter

Årgang 2018 er allerede blevet fremhævet som en af de bedste i adskillige år, og dette solrige år er næppe det sidste af sin slags med den nuværende klimatrend. Disse topår er typisk tørre, da perioden lige op til høsten er kritisk. Sen og rigelig regn er et problem med to sider: Dels suges regnvandet op i druerne, hvis saft derfor bliver mindre koncentreret. Dels udgør de nu tætte klaser optimale levesteder for svampe med stillestående luft og høj fugtighed, hvad der kan ødelægge selv de sundeste druer på kort tid.

Regnen i 2018 var dog så venlig overvejende at falde i juni, hvor nedbør kun er nyttig, da den giver vinstokkenes fotosyntese glimrende vilkår, mens druerne vokser til og så småt begynder at modne og derfor har brug for mest mulig energi. Den gode årgang er altid solrig, da vinstokke primært lever af solenergi, som de omsætter til sukker og smagsstoffer og dermed i den sidste ende til vinkvalitet. Så jo mere sol, jo større potentiel smagsrigdom – sådan i store træk – og i 2018 var der masser af solskinstimer helt op til høsten. Den rigelige sol kræver dog, at vinavleren forstår at time høsten, da de høje temperaturer automatisk medfører tidlig sukkermodning og mindre syre, da syrerne nedbrydes af plantens stofskifte. Jo højere temperatur, jo hurtigere foregår syrenedbrydningen. Blandt andet derfor er kølige nætter en fordel i så godt som alle vindistrikter.

Domaine Delaportes Pinot Noir forhandles af Vinens Verden

Privilegeret Pinot

De røde vine er uden tvivl dem, der har haft størst gavn af den solrige 2018-årgang. På tværs af de mange druesorter går der fælles træk. Vinene er bemærkelsesværdigt saftige, frugtige og ekstraktrige. Det giver sig ikke mindst udslag i en intens, men velvalgt sødmefuldhed, der gør de ofte ganske svært tilgængelige røde Loire-vine umiddelbart charmende og letdrikkelige allerede som helt unge. De aromatisk rige rødvine frelses fra at blive alt for overdådige af en intens syre, der giver harmoni og uden tvivl også fine fremtidsmuligheder. Ikke mindst når alt dette suppleres af rigelige, men bløde og finkornede tanniner, der giver vinene et velpoleret helhedsindtryk.

Af udvalget af prøvevine kan man se, at Pinot Noir er i kraftig fremgang på trods af, at Gamay stadig er storebror rent arealmæssigt i deres indbyrdes konkurrence. Loire er dog ikke i færd med at gå Bourgogne i bedene, men mere med at udvikle sin helt egen udgave af Pinot: Her er der tale masser af friskhed, tæt frugt, god mineralitet og et gennemført koldklimapræg, der både giver delikatesse og en klar områdepersonlighed. Pinot Noir har en stor fremtid for sig i Loire.

Cabernet Franc på charmeoffensiv

Men midt i glæden over de gode Pinot’er skal man ikke glemme områdets klassiske blå drue, nemlig Cabernet Franc. I 2018 nåede Cabernet Franc nye kvalitetshøjder, når det gælder styrke, karakterfuldhed og rigdom. Stilistisk, grænser det til det oversøiske, men rigdommen kammer aldrig over, da det autentisk kølige druepræg overlever midt i al overdådigheden.

Endeligt skal vinene roses for, at de ikke er blevet overdoseret med egetræ, hvad den kraftfulde årgang ellers nok kunne friste en og anden afsætningshungrende vinproducent til. Men Loire-avlerne har udvist en prisværdig tilbageholdenhed, når det gælder nyt egetræ, og det frelser vinene fra at blive mainstream og samtidig bevarer det områdepræget på bedste vis. Fælles for alle rødvinene var deres brede madegnethed, og de besidder masser af styrke til at gøre sig gældende overfor selv kraftige retter på grund af deres potente syre og saftige frugt. Rød Loire burde være en fast gæst på langt flere restauranters vinkort, men måske det kommer? Det ville i hvert fald være fuldt fortjent i den vellykkede 2018-årgang.

Les Desmoiselles forhandles af Jysk Vin

SMAGNING

Sancerre Rouge Chavignol 2018 Domaine Delaporte, Pinot Noir, AOC Sancerre – 13 pct.

