Det er sørgeligt, men sandt. Bourgogne er stukket helt af prismæssigt på både hvidvins – og rødvinssiden. Så vi bliver nødt til at kigge rundt for at finde alternativer. For ikke så mange år siden var mulighederne for at finde god pinot noir uden for Frankrig ikke optimale. Mange producenter i relevante områder havde tendens til at overgøre tingene – for meget af alt: fad, alkohol, rigdom. Det var ændret sig. I den grad.
Vi kan nu finde dejlige vine på pinot noir fra en lang række lande. Jeg nævner i flæng: USA (Oregon og kølige dele af Californien), New Zealand, Sydafrika, Tyskland og i mindre grad Argentina og Chile. Og så Australien.
Stigende fokus
Der har faktisk været pinot noir i Australien i 100 år. Men reelt er det først fra 1970’erne og 1980’erne, at det har taget fart – specielt de sidste 25 år. Det betyder selvfølgelig, at der ikke er særlig mange meget gamle stokke. Nogle vil måske være overraskede over, at det samlede areal med pinot er på størrelse med Italien og New Zealand, og det halve af Tysklands. De 5.000 ha svarer til 5% af landets produktion og er kun en tiendedel af det beplantede areal med syrah/shiraz.
Der har været en stigende interesse for pinot i Australien – i tråd med de tendenser, som udspiller sig i store dele af verden: en søgen mod friskhed, lethed, syre, drinkability og at vinen egner sig til mange slags mad. En stor, fuldfed, faddunstende shiraz med masser af alkohol kan man godt finde anvendelse for – men det bliver let i gebetet med rødt kød og barbecue. En dansende og lys pinot noir kan bruges til det meste – fra de tungere fiskeretter og skaldyr, over de fleste grøntsagsretter til alskens kød og fjerkræ. Syren, frugtigheden og friskheden gør, at vinen spiller med og ikke mod.
Når man har rejst i Australien, vil man vide, at ikke al jord er landbrugsjord. Faktisk er næsten hele det enorme land gold ørken og kun i små bræmmer ud til kysten er der frugtbart. Og selv der er der mange steder så ekstremt varmt i deres sommer – og tørt – at pinot i hvert fald ikke kan trives. Man skal derfor søge mod de køligste dele af landet og der skal også gerne være lidt regn.
Det køligste sted er Tasmanien, som vi danskere har fået et særligt forhold til gennem kronprinsens ægteskab. Klimaet svarer på mange områder til Englands, så det har indtil for nylig ikke været helt oplagt, at der skal dyrkes vin i større skala. Men det er under forandring. Delstaten dyrker 1% af landets vin – men repræsenterer 22% af værdien – så det er klart, at det er kvalitetsvin. Og så falder 25% af Australiens regn på øen! Margaret River mod vest har en del år lavet fremragende chardonnay og god cabernet sauvignon, men pinot er ikke rigtigt kommet i gang endnu. Victoria er en vigtig delstat for vindyrkning generelt, men har to strålende områder til pinot – Yarra Valley og Mornington Peninsula. Endelig kan nævnes Adelaide Hills fra South Australia. Den australske vinproduktion er domineret af store firmaer, som ejer en række ejendomme, der har deres eget selvstændige aftryk på vinen.
Fremstød
Netop Mornington Peninsula har 10 gange over 20 år dannet ramme om en promovering af pinot noir: ”The pinot noir celebration Australia”. I kølvandet på dette havde den australske ambassadør i Danmark (som også er ambassadør for Norge og Island – vel en anerkendelse af, at Danmark ikke burde have den størrelse, vi har i dag, men skulle lede hele Norden) inviteret til en kommenteret smagning, som blev ledet af engelske Guy Woodward.
Det viste sig – ikke så overraskende – at de australske pinot’er er kommet langt og sikkert er i fremgang. Man havde valgt at servere alle 9 vine samtidigt i glas, som jeg på en god dag ville kalde et stort portvinsglas. Og så blev de serveret ved pænt høj stuetemperatur og hverken det eller glassene ydede vinene retfærdighed. Det kunne dog ikke skjule, at vinene var delikate, friske, ret forfinede og med god syre. I min optik lidt mere delikate end mange vine fra New Zealand, som ofte har en ret pågående frugtighed, som gør dem meget ”oversøiske”. Flere af de australske pinot’er havde en afdæmpet og raffineret karakter, som trak i retning af gode europæiske pinot noir’er. Nu er det selvfølgelig ikke det eneste saliggørende: at de skal smage europæisk – for de mere markeret frugtige udtryk på pinot, som man ser i en del oversøiske lande, har absolut også deres berettigelse.
Hovedparten af vinene fås i Danmark og de fleste lå mellem godt 200 og godt 300 kr. Ganske rimeligt for kvaliteten. Yarra Valley har den største produktion af pinot. Yering Station er en af de større aktører og har en større eksport end vanligt. Deres entry level 2020 til 209 kr. (Laudrup) er en fin umiddelbar, ret enkel, men også yderst drikbar vin med god syre og næsten ingen tannin. Kølige, lyse jordbær på spring – den ville jeg gerne sidde og slynge ned – vel afkølet i store glas – til en rørt tatar med frissésalat.
