Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Montecarrubo 2019

 – lethed, balance og elegance

Opuntia ficus-indica, den stikkende pære, er en art af kaktus, der dyrkes i tørre egne. Saften er sårhelende. Det oplevede Peter Vinding-Diers, da en arbejder på gården fik en sårskade, der med saften helede på et døgn. Men kaktussen kan andet, gærer man bladene, fortynder væsken med vand og sprøjter den på vinstokkens blade, er de beskyttet mod den stærke sol. En ældgammel recept, der nu er taget i brug på Montecarrubo.

Et andet forsøg er lige nu i gang på Montecarrubo: beplantning af gamle vinstokke fra Masala – ”sødvinsdistriktet” på den vestlige side af Sicilien, der for et hundrede år siden også lavede fremragende tørre, friske hvidvine. Hemmeligheden er gamle vinstokke, der med grækerne kom til Sicilien for 3.000 år siden og kun opnår en alkoholprocent på 12 procent, en ph på 3-3,3 og en meget fin syre. Et oplagt valg for at imødekomme de klimaændringer, der lige nu præger hele vinverden, får alkoholprocenten ned så vinene atter bliver til at drikke og ikke kun smage.

Peter Vinding-Diers har selv været i Masala og hente vinstokkene. Igen, som man har oplevet så mange gange før med Peter Vinding-Diers: ”Gammel viden på nye flasker” – den nysgerrighed, der har præget hans lange liv som vinbonde. Nu er der kommet ny vin på nye flasker. År 2019 var et langsomt modningsår, som passede fint for Peter Vinding-Diers, der var ved at afslutte de nye kælderbygninger på Montecarrubo. Der blev tid til at aftappe alle de 2018-vine, der lå i kælderen. Aftapningen begyndte den 14. august, hvor man normalt ville have været i gang med at høste. Den nye afstilkningsmaskine ankom den 19. august fra Frankrig sammen med den nye vinpresser. Nu var man klar til at høste!

Susan og Peter Vinding-Diers på Montecarrubo

Høsten startede mandag den 26. august med en klar blå himmel. Vigna Grande, Peters ene enkeltmarksvin, kom i hus den 27. august og så gik høsten videre til Vignolo. Marken blev færdigplukket næste morgen den 28. august og 3 timer senere kom den første regn, den regn man altid tørster efter på Sicilien, men ikke lige under høsten. Drivende, sorte skyer lurede over Montecarrubo og endnu værre, også i Noto, byen og regionen mod syd, hvor druerne endnu ikke var modne. Druerne modner i Noto altid omkring 2 uger senere end på hjemmegården i Melilli. Den 2. september startede man med at høste Syrah i Noto, man kunne simpelthen ikke vente længere, regnen vendte til tordenvejr som igen truede med at ødelægge hele høsten. Druerne – Syrah – kom i hus, men sorteringsarbejdet var enormt i kældrene. Den nye, sofistikerede Pellenc-afstilkningsmaskine gjorde at saften og druerne kom i gæringstankene med den bedste kvalitet. Desværre var Merlot ikke klar til at plukke, det samme med Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, der gik tabt under den megen regn og efterfølgende råd. Så 2019 blev et rent Syrah-år, og med vinene fra Notto, med en lav alkoholprocent og en lethed. Noget, der mærkes i Il Carrubo. 2019 er, efter sicilianske forhold, et år, hvor man høstede sent. Det er nok med til at give de to enkeltmarksvine, der blev plukket (man blev nødt til at plukke inden regnen) en utrolig rank struktur forenet med stor fylde, friskhed og længde. Måske den største årgang indtil nu for Peter Vinding-Diers.

Peter mener selv at Vignolo er stjernen i årgangen, 2.364 flasker, 130 magnum og 9 dobbelt magnum, blev det til. Vigna Grande, som jeg i nogle årgange finder er den mest maskuline af de to, er i 2019 utrolig feminin. Den vestlige skråning af den lille mark ligger på randen/kanten af en gammel vulkan. Vinstokkene vokser på et gammelt koralrev. Vinen er, skriver Peter Vinding-Diers: ”Elegant, rank, meget velafbalanceret, næsten bourgogneagtig, hvis man skal lave en sammenligning – vine man let bliver forelsket i”.

