Italien har så mange vinregioner, at de færreste vist formår at holde styr på dem alle. Tag bare Colli Berici. Hvor mange kender den for ikke at tale om at have været der? Og dog. Er man bilende vinglad turist ved f.eks. Gardasøen og tager på udflugter til Verona, Valpolicella og Soave, så er man tæt på Colli Berici. Nærmeste større by er Vicenza, så vi befinder os stort set midtvejs mellem Venedig og Verona. Vicenza er i øvrigt et besøg værd på grund af sit historiske centrum med ikoniske bygninger tegnet af Andrea Palladio.
Der er fladt omkring Vicenza, og der er masser af vinmarker, men druerne går til de masseproducerede vine. Man skal op i de omkringliggende bakker for at finde kvalitet. Her er der snoede småveje, tætte skove og stejle vinmarker, som sagtens måler sig med mere kendte regioners naturscenerier. På markerne er der plantet et væld af forskellige druesorter, så der er temmelig mange DOC-udgaver. For mange, mener en vinproducent som Nicola Dal Maso. Alene Colli Berici tæller 17 DOC-vine, og dertil kommer alle Vicenzas.
Der er dog én vin, som har gjort Colli Berici kendt. Den hedder Tai Rosso og burde egentlig hedde Tocai Rosso, men ungarerne har fået sat en stopper for italienernes brug af tocai-navnet. Ligesom en del andre druesorter har tai rosso andre navne i andre regioner. På Sardinien hedder den cannonau, i Spanien garnaccia og i Frankrig grenache. For at gøre tingene endnu mere komplicerede hedder Tai Rosso fra det område, vinen historisk kommer fra, Barbarano efter lokaliteten Barbarano Vicentino.
Rosé eller rød
Colli Berici opstod i tidernes morgen på grund af vulkansk aktivitet. Så på skråningerne er der en del forskellige typer jordbund og dermed en slags forklaring på, at der dyrkes så mange forskellige druesorter. Nogle producenter sværger til cabernet franc, cabernet sauvignon og merlot og fremstiller bordeauxagtige vine, andre supplerer med syrah og carmenère plus pinot nero. I afdelingen for hvidvine er det garganega – kendt fra Soave – chardonnay, sauvignon blanc og pinot blanc, som dominerer.
Når det kommer til Tai Rosso, skal man være forberedt på, at den kan være en både let rosé og bastant rødvin. Under en rundtur til producenter i området var mange udgaver af Tai Rosso alkoholtunge – 15% eller værre – og dermed uklædeligt sødlige. Så kigger man efter elegante vine, er der langt mellem gevinsterne. En enkelt udgave skilte sig positivt ud: 2021 Tai Rosso fra Gianni Tessari. 12,5% alkohol. Tessari holder til i Ronca sydvest for Vicenza og er ikke mindst kendt for sin hvidvin fra Soave.
En anden producent, Cantina Pegoraro, demonstrerede også med flere årgange af Tai Rosso, at druesorten kan tæmmes, så alkoholprocenten holder sig under 14. Producenten Piovene Porto Godis udgaver af Tai Rosso lå mellem 13,5 og 15 pct., og stilen svingede fra lys rosé til amaroneagtig rødvin. Rosé-udgaven er i øvrigt en bestseller i Danmark. Dansk importør: Bargholz. Cavazza havde fundet en rigtig pleaser frem, 2022 Tai Rosso Berici, som med sin let sødlige kirsebærfrugt og tilpas nedkølet gjorde sig godt i de 38 graders hede, som prægede området under Vinbladets besøg. Kirsebærrene gik igen i den mere seriøse 2020 Tai Rosso Corallo. Under en frokost på Cavazzas vingård Cicogna blev 2017-udgaven af den samme Tai Rosso serveret. Desværre alt for varm og umulig at smage korrekt. Det var i det hele taget et gennemgående problem, at vinproducenterne tilsyneladende ikke fandt det problematisk at tilbyde varme rødvine.
