Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

COOPs vine til Jul og Nytår

Juletid er vintid, og det ved Supermarkederne bedre end nogen, hvorfor butikkernes gode tilbud står i kø i voldsom trængsel og alarm. Tiden op til Jul og Nytår er derfor det mest attraktive tidspunkt at supplere vinkælderen – og ikke blot nøjes med at dække højtidernes behovsstigning for de flydende glæder. Det er stort set alle vintyper, forretningerne givet et ekstra prisdyk, men især blandt boblevine og portvine kan der gøres de rene kup med fornøden kritisk sans. Artiklen her ser nærmere på et udpluk af COOPs udbud af tilbudsvine til både Jul og Nytår.

En belastet årstid

Julen er en konstant tilbagevendende plage for landets vinskribenter, da man hvert år skal løse den samme håbløse opgave: Find vinen, der kan ledsage det mest udsøgt ondskabsfuldt vindræbende måltid, man overhovedet kan koge sammen. Her tænkes der selvfølgelig på den stegte and eller gås, selvom fjerkræet ikke i sig selv er et vinproblem. Nej, det er tilbehøret, der er totalt destruktivt: Enorme syredoser i rødkålen, massive mængder karamel-sødme i kartoflerne og endeligt dødsstødet i form af en voldsom sauce med en overdådighed af Julefedme og krydderier.

Man kan selvfølgelig sagtens finde en vin, der smager rimeligt til stort set det hele, men det er reelt umuligt at finde en vin, der trives så godt med alle de direkte modstridende og krasbørstige smagselementer, at vinen har en chance for at kunne vise sine bedste sider. De positive sider, der har berettiget vinens høje pris. Derfor må der udtænkes et kompromis mellem kvalitet og pris, da det med stor sandsynlighed vil være et absolut spild af den i forvejen slunkne Juleopsparing at købe dyr vin til højtidsmiddagen.

Bortset fra en overkommelig pris er det centrale element i den mindst dårlige Juleløsning at finde en superkraftfuld vin, der ikke dræbes af de håbløse måltidsomstændigheder: En vin, der formår at slå fra sig med våben som tårnhøj alkohol, voldsom frugttæthed og uhæmmet druesødme tilsat læssevis af tannin og en ordentlig dosis frugtsyre.

Yderligere skal vinen være så alment tilgængelig for det bredt indkaldte familiepublikum, at en klon af Mads Skjerns normalt afholdende søster Anna også vil synes, at vinen ikke smager så ringe endda. Denne opgave er det selvfølgelig umuligt at løse til ug med kryds og slange, men her kommer der alligevel et par bud, hvis anvendelighed sagtens kan være mere end tvivlsom – men anyhow…

Der er en verden uden for andestegen

Denne oversigt over højtidsvine nøjes dog ikke med at se nærmere på rødvinene, da der heldigvis er mange andre velbegrundede lejligheder til at trække en flaske eller to op i Juleferien. Bobler og aperitifvine er næsten en selvfølge, da det kan være forfriskende at slappe af med en let hvidvin oven i al den traditionelle overdådighed. Noget læskende, der kan bringe ro i sjælen midt i alt det hektiske Juleståhej og kan lette presset på den hårdt prøvede fordøjelse.

Jul og Nytår inkluderer også desserter og andre søde sager, hvorfor dessertvine heldigvis er uundgåelige. I denne artikel nøjes vi dog med at se nærmere på portvine, hvor udvalget som nævnt er særdeles righoldigt og prismæssigt attraktivt i netop December måned.

Her kan der lige tilføjes den sidebemærkning, at én af de få vine, der måske magter at overleve Andestegens vinøse overgreb, er en portvin – nærmere betegnet en ung Vintageport. Altså en vinøs Ruby-type, der med sine 20 procent alkohol og sin massive frugtighed og masser af alt andet er noget af det mest slagkraftige – og velsmagende – der kan opdrives. Vintageport er en hyppigt overset ledsager til kraftige stegeretter, blot vinen serveres køligt og i ordentlige vinglas. Gerne noget, der minder om et tulipanformet hvidvinsglas.

