Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Juleforkælelse for portvinselskere

En tændt adventskrans er uundværlig som budbringer om Julens nærhed. Men hvorfor nøjes med at nyde stearinlys, når man samtidig kan drikke et glas portvin, mens man beundrer de røde bånd og de flakkende flammer? Det giver lige julestemningen et ekstra skub i den rigtige retning og nu kan man samtidigt blive lidt klogere ved at gennemgå et mindre portvinskursus. Her i det Herrens år 2020 kan der købes en adventskalender, der rummer fire halvflasker portvin af vidt forskellig type. Så er der lige én til hyggen hver søndag i advent i den søde Juletid.

Pakkekalender for slikmunde

De sidste år har set et utal af pakkekalendere vendt mod det voksne købedygtige publikum, der ikke går af vejen for at investere pæne beløb i en omgang personlig juleforkælelse. Der er nok at vælge imellem, hvis man vil ønsker sig 24 forhåndsjulegaver i form af udsøgt Lakrids, Gin & Tonic, rom eller håndlavet luksuschokolade. Portvin har i flere år været et særligt populært kalenderemne, da dens sødme og evne til at løfte stemningen hører Juletiden så glimrende til. Portvin findes i adskillige mere eller mindre eksklusive varianter, så der er nok at vælge imellem, når pakkekalenderen skal designes. I tidligere års portvinskalendere har smagsprøverne dog været af stærkt blandet kvalitet, da der ofte har været skjult småflasker af mindre lødighed bag kalenderlågerne. Det har dog været lærerigt på trods af diverse skuffelser, der heldigvis også er blevet fulgt op af uventede glæder.

Spoiler alarm

I år er der introduceret den mere overskuelige adventskalender, der som forventet indeholder fire flasker – eller rettere halvflasker. I denne artikel åbner vi lågerne på forhånd og kan afsløre, at den løfterige pakkekalender totalt set rummer et portvinsvolumen, der svarer til to helflasker. Det gode ved denne type kalender er netop flaskestørrelsen, da de 37.5 centiliter bag søndagenes låge rummer tilstrækkelig forkælelse til to personer, med mindre man da er voldsomt portvinshungrende.

Det overskuelige antal flasker eliminerer også fristelsen til at fylde op med mindre spændende vine, da alle fire kalendergaver her er af prima kvalitet. For lige at ødelægge kalenderspændingen up-front, så rummer den nydelige og kompakte emballage én hvid portvin, to styk LBV – altså Vintage Light – og endelig én tiårs tawny fra de solide midrange-huse Rozès og Quinta do Pégo.

Vejen til større portvinsglæder

Den tilpas julede og rigtigt funktionelle pakkekalender skal roses for at anføre de to vigtigste tiltag til fremme af nydelsen: Ligesom ved almindelig bordvin er de to vigtigste forudsætninger for at få det fulde udbytte af portvin henholdsvis glasvalget og serveringstemperaturen.

Glasset er det nemmeste, da samme vinglas fungerer fint til alle typer portvin. Man skal blot tænke på et tulipanformet mindre hvidvinsglas, så er man på rette spor. Fortidens fejltagelser med glas, der nærmest var på størrelse med et fingerbøl og lige så åbne som en ladeport, er overlagt mord på enhver seriøs portvin.  Hverken duft eller smag får den mindste chance for at komme til udtryk og vise, hvad de kan præstere. Desværre er det heller ikke i dag noget særsyn at se små åbne glas solgt til portvins- og sherrybrug. Heldigvis findes der adskillige glimrende typer portvinsglas på markedet – eksempelvis Riedel, hvis det skal være optimalt. Mindre kan da også gøre det, og som sagt så kan et mindre hvidvinsglas eller er moderne Champagneglas (eksempelvis Zalto) sagtens bruges – blot glasset er tulipanformet.

Temperaturen er lidt sværere at håndtere, men generelt må man hellere servere vinen for kold end for varm. Vinen varmes alligevel betragteligt op ved opskænkningen. Start med 7-10 grader, så er man på rette vej. Hvid Port kan sagtens klare at komme direkte fra køleskabet, hvad der reelt også gælder Tawnies af enhver art. Vintage typer herunder LBV bør have lidt højere temperatur – omkring de 10 grader – da vinens tanniner ellers kan føles rigeligt stramme. Endelig skal man også tage hensyn til vinens alder, hvor rigtig gammel port kræver et par ekstra varmegrader. Men man bør prøve sig frem og finde sit private sweet-spot for serveringstemperaturen. Smag og behag tæller mere end en fastfrosset facitliste. Men husk nu: Ingen jul uden portvin – rigeligt med portvin!

Adventskalenderen forhandles i udvalgte COOP-forretninger til 349,00

SMAGNING

White Reserve Porto Rozès

Pæn mandelnæse med en del tawny-aromaer, et let sherrypræg og delikat helhedsindtryk. God frugtfedme, intense tawny-aromaer, kontant sødmefuldhed og nydelig renhed. Charmerende og med stor fylde, fedme, længde og intenst krydret med modent egetræ. En usædvanlig port, der på mange måder minder mere om en årgangs-tawny end gængs hvid portvin. Charmerende og kraftfuld. 89

LBV 2016 unfiltered Rozès

Frisk og ren bærfrugt med sorte hyldebær og fuldmodne solbær tilsat lakrids og diskret egetræ.  Velkrydret og med udmærket mineralitet og moderat intensitet. Ungdommelig og ligetil. Saftig og tilpas sødmefuld smag med pæn fylde, god tæthed og kontant tanninstruktur. Letdrikkelig, korrekt og umiddelbart charmerende. Autentisk repræsentant for LBV-genren. 89

LBV 2016 unfiltered Quinta do Pégo

Kølig blommefrugtnæse med hyldebær og lakrids og medicinsk præg. Tæt, spændstig, sødmefuld og velstruktureret frugt med tyngde, saftighed og fylde. Nydelig tanninrygrad, der kunne være en vintage værdig. Givende, rig, vellykket og i klassisk stil. En LBV med betydelig holdbarhed og lettilgængelig charme. 91

10 Years Old Porto Tawny Rozès

Overraskende mørk farve, der grænser til Ruby-kulør. Næse med friske valnødder, stor frugtighed, solid sødme og kultiveret Tawny-præg. Intens, lakridset og med klassisk krydderi med et let medicinsk præg. Kraftig og ungdommelig Tawny med bemærkelsesværdig fylde, sødme, intensitet og enorm frugt-saftighed. Usædvanlig 10 års Tawny på nydeligt niveau. 91