Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Ungarsk sødt og tørt

For bare 20-30 år siden kunne den sydvestlige ungarske vinregion Villányi-Siklós bryste sig af Pinot Noir-udgaver, som sagtens kunne måle sig med både europæiske og oversøiske artsfæller. Sådan er det ikke mere. Pinot Noir er afløst af især Cabernet Franc. Den globale opvarmning har krævet endnu et offer. Den produktion af druesorten, som resterer i området, er gledet over i kategorien marmelade.

Tokaji Aszú 6 puttonyos årgang 2016 fra Tokajicum Winery koster hos Wine & Spirit Store 309,00

Denne kedelige udvikling medførte, at der i forbindelse med afviklingen af en digital masterclass på Ungarns Ambassade ikke var Pinot Noir blandt de 10 vine på smageprogrammet. Overskriften var ”The world-famous Aszú, and the international award winning wines of Hungary”, og det betød, at fire ud af de 10 vine var helliget Tokaji. Hvilket er fair nok, da Ungarns bordvine – deres kvaliteter ufortalt – nok befinder sig i skyggen af de berømte søde vine. Til gengæld lider Tokaji under den kendsgerning, at forbrugerne generelt ikke er særligt interesserede i dessertvine. Man smager dem gerne og synes også, de smager godt, men man køber dem ikke.

Tyrkernes fortjeneste

Tokaji Aszú fremstilles generelt af druesorten Furmint, men andre sorter kan også indgå i den legendariske vin. I’et efter Tokaji Aszú betyder, at vinen ikke er fra selve landsbyen Tokaj, men fra regionen. Ifølge overleveringen kom Tokaj til verden midt i 1600-tallet, da egnens dominerende vinproducent af frygt for et tyrkisk angreb udsatte druehøsten. Nogle af drueklaserne blev derfor angrebet af den såkaldte ædle råddenskab, men blev alligevel høstet og presset, hvorpå de blev tilsat den normale gærende most og igangsatte en andengæring.

Begrebet Aszú handler om vinens sødmegrad, som begynder med 20 g/l og kan komme op på 198 g/l som én af de smagte vine: Tokaji Aszú 6 puttonyos årgang 2016 fra Tokajicum Winery eller de 182 g/l i Balassa Winerys ligeledes 6 puttonyos Aszú årgang 2010. Sidstnævnte vin er fremstillet af 100% Furmint, mens den anden består af både Furmint og Hárslevelü. Man kan også finde Tokaji tilsat lidt Muscat Blanc. Vil man have endnu sødere Tokaj end en 6 puttonyos, skal man gå efter Tokaji Esszencia. Den får tilsat en meget kraftfuld gær for at kunne udvikle sig i gæringskarret. Et andet minde fra tiden, da der var overhængende fare for tyrkiske angreb, er de klippehuler, hvor Tokaji lagres. De kunne hurtigt kamoufleres, så fjenden ikke opdagede deres dyrebare indhold.

Tør Furmint fra Balassa til 179,00 hos Wine & Spirit Store

Tokaji-druen Furmint er i sin tørre udgave mere efterspurgt end den søde. En 2018-version fra Balassa Winery, spontant gæret i 300 liter fade og lagret et halvt år i brugte fade var et behageligt bekendtskab: mild, frisk med let bitterhed, 13,5% alkohol og 4,6 g restsukker. Afgjort mere spændende end Csopaki Olaszrizling ”Sáfrànkert” fra Figula Winery. Den var tynget af 15,5% alkohol og havde en let sødlig, olieret smag.

Mihály Konkoly – dagens master class-leder

Et spørgsmål fra Vinbladet om den indsats, der gøres for at begrænse alkoholprocenternes himmelfart, blev af master class-lederen Mihály Konkoly besvaret med, at der er en ny tendens til at plante vinstokke på enten sydøstlige eller ligefrem nordlige skråninger.

Villánuyi Franc fra Riczu koster 319,00 hos Wine & Spirit Store

Blandt de røde bordvine på programmet gjorde den friske og harmoniske Villánuyi Franc fra Riczu Winery et godt indtryk: 100% Cabernet Franc, 22 måneder i nye og brugte barriques og ganske velintegreret 15% alkohol. Egri Bikavér ”Merengo” fra Andrea Winery smagte også godt, men var med sin druesammensætning vanskelig at decifrere: Kékfrankos (Ungarns udgave af Blaufränkisch), Syrah, Merlot, Cabernet Franc, Pinot Noir og Kadarka. Kadarka druen vil være især mange ældre vindrikkere bekendt. Det var den, der blev brugt i ”Tyreblod”.

Vinene til smagningen kom fra Wine & Spirit Store i Marskensgade på Københavns Østerbro. Butikken ejes af den ungarsk fødte kok, Mihály Fekete, der har boet og arbejdet i København de sidste seks år.