Sådan bedømmes vinene

Hver vin tildeles fra én til seks stjerner ud fra forholdet mellem pris og kvalitet. Seks stjerner gives til så godt et vintilbud, at det er værd at gøre en ekstra anstrengelse for at sikre sig en flaske eller seks. Fem stjerner fortæller, at prisen er ægte attraktiv. Fire stjerner gives til en vin, hvis pris harmonerer nydeligt med dens kvaliteter. Betydningen af et lavere antal stjerner burde give sig selv. Yderligere får hver vin en score på 100-pointskalaen, og det tal indikerer vinens objektive kvalitet uden smålig skelen til prisen. Omtalen af hver vin sluttes af med et par anbefalinger om, hvilken type mad der vil klæde vinen så godt, at den kan præstere i rimeligt omfang. Tilbudspriserne gælder hele november måned og frem til den 31. december. Smagningen er opdelt i fire kategorier afhængig af vinens forventede anvendelse. Den bedste vin i hver kategori – målt rent pris og kvalitetsmæssigt – nævnes først, og vinderen får desuden udmærkelsen ”Bedste Køb”.  De fire kategorier er: Aperitif, bobler og hvidvine. Rødvine til Julemiddagen. Rødvine til Nytårsaften og Portvine som aperitif og til dessert.

Aperitif, bobler og hvidvine

Crémant de Bourgogne Brut 2021 Moillard, Frankrig
******  – ”Bedste Køb”

Kultiveret krydret og veludviklet frugtduft, der stilistisk er tæt på Champagne. Solid mineralitet med god detaljerigdom, udmærket balance og glimrende styrke. Frisk, harmonisk smag, der også har nydelig mineralitet og en rank syreprofil. Læskende, givende og med dejlig ren frugt. 12 pct.
89 | 69,00 på tilbud – normalpris 129,00 COOP
NYTÅR: Oplagt som aperitif og vil også fungere fint til lys fisk og mange vegetarretter.

Saint Bris Sauvignon Blanc 2022 Moillard, AOC Saint Bris, Frankrig
****

Næse med sprødt, køligt, afdæmpet Sauvignon Blanc udtryk med fokus på hyldeblomster. Kultiveret, harmonisk og aromarig vin med flot mineralitet, betydelig syrefriskhed og pæn styrke. I munden med pæn frugtighed og samme aromaer og samme mineralitet som i næsen. Stilistisk set et sted midt i mellem Chardonnay og Sauvignon Blanc. Medium styrke og betydelig længde. Vellykket, frisk og delikat. 12 pct.
88 | 99,00 på tilbud – normalpris 150,00 COOP
Pæn frugtstyrke, der gør vinen velegnet til fisk og skaldyr tilberedt med smør og fløde samt til vegetarretter.

Champagne Canard Duchêne Brut, Champagne, Frankrig
****

Bred, moden og velkrydret Champagnenæse med solidt egepræg og pæn styrke. Detaljerig og med god intensitet og pæn mineralitet. Delikat smag med meget af de samme toner som i næsen, men med egetræet mere fremhævet og med moderat syre. Fuldmoden, klassisk, velstruktureret og givende vin med medium styrke. Venlig og lettilgængelig Champagne, der vil fungere fint som aperitif eller til charcuteri eller til lettere mad. 12 pct.
90 | 199,00 på tilbud og normalpris 300,00 COOP
Gem den gerne til en af forretterne Nytårsaften eller til Margrethe. Denne Champagne er for god til at blive brændt af klokken 24.

Sancerre Blanc 2022 Jean Desvignes, AOC Sancerre, Frankrig
***

Næse med frisk ferskenfrugt, der mere leder tanken hen på kølig Chardonnay end på Sauvignon Blanc. Udmærket frugttæthed og velvalgt, afdæmpet krydderi. Moderat styrke, god renhed med behersket aromarigdom. Velstruktureret mundfrugt med samme kølige friskhed som i næsen og med nydelig lille sødmefuldhed. Umiddelbart charmerende og frugtig vin med bred appel omend med beskeden personlighed. 12,5 pct.
87 | 129,00 på tilbud – normalpris 200,00 COOP
Kan fungere som en frisk aperitif både til Jul og Nytår. Moderat styrke, der især gør vinen velegnet til de hvide fiskeretter og til rejer uden for kraftig dressing.

Pouilly-Fumé 2022 Domaine Pabiot, AOC Pouilly-Fumé, Frankrig
***

Diskret parfumeret næse med lidt hyldebærblomst og et frisk, køligt og rent præg. Pæn mineralitet, moderat intensitet med afdæmpet Sauvignon Blanc karakter. Rank, tæt og saftig mundfrugt med livlig og veldimensioneret frugtsyre og samme klare mineralitet som i næsen. Læskende og med pæn harmoni, umiddelbar charme og autentisk områdekarakter. 12,5 pct.
87 | 109,00 på tilbud – normalpris 150,00 COOP
Især anvendelig til de lettere forretter Nytårsaften. Også bredt anvendelig som en frisk aperitif med moderat alkoholstyrke.