Fattoria Le Vegre
Programmet for udforskningen af Colli Berici omfattede besøg på seks vingårde. Hertil kom smagninger i forbindelse med middage, så resultatet var en ganske god fornemmelse af, hvad der rører sig i denne oversete perle.
Man skal først og fremmest forberede sig på, at det ikke er i Colli Berici, der dyrkes ærkeitalienske druesorter. Her er ingen sangiovese eller nebbiolo eller aglianico. Dog vistnok lidt barbera, men den drue mødte vi ikke. Derimod optrådte druesorten durella ganske ofte i form af tørre mousserende vine med navnet Durello. Durella har den markante syre, som er alt afgørende for boblevine, enten de er fremstillet i tryktanke eller efter den klassiske metode med flaskegæring.
Fattoria Le Vegre var første besøg og ikke det mindst interessante. Af de 27 hektar, som hører til ejendommen, er 5,5 hektar tilplantet med vinstokke. Ejeren, Domenico Chiesa, lagde ud med at skænke en fremragende garganega fra 2015. Hvidvinsdruen, kendt fra bl.a. Soave, var her i perfekt udførelse med markant syre, og en kombination af sprødhed og fedme. Druerne var fra mere end 60 år gamle planter, og de eksisterer desværre ikke længere. I 2018 blev de ødelagt af hagl, og selv om der er plantet nye, skal han vente endnu et par år på at kunne høste garganega.
I den røde afdeling lød menuen på en udmærket blanding af cabernet franc og cabernet sauvignon med en alkoholprocent på 13. Hvilket i løbet af de kommende dage skulle vise sig at være meget moderat sammenlignet med tilsvarende vine. Domenico Chiesa kunne nu også være med i afdelingen for bamsede vine. En cabernet sauvignon riserva fra 2016 holdt 15%. Men, som han sagde, ”Mange synes godt om kraftige vine, men med tiden går de mere ind for elegance.” Så sandt, så sandt.
Cantina Pegoraro
Enrico Pegoraro, som driver Cantina Pegoraro sammen med broderen Alessandro, havde fået opgaven med at tage imod den nordiske gruppe. Og han havde fået den idé at oprette smagestationer i vinmarken, så man skulle gå et stykke vej før næste vin kommer i glassene. Det var ikke tosset fundet på, men måske ikke så heldigt, når udstrålingen fra Solen er så heftig, at man tror sig i nærheden af en skovbrand.
Inden vinene begyndte at koge, lykkedes det at smage et par udmærkede udgaver af Tai Rosso og en afkølet Tai Bianco. Vinmarkerne ligger på ganske stejle skråninger, så de nordafrikanere og lokale folk, som Enrico Pegoraro ansætter i høsttiden, skal have stærke ben. Han fortalte i øvrigt, at forskellen mellem de højtliggende marker og dem i lavlandet er, at i de flade områder, er det nemt både at dyrke og høste, men de kloner, der bruges, yder store mængder druer, så kvaliteten af vinene er derefter og fremstilles især af kooperativer.
Piovene Porto Godi
Med 220 hektar marker gav det mening, at der stod et par kæmpestore traktorer på Piovene Porto Godis gårdsplads. Vinmarkerne er i mindretal, 40 hektar, men til gengæld dyrkes de organisk. Som nævnt ovenfor har danskerne taget en rosé udgave af Tai Rosso til sig, men hvidvine som Pinot Bianco Polveriera og Sauvignon Blanc Fostine var nu nok så interessante. Det samme var tilfældet med Rosso IGT Polveriera (bl.a. cabernet franc), Merlot Fra i Broli og Cabernet Pozzare. Det var ikke ligefrem lette vine, men de var harmoniske og vil smage godt, når tiden er inde til kraftige retter på middagsbordet.
Inama
Stefano Inama er egentlig fra Soave/Valpolicella, men brød sig ikke om hverken valpolicella eller amarone. Desuden syntes han, at når han gik på restaurant, var vinene enten latterligt dyre eller dårlige. Så eftersom han er en stor ynder af vinene fra Bordeaux, flyttede han til Colli Berici, hvor han nu har – siger han – Nordeuropas største mark med carmenère. Og desuden cabernet sauvignon og franc samt selvfølgelig merlot. Plus lidt grønne druesorter. Han går ind for lette vine og hævdede, at der i Italien er to personer, som udvælger de kloner af druesorter, som skal plantes. Og de to går efter vægt, altså kvantitet, og alkohol. ”Alt det, vi skal undgå”, sagde han. ”Derfor er der så mange dårlige vine i Italien.”
