Slank, ren, fyldig, elegant, meget præcis, lineær med lang, frisk eftersmag. Bordeaux i den helt klassiske stil uden den pyntesyge, som mange Bordeauxvine har lidt under i to årtier i stræben efter høje point opnået i smagninger og ikke omkring middagsbordet. Navnet på vinen er Château de Villegorge, et slot med et specielt terroir der altid, hvis man respekterer dets terroir, frembringer vine med finesse og elegance. Et slot der distancerer sig fra andre, og et slot med få, men meget trofaste beundrere.
Sværest at sælge og samtidig min øjesten
Marie-Laure Lurton, også ejer af Château La Tour de Bessan i appellation Margaux har en helt speciel følelse for Villegorge: ”Det er den vin jeg beundrer mest fra mine tre slotte, og samtidig også den vin der er sværest at sælge”, fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har været så heldig at jeg fik mine tre slotte af min far, Lucien Lurton, i 1992. Min far gav ikke alene forskellige slotte til alle mine søskende, han gav os også sin lidenskab overfor det at lave en god vin, han gav os varme og passion. Det er hans passion jeg overfører til Château Villegorge”.
Som 20 årig vidste Marie-Laure ikke hvad hun skulle lave, tænkte slet ikke på at hun en dag skulle blive en af Bordeaux’ respekterede vinmagere. At fremstille vin var et job for mænd, ikke for kvinder. Det var hendes far der spurgte hende: Hvorfor ikke gå på universitet, hvorfor ikke læse ønologi? Der var en bagtanke bag opfordringen, og frem til delingen af alle slottene mellem børnene i juli måned 1992 nåede Marie-Laure at arbejde tæt sammen med sin far. ”Det, der er interessant, er transformationen af druer til vin”, fortæller Marie-Laure, ”det er et arbejde hvor man kan tage et valg, vælger en stil. Da jeg fik Villegorge i 1992 kunne jeg bestemme hvordan jeg ville lave vinen, hvilke parceller jeg ville beholde, hvilke jeg ville replantere. Jeg forstår meget bedre de 10 parceller i dag. Tid er vigtig, at føle, fornemme, det tager tid at lære at forstå og udtrykke et terroir. Det vigtigste er tid, det er nøglen til at forstå et terroir. For at lave en god vin med karakter skal man være på stedet”.
Kvinder går mere i detaljer
Der er i appellation Margaux omkring 10 kvinder der er ansvarlige for vinfremstillingen, og en af de mest erfarne er Marie-Laure. I Moulis er der 3 kvinder, og så er der selvfølgelig også par steder hvor kvinden måske er den mindst synlige, men (også) den stærkeste. ”Der er både fordele og ulemper ved at være kvinde”, fortæller Marie-Laure. ”Kvinder er måske mere præcise, går mere i detaljer end mange mænd. Der er en langt større konkurrence mellem mændene, mænd vil altid være de bedste, lave den bedste vin. Vi, kvinderne, er anderledes, vi vil blot lave den bedst mulige vin – for ens egen skyld”.
1990 blev den sidste årgang Marie-Laure lavede sammen med sin far, delingen, boskiftet var i gang. En af Frankrigs rigeste og samtidig en af de mest beskedne mænd havde besluttet sig for at videregive sin store arv til sine børn. Marie-Laure havde ret tidligt fået listen over de slotte hun skulle arve, og her var der ingen Grand Cru Classé. Men hun var glad, følte sig, ikke mindst takket være sin mand, den meget anerkendte læge Jean-Paul Roux, uafhængig. ”At bo på landet og det at være uafhængig er en meget stor gave. Stilen på vinen har i min tid ikke ændret sig. Men vinen har fået en større krop, mere fylde, samtidig med at procentdelen af Cabernet Sauvignon er øget. Jeg har altid søgt efter friskheden i vinen, ikke for moden, ikke for meget ny eg, det er vigtigt at man fornemmer at vinen er fra Médoc, fra Château de Villegorge”, afslutter Marie-Laure Lurton.
Smagning Château de Villegorge
1985
Udviklet duft, karamel, lakrids sammen med mintet tone, ændrer sig hurtigt i glasset. Frisk smag, spinkel, moden og noget grøn eftersmag. 87
1986
Oxideret duft, går igen i smagen. Skulle være drukket.
1993
Lille duft, udviklet, mintet med grøn tone. Frisk smag, middel fylde og frisk eftersmag med markeret syre og grønne toner. Frisk vin der mangler modenhed og koncentration, fra et umodent år. 87
1996
Udviklet, let mintet duft, lakrids, solbær med fin, grøn tone. Frisk smag, rank, elegant med middel fylde og frisk eftersmag, mintet med solbær. 89
2003
Flot duft, modne kirsebær og solbær med sødmefuld lakrids. Moden smag, velouragtig, moden, frisk med lang, moden eftersmag. 90
2006
Moden duft med modne solbær, let skovbund, svampe, fin mintet tone. Moden smag, stadig med markeret tannin, rank, fyldig med lang, moden eftersmag. Skal drikkes nu. 87
2007
Moden, elegant duft med kirsebær og solbær, let mintet tone. Frisk smag, luftig med moden tannin og frisk, lang eftersmag. Flot årgang 2007, meget balanceret. 89
2008
Lidt lukket duft, åbner sig i glasset, parfumeret, kirsebær og solbær. Rank, fin struktur med markeret tannin og frisk eftersmag med solbær. Stadig for ung. Kommer i glasset. 90
2009
Elegant, let røget duft med modne, let sødmefulde kirsebær og solbær. Elegant, fyldig smag med moden tannin dækket af moden frugt og lang, moden frugtagtig eftersmag. 91
2010
Elegant duft, let røget med solbær og viol med fine nuancer fra fad. Perfekt balance med moden, markeret tannin og lang, moden eftersmag, let røget med modne solbær. 92
2011
Frisk duft med modne solbær, kirsebær og chokolade. Fyldig smag, cremet og frisk med moden tannin og lang, moden eftersmag med fin bæragtig sødme, tør med chokolade. 90
2012
Røget duft, mintet med solbær, solbærblade og blyantstift. Frisk smag med middel fylde, markeret tannin og frisk, let røget frugtagtig eftersmag med markeret syre. 88