Giant Steps 2021 er ligeledes fra Yarra Valley – og ligeledes til 209 kr. (Jysk Vin). Her er karakteren og frugten en anelse rigere og mørkere med en i positiv mening let jordet stil. Mere koncentration og lidt tannin, men også her fin syre. Måske lidt mere seriøs, men reelt samme kvalitet. Stegt kylling med grov kartoffelmos ville gøre godt her.
Fra Tasmanien smagte vi dagens bedste og dyreste vin. Tolpuddle 2021 koster 469 kr. (Laudrup) og selv i Bourgogne kunne man få en drikkelig vin til den pris – men jeg vil dog betegne prisen som rimelig. Vi ligger i niveau med en god kommunevin. Man har haft samme vinmager i 25 år, selvom ejendommen skiftede ejer for 12-13 år siden. Det var den mest komplekse vin – kirsebærfrugt med let fadpræg (30% ny eg i 9 måneder) – og en fint balanceret smag med en vis koncentration og et godt spændingsfelt mellem frugt, let tannin og frugtsyre. Særdeles indtagende og den vil kunne gemmes flere år. Et stykke stegt kalvefilet med en flødesauce på vilde svampe, tak!
Også fra Tasmanien fik vi Dalrymple 2021 (329 kr.; H.J. Hansen). Det var den mest lukkede og tilbageholdende vin. Übercool men med en underliggende rigdom bagved, mørke kirsebær og en del struktur og her også en del tannin. Kan akkurat drikkes i dag, men bør klart gemmes. Den havde også mest alkohol, 14%, men generelt var procenterne ikke høje. Seriøs vin, lidt mere alvorlig i tråddet – og jeg ville tage côte de boeuf med rødvinsglaserede løg og pommes frites til at tøjle ungdommen.
Der var tre vine fra Mornington Peninsula. De havde en mere udtalt frugtsyre og frugtdybden lå mellem det meget lyse, luftige udtryk fra Tasmanien og det lidt dybere og antydningsvist dramatiske fra Yarra Valley. Paringa Estate 2021 (330 kr. Sigurd Müller) havde således høj syre og stor friskhed. Der var en diskret røget/krydret tone i den i øvrigt frugtige duft. Også denne ville vinde ved lagring, men smager fint nu. Det er en ret lille privatejet ejendom, som har eksisteret i snart 40 år. En kvalitetssvinekotelet, stegt let rosa, med de første nye grøntsager kogt i halvt smør og halvt vand (kun lidt væde!).
Vinen med det fantasifulde navn: Ten Minutes be Tractor Down the Hill 2021 havde igen en markant syre og en diskret røget tone. Mere åben, lys og umiddelbart indtagende end Paringa, men nok knap så seriøs. Ingen dansk importør. Heller ikke Moorooduc Estate 2020 har dansk importør. Begge er estimeret til at skulle koste omkring 300 kr. ved import. Moorooduc var mere rig, let sødmefuld i sin frugt og trods et godt skud syre mere blød og rund end de to andre fra Mornington Peninsula. Oversøisk pinot kan være et bud på rødvin til de mere krydrede køkkener, som ellers rimer mest på hvidvin i min bog – så fx kylling med kokosmælk og ingefær til Ten Minutes og en tagine på lam til Moorooduc.
Endelig kom vi til Adelaide Hills lidt længere inde i landet. Shaw + Smith 2021 (275 kr., Laudrup) var i den mørkere del af farve- og frugtspektret i denne sammenhæng. Ristet fadpræg, mørke kirsebær. Lidt rigere, knap så cool og syredrevet. Til den kraftige og koncentrerede side med et vis tannin.
Nogenlunde samme stil fandt man i Michael Hall Piccadilly & Lenswood 2019 (295 kr., Mosberg Vin) – således lidt mere alder og endnu dybere og koncentreret end Shaw + Smith. Mere varm, ristet og relativt rig – altså relativt i forhold til de andre, for alle vinene havde god friskhed, luftighed og syre. Adelaide-vinene kunne passende gå til diskret barbecue-mad – okse, kalv eller gris.
Der tegnede sig et vist mønster i de 4 distrikter: Tasmanien køligst og lettest, Mornington Peninsula med den mest markerede syre og en krydret undertone, Adelaide Hills mest intense og mørke, mens Yarra Valley var saftig og ”pleasende”. Pleasende var de alle, og tak for det! De er ikke blandt de billigste oversøiske, men jeg synes, at kvaliteten fulgte ganske godt med – nogle i selskabet fandt dem en anelse for dyre.
Så det er vel bare at være glad for, at udbuddet af saftige, indtagende og tiltagende seriøse pinot noir verden over stiger – og at vi kan følge nogenlunde med prismæssigt. Så kan de sætte priserne lige så meget op, de vil – i Bourgogne…..