Jeg er helt enig, Vigna Grande kan med sin kalkholdige tone og silkebløde struktur nydes allerede nu, ikke lang tid efter den er kommet på flaske. 1.200 flasker, 150 magnum og 26 dobbelt magnum, blev det til. Peter har i 2019 udvalgt kun ét fad, der udtrykker koralrevet helt fantastisk, han kalder den ” Vigna Grande Spécial Edition”, en meget eksklusiv vin, kun 130 flasker, 80 magnum og 3 dobbelt-magnum. Fantastisk vin, der har hele Vigna Grande i sig, blot mere af det hele.

Cuvée Susanne, en vin hvor der indgår to fade Vigna Grande, er i årgang 2019 utrolig elegant, feminin, nærmest sitrende. 2.460 flasker, 123 magnum og 12 dobbelt magnum blev produceret. 2019 fra Montecarrubo er et atypisk år. For enkeltmarksvinene måske det største nogensinde med en friskhed drevet frem af ”at man simpelthen blev nødt til at plukke” på grund af en dårlig vejrudsigt. For Noto-vinene med en lethed som man ikke har set i andre årgange, uden at vinene af den grund føles tyndbenede. Det er en lille årgang i kvantitet, i karakter er det den mest elegante årgang Peter Vinding-Diers har lavet på Montecarrubo.

SMAGNING

Rudolf 2019

Tæt duft med mørke bær, lidt rustik, aromatisk. Fyldig smag med mørk frugt, moden, markeret tannin og tæt, mørk frugt i eftersmagen sammen med en lidt stikkende syre, skal samle sig, endnu meget ung, tid? 89 | H.J. Hansen

Il Carrubo 2019

Elegant duft, modne friske bær, floral tone med fine nuancer fra fad. Saftig smag, slank, moden tannin, markeret og frisk eftersmag med elegant frugt. 91 | H.J. Hansen

Cuvée Susanne 2019

Meget elegant duft, modne kirsebær, pirrende med viol og fine nuancer fra fad. Meget elegant, rank, fyldig, moden tannin dækket af frisk moden frugt og lang, moden, luftig eftersmag med frisk bid fremme i munden. 93 | H.J. Hansen

Vignolo 19

Tæt duft med modne kirsebær, kompleks med viol, lakrids, fin krydret tone med et fad, der er helt integreret i duften. Meget elegant smag, silket, lineær, rank, flot balance fra første attak i mundhulen til den lange, frugtagtige eftersmag hvor fadet kommer frem som kontrast til den modne frugt. Allerede nu i perfekt balance. 95 | H.J. Hansen

Vigna Grande 2019

Rig, kompleks duft, kirsebær, blåbær holdt sammen i en krydret tone med stødt peber, fint fadpræg integreret i frugten. Meget rig smag, intens, fyldig mættet med energi, lang, lang frugtagtig, luftig eftersmag, fin krydret med en flot kalkholdig, let saltet tone, sammen med den modne frugt. 95 | H.J. Hansen

Vigna Grande Special Edition 2019

Efter at have smagt Vigna Grande 2019 sidder man med en fornemmelse af, at det næsten ikke kan blive større og så dukker denne vin op. Indtrykkene med rig, kompleks duft, kirsebær, blåbær holdt sammen i en krydret tone med stødt peber og et fint fadpræg er der, som med Vigna Grande, alting er blot større i Special Edition, mere forfinet, som et smukt møbel, der er blevet poleret endnu engang. Vinen er meget rig, intens, mættet med energi, der er tæmmet, kontrolleret, men som slippes løs i mund og svælg og i den lange, lange frugtagtige eftersmag, igen med den flotte kalkholdige, let saltede tone sammen med den store, elegante, modne frugt. 97 | H.J. Hansen

Se også: Montecarrubo 2018 og Montecarrubo 2017