Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

20 år med ”Große Gewächse” (del 2) – Riesling

VDP – Verband Deutscher Prädikatsweingüter – er en forening, der tæller 200 af Tysklands bedste vinproducenter. I år fejrede de, at deres Große Gewächse betegnelse fyldte tyve år. I 20 år med ”Große Gewächse” (del 1) omtalte vi medlemmernes præsenterede GG-vine lavet på Silvaner, Weisser Burgunder, Grauer Burgunder, Frühburgunder og Spätburgunder. Her følger i del 2 omtale af deres Riesling-vine.

Riesling er nu engang den mest populære druesort, og netop i Tyskland kommer den til fuld udfoldelse. Ikke mindre end 2/3 af de præsenterede vine – altså godt 300 – viste toppen af hvad riesling kan, når det drejer sig om tørre vine. Det var lidt krævende at komme helt igennem ikke alene på grund af antallet af vine, men også fordi der blev præsenteret vine fra både 2021 og 2020, altså to vidt forskellige årgange. Jeg har nedenfor valgt kun at tilføje årgangen ved de enkelte smagsnotitser, hvis den er 2020 eller ældre.

629 Große Gewächse-vine fra 327 forskellige parceller bliver frigivet til salg den 1. september

RHEINHESSEN

Rheinhessen klarede sig fænomenalt godt i det temmelige kolde år, som 2021 nu engang var. De fleste naturligvis med en god portion syre, men der er altid nok frugt og tyngde til at sørge for, at vinene ikke kommer ud af balance.

Prinz Salm er på vej op af kvalitetsstigen, 2020 KIRSCHBERG (90) har et snert af tobak i næsen og er kølig i udtrykket, deres 2020 SCHARLACHBERG er en smule mere (91) koncentreret. SCHARLACHBERG fra Kruger-Rumpf er mere kompleks og har et godt syrebid, der giver vinen en hvis spænding og friskhed (92). HUNDERTGULDEN fra Weingut Knewitz har lidt mere tyngde, men stadig meget elegant (93).

ROTHENBERG fra Gunderloch har en intensiv Bouquet, en elegant vin meget fuldendt og harmonisk (93+). ROTHENBERG fra Kühling-Gillot  er lidt fyldigere og har en meget lang eftersmag (94). ZEHNMORGEN fra St. Antony er en poleret og meget elegant vin (92+). BRUDERSBERG fra samme producent er køligere og dybere i smagen (94+), ORBEL har en smule mere ryggrad og syre (94+).

Vinmarken HIPPING leverede en perlerække af vine. St. Antonys eksemplar er den bedste i denne vingårds kollektion (95). Gunderlochs er et brag af en vin med et snert af tobak i duften (95+). HIPPING fra Kühling-Gillot (94+) er en spontangæret vin uden at være anstrengende, den skal ligge nogle år for at folde sig helt ud (94+). HIPPING fra Schätzel er ligeledes spontangæret, ekstrem elegant i husets egen stil (93).

2021 Ölberg har en viskositet, ja som olie fristes man til at sige, et snert af tobak og så kommer der et smagsindtryk, der minder om et fuldt besat symfoniorkester, der spiller slutningen af Beethovens ”Eroica” (97)

PETTENTHAL fra samme producent er ligeledes elegant og i en perfekt balance (93). PETTENTHAL (94) fra St. Antony er lidt blødere i stilen end husets Hipping. Gunderlochs PETTENTHAL (93) er knap så elegant som deres Hipping, men stadig en topvin (93). Kühlings-Gillots PETTENTHAL er en voluminøs vin, ekstrem ekspressiv og lang i eftersmagen (95+). Deres ÖLBERG har en viskositet, ja som olie fristes man til at sige, et snert af tobak og så kommer der et smagsindtryk, der minder om et fuldt besat symfoniorkester, der spiller slutningen af Beethovens ”Eroica” (97).

MORSTEIN er som sædvanlig helt i top, en monolit af en vin (95)

Weingut Wittman producerer år efter år vine på et ekstremt højt niveau. 2021 er da heller ingen undtagelse. KIRCHSPIEL er gylden i farven, mørk og kompakt i smagen, men stadig med et fint spil (95). AULERDE er lidt mere tilgængelig allerede nu, med en snert af bitterhed i eftersmagen (93). BRUNNENHÄUSCHEN er ligeledes fremragende, måske en anelse lettere i udtrykket (93).

