Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Remelluri – et mirakel til prisen

“I Rioja har vi samme Grand Cru vinmarker som i Bourgogne, men ingen kender dem, ingen ved hvor de findes. Det er problemet i Rioja, mængden er det vigtigste. Kvaliteten af druerne er sunket til fordel for kvantiteten”. Hårde ord, men de kommer fra hjertet, fra en af verdens bedste vinmagere der i årtier har fokuseret på kvalitet, lille produktion og glemte vinmarker i Spanien. Telmo Rodriguez er på besøg i København og holder en smagning på Sommelier. Hans første helt egen årgang 2010 fra forældrenes vingård Remelluri er fantastisk, en klassevin og et fund til prisen.

Modsat sine egne små, eksklusive produktioner fra små vinmarker blander han på Remelluri alle parceller og laver nu det, der er Riojas svar på Château Margaux. Gården, en af de smukkeste i verden, bliver drevet økologisk, det var Telmos far og mor, Jaime og Amaya Rodríguez, der begyndte på det allerede i 1960erne. Der er meget Grenache på Remelluri, en robust drue der kan stå for nordenvinen og selvfølgelig også Tempranillo og mange andre druesorter. ”Men vinstokkene transmitterer blot det meget unikke terroir fra druer og over på flaske”, fortæller Telmo og fortsætter: ”Vi forsøger at plukke hvert enkelt parcel på det helt rigtige tidspunkt, vores høstperiode er derfor meget lang og slutter først i midten af november”. Med Telmos overtagelse har Remelluri fået det sidste løft, men ældre årgange viser også en helt unik kvalitet. Hold øje med vinen, en af de helt store klassikere, der stadig kan købes til en mere end overkommelig pris (se smagning her for neden).

Stedet, historien og religionen – L’esprit – ånden findes i flasken

”Jeg blev født på Remelluri”, fortæller Telmo Rodríguez på restaurant Sommelier i København i marts måned i år og fortsætter: ”det er en af de smukkeste vinejendomme i verden. Mine forældre købte stedet fordi der var så smukt, de vidste ikke, at de en dag skulle lave vin. Først da jeg var 9 år fik vi elektricitet, det var som at leve i middelalderen. Når solen gik ned blev der mørkt, om morgenen kom lyset, vi fulgte årstiderne, stod op med solen. Min mor var fransk, kunstner og levede som ung i Paris, min far kom fra Baskerlandet og var meget bestemt og intellektuel. Jeg startede i 2007 på Remelluri. Først med årgang 2010 fik jeg lov til af min far at lave min helt egen vin. Det er mine forældres arv jeg nu viderefører, deres arbejde der lige fra starten i 1970-1980erne var organisk. Vinene fra Remelluri skal være blandt verdens bedste, det er den allerede nu, forbrugeren skal blot opdage det”.

Remelluri

En diskret – og stærk skønhed

Remelluris vinmarker ligger i grænselandet, i den mest storslåede natur i Rioja. Her kæmper vinstokken for at overleve under de samme betingelser som for 1500 år siden. 1500 år før Kristus fødsel blev der lavet vin på stedet, der i dag hedder Remelluri. 3000 år senere blev vinproduktionen overtaget af munke fra klosteret i Toloño. Remelluri blev stedet, hvor de dyrkede vin, som på Clos de Vougeot i Bourgogne. Munkene boede selv oppe på toppen af bjerget, afsondret fra omverdenen. Her kunne de leve i tavshed, mellem himlen og jorden, kun afbrudt af deres lovprisninger til herren. Om vinteren var der så koldt på toppen af bjerget, at de måtte søge ned i dalen for at få varme og vin på Remelluri. Ruinen af klosteret kan stadig ses fra bodegaen – som et fortidslevn rejser det sig på toppen af bjerget, fem timers afstand til fods.

Remelluri var også stedet, hvor Manuel Quintano i midten af 1700-tallet som den første i Rioja, introducerede “moderne vinfremstilling” fra Médoc med fadlagring af vinen. I 1960 besøgte Jaime og Amaya Rodríguez stedet og blev forelsket i landskabet og ikke mindst historien. En ny bodega blev bygget på ruinerne af munkenes gamle bygninger, vinmarker med de klassiske spanske druer blev genplantet, og i 1971 blev de første druer plukket. Historien og naturen betyder meget på Remelluri, noget man allerede fornemmer ved bygningernes smukke, diskrete udstråling.

Fascination, stilhed og balance ført over på flaske

For tyve år siden mødte jeg sønnen af Jaime og Amaya Rodríguez, Telmo, på Remelluri. Her, i 600 meters højde, lader man naturen råde. Familien udvælger selv deres vinplanter fra stiklinger. “Se her”, fortalte Telmo begejstret. “Denne unge vinplante er meget syg, måske dør den, men hvis den overlever, kommer den til at producere nogle af de bedste druer på denne mark”.