Det er jo hårde ord i høst, så hvordan var hans egne vine? Ganske gode og med beherskede procenter. 14,5 var det højeste blandt de vine, der blev smagt. Først 2021 Carmenère Più Veneto Rosso, 13,5%, en letvægter med lidt bid – og serveret alt for varm. Ifølge Stefano Inama er carmenère cabernet franc’s mediterrane bror. ”Den er ekstremt vanskelig”, sagde han. ”Den modner sent, sætter alt for mange druer og flere meter lange skud.” 2018 Oratorio di San Lorenzo Colli Berici Carmenère Riserva smagte ligesom forgængeren godt med sin snert af lakrids og gode syreniveau. 2020 Bradisismo – blandet af cabernet sauvignon og franc, merlot og carmenère, 14,5% – var velstruktureret og gled ubesværet ned. En 2007-udgave af samme vin minus merlot og fra yngre vinplanter, havde holdt sig fint. En soave classico fra Inama-familiens ejendom i San Bonifacio sneg sig ind i smagningen: 2021 I Palchi Foscarino Grande Cuvée har ligget på både barrique og store fade og er en prægtig gylden, tør og fed vin. Endnu en hvidvin, 2021 Sauvignon Blanc, var lige så vellykket. Den var resultatet af et udviklingsarbejde, som Inama-familien indledte i 1991 med det mål at efterligne vinene fra Pouilly Fumé. Dansk importør: Løgismose Vin.
Tenuta Cicogna
Besøget hos familien Cavazza med Elisa Cavazza som guide begyndte på vingården i Selva di Montebello, som er garganega-land med appellationen Gambellara. Forfaderen, Giovanni Cavazza købte her i 1928 sin første vinmark, og siden er så Tenuta Cicogna i Colli Berici kommet til. Elisa er fjerde generation, og hun begyndte med bl.a. pleaseren 2022 Tai Rosso Berici og den mørke, let sødlige 2020 Tai Rosso Corallo fulgt af 2018 Merlot Cicogna og 2016 San Martino, som er en sød syrah med hele 16%.
Elisa Cavazza bød på en storslået frokost, som indledtes med tatar dækket af høvlede sorte trøfler. Dem er der mange af i området, fik vi at vide. Ledsageren var 2020 Creari Gambellara Classico, en fyldig garganega med let sødme. Til lidt and kom der 2017 Corallo Tai Rosso i glassene, sødlig og desværre for varm. Den blev fulgt af kanin-ravioli og en velbevaret 1992 Cicogna Cabernet, og slutnummeret var en saftig kage til 2000 Capitel Recioto di Gambellare Classico. En imponerende dessertvin, cognac-farvet, fed og sød med omkring 120 g restsukker og 14% alkohol.
Dal Maso
Nicola Dal Maso ejer sammen med sine søstre Anna og Silvia den hypermoderne vingård Dal Maso i Selva di Montebello nær Vicenza. Der fremstilles 18 forskellige vine, herunder den mousserende, flaskegærede Durello Lessini af durella-druer og spumanten Recioto di Gambellara Classico af garganega-druer. De røde druesorter er især cabernet sauvignon og franc, merlot, carmenère og selvfølgelig tai (grenache). Blandt de vine, Nicola Dal Maso præsenterede, udmærkede 2022 Montemitorio Tai Rosso sig med bid og saftighed. En udgave af samme vin fra 2015 var flot i live, og 2020 Casara Roveri Cabernet klarede trods 15% alkohol frisag i kraft af tanniner og klædelig sødme. Slutnummeret var Riva Dei Perari Recioto di Gambellara, som med 500 g restsukker var i overkanten af det klædelige. Dansk importør: GoVinum og Vin til tiden.