Weingut Gutzler præsenterede to vine, en MORSTEIN (93+) og en LIEBFRAUENSTIFT – KIRCHENSTÜCK (93+), begge helstøbte og med en god dybde og kompleksitet. KIRCHENSTÜCK fra Battenfeld Spanier er rund og harmonisk, men med et godt syrebid, der redder vinen fra at blive for monoton (92). FRAUENBERG er her mere intensiv og med mere spænding samt en lidt længere eftersmag. ZELLERWEG AM SCHWARZEN HERRGOTT er mere åben i stilen og er den, der længst fremme i øjeblikket (93).

KUPFERGRUBE (94) fra Dr. Crusius er en fyldig vin med et elegant syrespil og en meget lang eftersmag. Dr. Crusius er en af de producenter, der er på vej op i kvalitet (og det fra et i forvejen højt niveau)

PFALZ

Pfalz har mange producenter i VDP og kvaliteten er ikke så ensartet som i Rheinhessen, så her følger de efter min mening bedste. Phililipp Kuhns SCHWARZER HERRGOTT er en fyldig og mineralsk sag med en smule mærkbar sødme (92), STEINBUCKEL (91) og KIRSCHGARTEN (91) har en fin dybde og et markant syrebid. SAUMAGEN fra samme producent er stadig lidt tillukket, men også her et tydeligt præg af citrus og en mærkbar syre (92).

Reichsrat von Buhls 2020 UNGEHEUER (92+) er særdeles kraftig, men dog afrundet i smagen.2020 PECHSTEIN fra samme producent er lidt elegantere (91). 2020 FREUNDSTÜCK (93) og KIRCHENSTÜCK (93) er der væsentlig mere tryk på, så de er at foretrække her. Dr. Bassermann-Jordan medbragte en fin kollektion. Den eleganteste er efter min mening KIRCHENSTÜCK (93) og HOHENMORGEN (93), sidstnævnte med en smule mere fylde. JESUITENGARTEN (92) og GRAINHÜBEL (92)  er ligeledes fine, den letteste og lidt mindre komplekse er KALKOFEN (91).

Georg Mosbachers kollektion er præget af en eksotisk frugt (læs frugtsalat) og en smule sødme i eftersmagen. Der skal nok være nogen, der synes, at det er lidt for meget af det gode. Jeg er dog relativ sikker på, at når hvalpefedtet er væk, så drejer det sig her om vine på et meget højt niveau. UNGEHEUER er i hvert fald meget kompleks og med mange facetter (93+) men også PECHSTEIN (93) og FREUNDSTÜCK (93) har det samme præg. JESUITENGARTEN (95) og KIESELBERG (95) er ekstrem koncentrerede i smagen og med en eftersmag, der bliver en evighed i munden. Læg vinene væk en fem års tid og få en overraskelse.

Dr. Bürklin-Wolfs bedste vin er en LANGENMORGEN (93+), en snert af tobak i bouqueten, men også PECHSTEIN (91) og HOHENMORGEN (92) er fine vine, begge en anelse lettere i stilen.

Ökonomierat Rebholz præsenterede en usædvanlig fin kollektion. IM SONNENSCHEIN (93) har masser af frugt, der afbalanceres fint af et elegant syrespil. SCHÄWER (93) og GANZ HORN (92+) er lavet i samme stil. KALMIT (92) fra Weingut Kranz er endnu lidt tillukket, men har en fin krop. Syren er her til at mærk, men er ikke ubehagelig. KIRCHBERG (93) har lidt mere frugt og dybde.

FRANKEN

Franken klarede sig fint i år. Alle de indsendte vine nåede 90 Points eller derover. Wirsching havde to vine med 2020 JULIUS-ECHTER-BERG (93+), selvom det er en kraftig vin med tryk på, så formår huset stadig at beholde indtrykket af en elegant vin. KAMMER (92) er lidt mere stenet og mineralsk i stilen. Schmitts Kinder er kendt for at producere saftige vine med masser af frugt og en næsten saftig smag. PFÜLBEN (92+) er ingen udtagelse fra denne regel. Rainer Sauers AM LUMPEN 1655 (91) er ligeledes frugtig i stilen med et lille bittert snert i eftersmagen. Sidst men ikke mindst skal CENTGRAFENBERG (93+) fra Weingut Fürst nævnes. Selvom vinen besidder en dyb koncentreret smag er den stadig ekstrem præcis i udtrykket.

