Pecorino er, som de fleste ved, en italiensk fåreost. Det er også en gammel druesort, som både er bragt til nyt liv og desuden til ære og værdighed. For i de rette hænder kommer der en stærkt tiltalende hvidvin ud af at behandle den notorisk vanskelige drue godt. Dens hjemsted er både Abruzzerne og Marche og i mindre omfang regioner som Umbrien, Ligurien og Toscana. Pecorinos fortid fortaber sig i så meget i mørke, at det eneste, der ligger fast, er, at druesorten er tussegammel. Af samme grund kan det ikke uden videre afgøres, om genoplivningen først fandt sted i Abruzzerne eller i Marche. Det strides man stadig om.
Når pecorino i lang tid var nærmest glemt, skyldtes det ganske enkelt, at den er vanskelig. Sådan lidt i retning af pinot noir. Mere givtige druesorter som trebbiano overhalede den simpelt hen. Glemslen kan man direkte aflæse af ældre vinbøger som Jancis Robinsons ”Druer og vin” fra 1986, ”Oxford Vin Leksikon” fra 2000 og ”Politikens bog om italiensk vin” fra 2008. Hvis pecorino overhovedet nævnes, er det med ganske få ord. End ikke i den nyere ”Italiens fantastiske hvidvine” (Steen Asmussen) fra 2021 optræder pecorino.
Vi skal til 1990’erne, før pecorino dukker op igen, og det er her, uenighederne mellem producenter i Marche og Abruzzerne manifesterer sig. Vinbladet har for nogle år siden mødt en producent i Marche, som nærmest kunne dokumentere, at han var den, som fandt nogle pecorino-planter i en gammel vinmark og ud fra det fund genoplivede den gamle druesort. Under en nylig masterclass i København om vin fra Abruzzerne oplyste Thomas Ilkjær (som i øvrigt redigerede Politikens italienske vinbog), at producenten Cataldi Madonna i Abruzzerne formodentlig var pecorinos redningsmand og først med at udgive vinen med navnet på etiketten. Det var i 1996.
Myten om pecorino
Uenigheden mellem et par italienske regioner kan danske forbrugere se stort på. Det vigtigste er, at paletten af italienske hvidvine er udvidet med pecorino. Hvordan druesorten har fået sit navn fortaber sig som nævnt i det uvisse, men der er selvfølgelig teorier. Én af dem går ud på, at når fårene (pecora) i september tog vejen over bjergene sydpå mod Apulien, så nippede de undervejs til de tidligt modnede og søde druer. Det krævede kompensation fra fårehyrderne til vinmarksejerne, og den blev i form af ost, pecorino.
Ud over sødme er pecorino-druen velsignet med markant syre, og den kombination giver de bedste vine en tiltrækkende kompleksitet. Det betyder også ofte vine med potentiale til lagring, men man skal nu ikke overdrive gemmeriet.
Hvid, rosé og rød
18 producenter fra Abruzzerne havde fundet vej til København med ikke blot pecorino, men også trebbiano (hvid), cerasuolo (rosé) og montepulciano (rød). Så der var nok at smage på. Vinbladet koncentrerede sig dog om pecorino og et par udgaver af trebbiano. Sidstnævnte druesort findes i stor udstrækning i Toscana, men den er der ingen grund til at bruge krudt på. Abruzzernes trebbiano kan derimod – igen i de rette hænder – være stærkt tilfredsstillende. To af de helt store navne, Valentini og Emidio Pepe, var ikke med i København, men producenter som Cantine Mucci, La Valentina, Vigneta Radica, Masciarelli og Bossanova havde medbragt tiltalende udgaver af trebbiano. Cantine Mucci præsenterede også sin Falanghina, som i lighed med pecorino er en gammel druesort, formentlig af græsk oprindelse.
I forbindelse med Ilkjærs masterclass blev der smagt 5 velvalgte udgaver af pecorino. Producenterne var Cantine Agriverde, Orefice Vini, Pasetti, Talmonti og Tenuta Ferrante. Derudover faldt pecorino fra Citra Vini, Marramiero, Mazzarosa og Vigneti Radica i god jord. Vinene demonstrerede også, at pecorino ikke blot er én type vin. Den kan være så knastør, at det for nogle bliver en tand for meget, og den kan være ganske sødmefuld, men altid med syre i baggrunden.
Danske importører af Abruzzo-vine
Cantine Mucci: Dvino
Masciarelli: Strandgaarden
Orefice Vini: Umbriavine
Pasetti: Haller Vine