Pinot Gris Orange 2022 Demi Sec, Theo Cattin, AOC Alsace, Frankrig
***

Frisk og sødmefuld frugtnæse med lidt jordbærpræg og generelt i en stil, der mere minder om rosé end om hvidvin. I munden meget velstruktureret med kontante tanniner, der for alvor giver vinen sin orangevins-identitet. God styrke, solid sødme, udmærket friskhed, pæn ekstraktrigdom og et diskret sherrypræg. Beskeden Pinot Gris karakter. Letdrikkelig og med god fylde og behersket aromarigdom. 13,5 pct. 87 | 110,00 – 139,00 v/2 fl COOP
Vinens markante sødme gør den velegnet som aperitif, men den kan også fungere til charcuteri eller mildere orientalske retter. Her er der nok dømt Nytår.

Rødvine til Julemiddagen

Rødvinene er inddelt efter deres anvendelighed til henholdsvis Jul og Nytår. I Julesituationen er der taget udgangspunkt i den traditionelle andestegstegserverring med alt klassisk tilbehør. I tilfældet Nytår, er der større frihedsgrader i madvalget, men typisk er der tale om en solid kødret, hvor valget ofte er faldet på stegt kalv, okse eller hårvildt med kraftig fondbaseret sauce. Men først kandidaterne til Julemåltidet:

Tosalet Vinyes Velles 2020 Hammeken, DOC Priorat, Spanien
***** – ”Bedste Køb til Julemåltidet”

Intens og veludviklet duft med svesker og mørke blommer og solidt bærpræg. Kraftigt og godt krydret med tobak og egetræ og generelt med en næsten hedvinsagtig styrke. Afrundet, velsammensat og harmonisk. Kraftfuld smag med imponerende frugttæthed og betydelig ekstraktrigdom, der afspejler markens gamle vinstokke på flotteste vis. Nydelig friskhed, masser af tiltalende krydderi med kontante, men bløde og fuldmodne tanniner og velintegreret egetræ. 14,5 pct.
90 | 6 fl for 399,00 på tilbud – normalpris 130,00 pr. fl COOP
Alsidig vin til selv de mest kraftfulde retter. Sikkert smagningens bedste bud på en velfungerende Julevin. Tosalet giver selv bedre Amaroner baghjul, hvad angår delikatesse, friskhed og anvendelighed – og den gør det til en attraktiv tilbudspris.

Deux Grives Cabernet Sauvignon 2022 IGP Pays D’Oc, Frankrig
****

Dyb, mørk solbærnæse med autentisk druekarakter og rigeligt med egetræ. Eksotisk krydret og med betydelig styrke og rigeligt med sødme i frugten, og hvor den høje alkohol for alvor slår igennem. Potent smag med bemærkelsesværdig frugttæthed og et oversøisk præg, der let leder tanken hen på Californien. Igen rigeligt med sødme og egetræ, men med en udtalt mangel på tanniner. Poppet powervin. 15 pct.
87 | 2 fl for 149,00 på tilbud – normalpris 130,00 pr. fl COOP
En helt igennem kraftfuld vin, der sikkert evner at ledsage det klassiske Julemåltid på rimelig vis. Det kræver dog, at vinen serveres næsten køleskabskold, så sødmen tøjles og de beskedne tanniner fremhæves. Attraktiv pris på tilbud.

Châteauneuf-du-Pape 2021 Terres des Pontifes, AOC Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig
***

Frisk bærfrugt kraftigt krydret med tørre krydderurter og tobak. God aromarigdom og pæn intensitet. Klassisk Châteauneuf-næse med veludviklet egetræ, men med afdæmpet frugt. I munden med samme beherskede frugt som i næsen og med markant sødme plus grønne tanniner. Egetræet dominerer og bidrager til det lidt stramme helhedspræg. Moderat styrke, pæn modenhed og god længde. 14,5 pct.
87 | 149,00 på tilbud – normalpris 200,00 COOP
Ikke tilstrækkelig power og saftighed til at klare and ledsaget af rødkål og sukkerkartofler, men sikkert glimrende til en sprød flæskesteg med afdæmpet tilbehør.

