I 1990 købte Bart og Daphne Araujo en 65 hektar stor ejendom i Calistoga, der omfattede den 15 hektar store Eisele Vineyard. Vingården var oprindeligt plantet i 1880’erne med Zinfandel og Riesling. Cabernet Sauvignon blev først plantet i 1964. De tidligere ejere, Milt og Barbara Eisele, lavede ikke vin, men solgte druerne, blandt andet til Draper, der i 1971 producerede den første Eisele Vineyard Cabernet Sauvignon, Rigde Vineyards. En vin, stadig flot, der kan erhverves for omkring 50.000 kroner per flaske.
I 1972 og 1973 blev druerne, Cabernet Sauvignon, solgt til Robert Mondavi Winery og indgik i Mondavis topvin Reserve Cabernet. I 1974 blev Eisele Cabernet produceret af Conn Creek Winery, og fra 1975, og helt frem til 1991, producerede Joseph Phelps en række legendariske Cabernets fra Eisele Vineyard.
Eisele bliver til en vingård
Det var et stærkt ægtepar, Bart og Daphne Araujo, der købte ejendommen. Bart havde tjent penge på boligbyggeri og realkredit, og Daphne, hans hustru havde en baggrund indenfor landskabsarkitektur. De indså hurtigt, at for at kunne lave den bedste vin fra Eisele Vineyard, var det vigtigt at have alle faciliteter på stedet, så de besluttede at bygge en vingård på ejendommen. Vineriet, bygget i redwood , står der stadig, det samme med tunellen inde i bjergskråningen, helt ideelt til fadlagring.
Araujo producerede sin første årgang Eisele Vineyard Cabernet Sauvignon i 1991 og den fik en strålende modtagelse og efter blot nogle få år fik Araujo Estates vine fra Eisele status som kultvin. Men det var ikke nok. De ville mere, ville omdanne vingården til biodynamisk vinbrug, følge månen, den astronomiske kalendere. Eisele Vineyard blev økologisk i 1998, og i 2002 blev den certificeret Biodynamisk (Demeter).
Araujo bliver til Eisele med ny fransk ejer
I 2013 blev Araujo Estates Wines købt af den franske forretningsmand François Pinault, der ændrede navnet til Eisele Vineyard. Pinault er én af Frankrigs rigeste mænd, måske bedst kendt som ejer af Chateau Latour, i Bordeaux. En meget kunstinteresseret mand, grundlægger af Kering, Artémis Group og Pinault Collection.
Pinault er gift med den amerikansk-mexicanske skuespillerinde Salma Hayek, der også er meget kunstinteresseret. Det er hans første køb i USA. Artemis Group ejer også Domaine d’Eugénie og Clos de Tart i Bourgogne, Château Grillet i Rhone, og Chateau Siaurac i Pomerol og Christies auktionshus. Robert Parker, der kendte vingården særdeles godt, også gennem hans franske ven, ønologen Michel Rolland, der var konsulent på Eisele, gav den første årgang 2013 under Pinault 100 point.
Smagning
Eisele Vineyard Sauvignon Blanc 2020
Elegant duft, let krydret med æble, citrus, hvide blomster og fine nuancer fra fad. Fyldig smag, rank, krydret og samtidig sprød, lang, frisk, fin krydret eftersmag. 94
Eisele Vineyard Syrah 2016
Flot duft, meget ren, krydret med sort peber, mineralsk, modne, mørke bær, hint med viol. Rig smag, stor fylde, flæsket, røget, lang, rig eftersmag, røget, flæsket med mørke bær. 96
Altagracia Cabernet Sauvignon 2019
Moden duft, modne solbær, let røget, markeret tannin og lang eftersmag hvor alkoholen fornemmes lidt. 92
Eisele Vineyard Cabernet Sauvignon 2011
Udviklet duft, dejlig sødme, modne solbær, lakrids og karamel. Meget lækker, velouragtig, fyldig smag med lang, silket eftersmag med modne solbær. 94
Omkring 75% af den 15 hektar Eisele Vineyard er plantet med Cabernet Sauvignon, druen der gennem 40 år har gjort Eisele vinmarken så berømt. Selv som ung opleves vinen smidig og samtidig rank, fyldig og kompleks. Produktionen er på omkring 2.000 kasser per år.
Eisele Vineyard Cabernet Sauvignon 2019
Koncentreret duft med modne solbær, krydret, mineralsk, meget rig, kompleks med mange lag. Meget rig smag, silket tannin, meget stor fylde og lang, lang rig eftersmag med moden frugt. 98