Heymann-Löwenstein præsenterede Mosels stærkeste kollektion i 2021. UHLEN ROTH LAY er overaskende blød i stilen, men alligevel med en kompleksitet og længde der vil noget (96). KIRCHBERG (95) er endnu lidt tillukket, med et fint touch af tobak i næse og smag. UHLEN LAUBACH (95+) ligger tæt op ad KIRCHBERG

MOSEL

Vinene fra Mosel er i 2021 stærkt præget af en markant syre, der her og der simpelthen er for dominerende. I en del tilfælde har vinene ikke krop og frugt nok til at bringe den rigtige balance. Van Volxem klarede problemet med bravour. SCHONFELS (93) er rund og fyldig i smagen, BOCKSTEIN er lidt mere stringent og har lidt mere syre, uden at det bliver for meget (93). Her skal også deres  SCHARZHOFBERGER nævnes (92). Peter Lauer nåede ikke helt niveauet fra sidste år, men præsenterede blandt andet en fremragende LAMBERTSKIRCH (94), der ikke kommer i normalt salg, men bliver bortauktioneret på den årlige auktion i september måned.

Peter Lauer nåede ikke helt niveauet fra sidste år, men præsenterede blandt andet en fremragende LAMBERTSKIRCH (94), der ikke kommer i normalt salg, men bliver bortauktioneret på den årlige auktion i september måned

Nik Weis – St. Urbanshofs bedste vin er en BOCKSTEIN med en strejf af spontangæring i duften, en saftig vin med en lang eftersmag (93). Maximin Grünhaus var der med deres HERRENBERG (90), BRUDERBERG (91) og ABTSBERG, den sidstnævnte er ikke uventet den bedste, med lidt mere krop og fylde end de to andre (92+).

Clemens Busch havde ikke mindre end fem vine med og de er alle fremragende, så her kan man ikke gøre noget galt. MARIENBURG ”ROTHENPFAD” har en kraftig gylden farve, et touch af orangeskaller i smagen og et interessant snert af salt i eftersmagen (94), ROTHENPFAD (93) har det samme præg men er en smule lettere. Heymann-Löwenstein præsenterede Mosels stærkeste kollektion i 2021. UHLEN ROTH LAY er overaskende blød i stilen, men alligevel med en kompleksitet og længde der vil noget (96). KIRCHBERG (95) er endnu lidt tillukket, med et fint touch af tobak i næse og smag. UHLEN LAUBACH (95+) ligger tæt op ad KIRCHBERG.

Sidst men ikke mindst skal også Weingut Knebels vine nævnes. RÖTTGEN (95) er elegantere end vinene fra Heymann-Löwenstein, saftig, med en let røget smag og en svævende elegance over sig. UHLEN (95) fra samme producent har ligeledes meget fylde og smag, men med lidt mere syre, der dog ikke tager overhånd.

2020 SCHLOSS JOHANNISBERG fra vinproducenten af samme navn er konstant en af de bedste vine i Rheingau. Her i årgang 2020 med endnu mere fylde end normalt og vinens kompleksitet er helt i top. 

RHEINGAU

Rheingau valgte at bringe rigtig mange vine fra 2020, så det er lidt vanskeligt  at danne sig et indtryk af årgang 2021 her. Men hvad der blev præsenteret fra denne årgang var rigtig godt.

Weingut Spreitzer medbragte således en fremragende kollektion. En elegant WISSELBRUNNEN med en fin vibrerende eftersmag (92). ST. NIKOLAUS (93) er en tungere vin, men dog i perfekt balance. ROSENGARTEN (93+) har det sædvanlige eksotiske touch, som vinmarken er kendt for. Weingut Weil er som sædvanlig også top med deres GRÄFENBERG (94+). Den er endnu lidt tillukket, men vil givet udvikle sig fint. Weingut Oetingers bedste fra 2021 er en MARCOBRUNN (92+),  ligeledes tilknappet, men har også et godt potentiale. MARCOBRUNN (93) fra Weingut Prinz er udsædvanlig elegant.