Amarone Il Bosco 2017 Gerardo Cesari, DOCG Amarone della Valpolicella Classico, Italien
***

Heftig næse med rosiner, figner og mørke blommer i frugten. Voldsomt krydret med egetræ og nydeligt integreret sødme med frelsende syrefriskhed. Duften bærer den høje alkohol uden problemer. Tæt, kraftfuld og fuldt udfoldet mundfrugt med samme aromaer som i næsen. Kontante og modne tanniner, pæn syre og masser af sødme. En helt igennem voldsom vin med al den saft og kraft, man kan drømme om og mere til. Vinens potente komponenter stritter dog i hver sin retning, hvorfor det kniber med harmonien. Autentisk Amarone på alle fronter. 15,5 pct.
90 | 299,00 på tilbud – normalpris 400,00 COOP
Vinens uhæmmede kraftfuldhed kombineret med dens rosinsødme og den markante tannin vil få den til at fungere fint til and eller gås på trods af rødkålssyre, karamel på kartoflerne og selv den fedeste sauce. Men vinen tager sig også godt betalt for indsatsen.

Rødvine til Nytårsaften

Côtes du Rhône Rouge 2021 Les Incontournables, M. Chapoutier, Frankrig
***** – ”Bedste Køb til Nytår”

Frisk og pebret Rhônefrugt med fokus på Grenache tilsat et vellykket strejf af sødmefuld bærfrugt. Delikat, åben, velkomponeret og harmonisk duft med moderat styrke. Saftig og velstruktureret smag med god tæthed og nydelige, intense tanniner. Diskret sødmefuld mundfrugt med en aromasammensætning, der er helt i stil med næsens. Pæn styrke og fornem harmoni. Klassisk og vellykket Côtes du Rhône. Kan med fordel serveres let kølig. 14 pct.
90 | 79,00 på tilbud og normalpris 100,00 COOP
Bedst til Nytårets vanlige kødretter. Hvis Julemiddagen står på kylling, flæskesteg eller kalkun med afdæmpet tilbehør, vil Les Incontournables også kunne passe ind her her. Attraktiv tilbudspris.

Barbaresco Riserva 2018 Terre cel Celti, DOCG Barbaresco, Italien
*****

Næse med velmodnet, rank, mineralsk og kølig kirsebærfrugt tilsat en solid dosis delikat egetræ. God harmoni, nydelig detaljerigdom og pæn styrke. Afdæmpet og kultiveret krydret med tørre krydderurter, læder og tobak. Klassik saftig og veludviklet distrikts-karakteristisk smag med diskret sødme og samme modne egepræg som i næsen. Solid og god tanninstruktur og udmærket mineralitet. Autentisk drueudtryk, medium styrke og pæn delikatesse. 14 pct.
90 | 119,00 på tilbud – normalpris 180,00 pr. flaske COOP
Elegant vin, der fungerer bedst til lettere stegeretter. Trives sikkert bedst med Nytårets kødretter.

Barolo Riserva Pezole 2014 Roberto Sareto, DOCG Barolo, Italien
*****

Elegant, fuldmoden og pænt detaljerig Nebbiolo-næse med afdæmpet frugtintensitet, der afslører den lange lagringstid. Nydeligt doseret og fuldt udfoldet egetræ og med glimrende mineralitet. Klassisk krydret med læder, tobak og tørre rosenblade. Delikat, givende og med medium intensitet. Smagen afspejler også alderspræget på den gode måde, så der er tale om en vin med gennemslagskraft, men med betydelig delikatesse. En kultiveret vin, der kræver koncentration og et godt vinglas for at blive værdsat fuldt ud. 14,5 pct.
90 | 149,00 på tilbud – normalpris 220,00 COOP
En vin, der er optimal til stegt kød med moderat styrke og gerne med pæn fedme, som eksempelvis gris. Også fin til vildt med afdæmpet tilbehør.

Portvine til Jul og Nytår

Ofte inddeles portvine i tre hovedgrupper: White, Ruby og Tawny. Ruby indbefatter også Late Bottled Vintage (LBV) og så den ægte Vintage. Tawny indbefatter Colheitas med årstalsangivelse og Aged Tawnies, der rummer 10 Years, 20 Years, 30 Years og 40 Years.