Intens, mørk og delikat flødekaramel- og blommefrugt med et lidt tobakket krydderi og tilpas egetræ. Diskret parfumeret næse med god intensitet og kølig stil. Harmonisk, sødmefuld og med markant og saftig frugttæthed med ranke, men bløde tanniner. Fin fylde, aromatisk potent og med udmærket præcision. Charmerende og delikat.
90 | 219,00 Vinens Verden

Sancerre Rouge Les Desmoiselles 2018 Pinot Noir Benoit et Matthieu Fleuriet, AOC Sancerre – 13 pct.  – økologisk vin

Sødmefuld bærfrugt med pænt Pinotpræg og let lakridset krydderi tilsat grønne urter. Moderat styrke, pæn delikatesse og køligt helhedspræg. Charmerende, vellavet og harmonisk. Frisk, rank mundfrugt med god ekstraktrigdom. Velafbalanceret, mineralsk, detaljerig og med kontant garvesyre og god præcision. Vellykket, ambitiøs og velpoleret koldklimavin.
90 | 205,00 – 179,95  v/6 fl Jysk Vin 

Valencay Rouge La Claux del Ormes forhandles af VinFraLoire
Menetou-Salon Celestin Rouge Pinot Noir 2018 La Tour St. Martin, Domaine Minchin, AOC Menetou-Salon – 14,5 pct.

Afrundet brombærfrugt med god dybde, begyndende modenhed, udmærket detaljerigdom og pænt ambitionsniveau. Et lidt blækket og velsammensat krydderi med afdæmpede likørtoner og et diskret tobakket præg. Udmærket mineralitet og tilpas ristet egetræ. Behersket Pinot-udtryk, men med flot frugtighed og  markant garvesyrerygrad og rank, mineralsk frugt. Meget givende, vellavet og harmonisk vin. Sympatisk, spændende og med veltøjlet styrke og stor længde. 91 | 200,00 v/6 fl VinFraLoire.dk

Ca Ganotte Pinot Noir & Gamay 2018 Gamay og Pinot Noir, Emmanuelle Mellot, Vin de France– 13 pct.

Frisk, spicy, mørk og delikat frugtduft med fokus på Pinot og et lidt grafittet krydderi tilsat grønne urter. Moderat og godt egetræ og med intens mineralitet og udmærket detaljerigdom. I munden med saftig fylde, bløde tanniner og kultiveret sødmefuldhed. Harmonisk, aromatisk og delikat og med charmerende frugtstruktur og betydelig længde.
90 | 140,00 v/6 fl VinFraLoire.dk

Valencay Rouge 2018 La Claux del Ormes, Cabernet Franc og flere andre druer, Domaine Minchin, AOC Valencay – 12,5 pct.

Intens, blækket, grafittet og kølig Cabernet-næse med mørk, tobakket og helt ung hyldebærfrugt. Nydelige grønne urter, udtalt ungdommelighed og god intensitet. Diskret egetræ, vellykket mineralitet og fin præcision. Tiltalende rankhed og udmærket styrke. Vellavet, givende, intens og detaljerig. Kølig, tæt og saftig bærfrugt med diskret sødme, god aromarigdom og venlig tannin. Harmonisk, lettilgængelig og med autentisk druekarakter.
90 | 135,00 v/6 fl VinFraLoire.dk

Saint Nicolas de Bourgeuil la Source 2018 Cabernet Franc Yannick Amiraut, AOC Saint Nicolas de Bourgeuil – 13,5 pct. – økologisk

Saftig, veludviklet, mørk bærfrugtnæse med flødekaramelpræg og ristet egetræskrydderi tilsat et passende skud Bordeaux-grafit. Udmærket mineralitet og kultiveret sødmefuldhed. Veldimensioneret, detaljerig og med kølig druekarakter og mærkbar alkohol. Tæt, aromatisk bærfrugt med blød tanninstruktur og med afdæmpet styrke. Venlig, saftig og aromatisk vin, der elegant flirter med det oversøiske præg. 90 | 145,00 – 129,00 v/6 fl Bichel Vin

Læs også del 1. om de hvide Loire-vine i årgang 2018