2020 SCHLOSS JOHANNISBERG fra vinproducenten af samme navn er konstant en af de bedste vine i Rheingau. Her i årgang 2020 med endnu mere fylde end normalt og vinens kompleksitet er helt i top. Vil givet vinde meget ved yderligere lagring.

2020 ROTTLAND (93) fra Johannishof har en elegant aroma af æteriske olier, en dyb smag med et tydelig præg af appelsinskaller. Denne producent er værd at holde øje med

2020 ROTTLAND (93) fra Johannishof har en elegant aroma af æteriske olier, en dyb smag med et tydelig præg af appelsinskaller. Denne producent er værd at holde øje med.

Weingut Künstler præsenterede en SCHLOSSBERG (93), der endnu er præget af lidt af gær, en elegant og ”poleret” vin. BERG ROSENECK er lidt mere tilgængelig og med en smule mere spil (93+). BERG ROTTLAND (94+) er meget kompleks, med masser af krop og en lang eftersmag. Et brag af en vin.

Fra 2020 kom Weingut Diefenhardt med en SCHLENZENBERG, en klar og harmonisk vin med en fin frugt (92). 2020 WISSELBRUNNEN fra Weingut Barth er lidt præget af gæren og tørrer en anelse ud i eftersmagen (91). Her er SCHÖNHELL (92) at foretrække. Mere krop og med en fin lang eftersmag. WISSELBRUNNEN fra Weingut Kaufmann er en meget præcist sat vin med karakter (92). August Esers WISSELBRUNNEN er en smule mere koncentreret (92+). DOOSBERG fra samme vingård har lidt mere dybde og en fin harmonisk frugt. SIEGELSBERG (92) fra Weingut Jung har ligeledes en fin dybde med en god længde (92+). HOHENRAIN (93) fra samme producent vinder med et mulehår, da den har en smule mere spil og syre i eftersmagen.

Weingut Peter Jakob Kühn har deres egen stil. 2020 ST. NIKOLAUS er røget i smag og duft, en smuk gylden farve og er meget fyldig (93+). Familien Allendorf kravler år for år stille op ad kvalitetsstigen. I år medbragte de en HASENSPRUNG (93) elegant i duften, frisk i smagen og med masser af frugt. 2020 JESUITENGARTEN har en meget høj viskositet, men er ikke helt så elegant som den førstnævnte (93).

Vinen fra Weingut Leitz er alle elegante og med en smule mærkbar restsukker i eftersmagen. Her brød jeg mig mest om 2020 BERG KAISERSTEINFELS, den mest mineralske af vinene fra Leitz samt BERG ROSENECK (93), der er en smule mere intensiv i smagen.

IM HAHN (95) fra Weingut Toni Jost har i de fleste år et næsten eksotisk præg over sig, og det er også tilfældet i år 2021. En udsædvanlig fyldig og substansrig vin, i perfekt balance og et frisk, fint syrebid i eftersmagen

MITTELRHEIN

Fra Mittelrhein blev der kun præsenteret to vine i år – begge i årgang 2021. En fremragende IM HAHN (95) fra Weingut Toni Jost. Denne vin har i de fleste år et næsten eksotisk præg over sig, og det er også tilfældet i år 2021. En udsædvanlig fyldig og substansrig vin, i perfekt balance og et frisk, fint syrebid i eftersmagen.

St. JOST fra Weingut Ratzenberger er en usædvanlig elegant og eksotisk smagende vin, der næsten svæver ud af glasset. Det er absolut ikke nogen let vin, men de enkelte smagselementer går op i en højere enhed og får englene til at synge. Det er den bedste ST. JOST jeg nogensinde har smagt og er så absolut kandidat til blive udnævnt til den bedste af de ca. 450 vine, der blev serveret over de tre dage.

St. JOST fra Weingut Ratzenberger er så absolut kandidat til at blive udnævnt til den bedste af de ca. 450 vine, der blev serveret over de tre dage

Sammenfattende kan det konstateres, at årgang 2021, der er det første ”kolde år” i meget lang tid, frembragte overraskende gode vine. Det var nemlig ikke noget nemt år for producenterne, hverken i vinmarken eller i kælderen, men bortset fra dele af Mosel, klarede de fleste sig fint.