Ruby- og White-gruppen er oftest bedst til aperitif eller til et glas i utide, hvorimod Tawnies anses for overvejende at være dessertvine. Men disse regler kan man held bryde på kryds og tværs efter personlig smag og behag. Så prøv dig endeligt frem.

Portvine til Aperitif

Burmester Late Bottled Port 2016, Portvin, Portugal

***** ”Bedste Portvinskøb til Aperitif”

Røget, spicy frugtnæse komplekst krydret med lakrids, svesker og althea bolsche. Rank, tobakket, ung, tæt hyldebærfrugt med betydelig friskhed og alligevel med fuldmodent præg. Dejlig detaljerigdom med en frugtdybde, der er en vintageport værdig. Fed saftig mundfrugt med bløde tanniner og overraskende intens sødmefuldhed. Charmerende og nem at drikke og med bred appel. Betydelig fylde, dejlig friskhed og stor længde. 20 pct.
91 | 119,00 på tilbud – normalpris 170 kr. COOP

Burmester White, Portvin, Portugal
*****

Mørk frugtduft med lidt blomme- og æblepræg og dejlig renhed. Pæn styrke, mærkbar alkohol med veldoseret sødme. Saftig, frisk og rigtsmagende vin med god struktur og masser af fylde. Vellykket hvid port med solid personlighed. Prøv den også som en forfriskende longdrink blandet op med 50 procent Tonic. 19,5 pct.
90 | 69,00 på tilbud – normalpris 85,00 COOP

Burmester Ruby, Portvin, Portugal
*****

Saftig, ung rød bærfrugtnæse med præg af hyldebær og med stringent struktur. Vinøs, klassisk og med en kvalitet, så vinen sagtens kunne tages for at være en LBV. Sød, ultrafrisk bærpræget vin med udtalt saftighed og nydelig tæthed. Markant sødme og solid tanninstruktur. Letdrikkelig og ligetil. Velegnet som aperitif, men kan også bruges som bordvin til de mest solide stegeretter. 20 pct.
88 | 69,00 på tilbud – normalpris 85,00 COOP

Portvine til desserten

Burmester Colheita 2005, Portvin, Portugal
***** – ”Bedste Portvinskøb til Dessert”

Elegant og fuldt udviklet nøddenæse med eksemplarisk tawny-udtryk. Kultiveret lakridskrydderi, delikat karamelkarakter med nydeligt alderspræg og flot detaljerigdom. Autentisk og vellykket Colheita med både styrke og præcision. Velsammensat, rig, delikat smag med lidt applesintoner. Dejlig harmoni med flot frugttæthed. Fuldt udviklet, særdeles givende og lettilgængelig vin. Kan håndtere de fleste desserter – selv risalamande. 20 pct
93 | 179,00 på tilbud – normalpris 240,00 COOP

Burmester 10 Year Old Tawny, Portvin, Portugal
*****

Saftig tawny-næse med nødder og masser af tørret, kandiseret frugt og veludviklet tawny-præg. Delikat, velafbalanceret og med pæn mineralitet. Detaljerig, komplekst og autentisk krydret. Frisk smag og alligevel med klassisk 10-års-præg godt i tråd med næsens udtryk. Vellykket og givende. Kan håndtere selv chokolade og meget søde desserter. 20 pct.
92 | 129,00 på tilbud – normalpris 160,00 COOP

Rozes 10 Years Old Tawny, Portugal
****

Tung, mørk blommefrugt med nydeligt, omend begrænset tawny-præg. Krydret med læder, lakrids og solide medicinske toner. Lettilgængelig og proppet med fed, blød, sødmefuld mundfrugt med samme beherskede tawny-karakter som i duften. En rigtig pleaser, når det ikke kan blive sødt, bredt og fedt nok. Hæmningsløs karamelsødme og masser af gennemslagskraft. Kan håndtere selv de sødeste desserter. 20 pct.
89 | 99,00 på tilbud – normalpris 200,00 COOP

Burmester Tawny, Portvin, Portugal
****

Flot, ren, frisk, frugtig og ungdommelig duft. Krydret med lidt grønne æbler og med korrekt, omend afdæmpet tawny-karakter. Velafbalanceret og med medium styrke og behersket sødme. Blød, saftig og letdrikkelig port med nydelig tæthed i mundfrugten. Fed, mundfyldende og velstruktureret. Charmerende, men med behersket tawny-præg. 20 pct. 88 | 69,00 på tilbud – normalpris 85,00 COOP