Vinstokkene har det hårdt på Remelluri. Enkelte hvidvinsmarker ligger oppe i 800 meters højde, her har man i nogle år lavet isvin. Det kolde klima betyder sen blomstring, langsom vækst og sen høst. Den kolde nordenvind betragtes her som en ven. Den tørre vind modvirker udviklingen af svampesygdomme. Familien bryder sig ikke om at anvende betegnelsen biodynamisk, men på Remelluri i Alavesa, 3-4 kilometer fra Riojas nordvestlige grænse bruges ingen sprøjtemidler, kunstig gødning eller kunstvanding. Resultatet er meget robuste druer, der har opbygget deres egen forsvarsmekanisme med polyphenoler, der modvirker sygdomme og oxidation.

Ordet hvorfor? er meget vigtig for Telmo Rodríguez. Sammen med studenter analyserer han hvert år druer og vin for at opbygge en “knowhow”-bank, det har han gjort i 25 år. En måned inden høsten smager de hver dag på forskellige druer og sammenligner smagsindtrykkene med laboratorieresultaterne. Vinfremstillingen er klassisk på bodegaen, gammelt håndværk, introduceret af Manuel Quintano, blandet med nye metoder. Der bruges mest franske fade. Men hemmeligheden, storheden i Remelluris vine ligger ikke i kælderen. Den findes i historien og i vinmarken.

Remelluri Blanco – en sjælden hvid

På Remelluri startede de med hvidvinen for 20 år siden, den eneste vin Telmo fik lov til at lave for faderen. Markerne ligger 600-800 meter, de højeste vinmarker i Rioja og hvidvinen er lavet af 9 forskellige druesorter, de sidste druer plukket i den anden uge af november. Produktionen er på omkring 6-7.000 flasker. Stilen er meget forfinet, ikke voldsom, det er strukturen, syren og mineraliteten, der gør vinen stor. Det er en meget sjælden vin, kun få kasser kommer til Danmark.

2013

Limeagtig duft, meget mineralsk, fin, frisk, urteagtig tone. Stålsat struktur, mineralsk med nerve, meget tør med lang, tør, mineralsk eftersmag. 93 | 399,95

2012

Moden, mere eksotisk i frugten end 2013. Fersken, melon, citrus svøbt inde i en mineralsk, fint krydret tone. Cremet smag, fyldig, fin frugt, der afslutter eftersmagen, mineralsk med krydret tone. 92

Remelluri Reserva

Remelluri Reserva – i 8 årgange

Alle de ældre årgange var lavet på trætanke. Der var ofte så koldt under vinhøsten at mosten gennemgik en kold skindkontakt inden der kom gang i gæringen. Klimaet var køligere i 1970erne, alkoholen var kun på 12-12,5 procent. De ældre årgange blev lavet på egne og købte druer. Fra og med 2009 indgår kun egne druer i produktionen der er blevet meget mindre. Årgang 2010 er Telmos første 100 procent egen årgang.

 

1976

Udviklet, kompleks duft, læder, blød lakrids, kaffe, cigarkasse, svesker, appelsinskal, fin syrlig tone. Meget luftig smag, stadig med fin struktur, luftig og lang eftersmag med fin, sødmefuld frugt sammen med frisk syre. 93

1982

Moden, udviklet duft, svesker, kaffe, lakrids. Blid smag, cremet, moden med middellang eftersmag, ikke samme syre som 1976. 90

1995

Mintet som kontrast til sødme, meget kompakt, rustik, animalsk. Meget tanninholdig, markeret, stor frugt med lang, tør eftersmag med moden frugt. Skal ligge endnu 10 år. 90

2005

Flot duft, fin sødme, svesker, mørke kirsebær, fin, krydret tone, stadig meget ungdommelig. Fyldig smag, moden, markeret tannin, cremet med lang eftersmag med moden frugt. 92

2009

Stadig lukket duft, ulmende, mørke, sødmefulde kirsebær. Stor, fyldig smag, markeret tannin dækket af moden frugt og lang, frugtagtig eftersmag. 91 | 139,95 v/12 fl

2010

Meget frisk duft, modne bær samtidig meget frisk, mørke, friske kirsebær. Meget luftig, elegant, fyldig med kælen tannin og lang, lang, luftig eftersmag, utrolig balance mellem frugt og syre. 93 | 139,95 v/12 fl

2011

Stadig lukket duft, moden og meget frisk frugt, fin krydret tone, kirsebær, mandel. Cremet smag, kælen tannin dækket af moden frugt, lang, lang, frisk, moden eftersmag. 93 (endnu ikke i landet)

2012

Stadig lukket, friske, modne kirsebær, meget lækker tannin, lang eftersmag, moden og frisk og luftig eftersmag. 92 (endnu ikke i landet)

Forhandles af www.philipsonwine.com