Italien er uden tvivl det klassiske vinland, der er sværest at danne sig et afgørende overblik over. Italienerne har en herlig anarkistiske tilgang vil vin, hvor hver producent har sit personlige bud på, hvordan hans vindistrikts stil skal være, hvad der konstant kan fryde og forvirre enhver vinentusiast. Der er netop udkommet en ny dansk bog med titlen ”Italiens Hemmelige Vine”, der behandler dette fænomen. Titlen lyder måske mere som en krimi end en vinbog, men den er et personligt forsøg på at øge opmærksomheden på en brøkdel af Italiens enorme mængder af strålende, men oversete vine.
En dansker i Italien
Der bliver udgivet alt for få ægte danskproducerede vinbøger, da økonomien i den slags projekter sjældent er vejen til at pynte på forlagenes driftsregnskab. Men Mussmanns forlag har uforfærdet udgivet Steen Asmussens nye bog om ukendte italienske vine. De fleste vinbøger er blot en ny version af et emne, man tidligere har læst sig vej igennem i rigeligt omfang. Men idéen med at fokusere på de mindre kendte og alligevel spændende italienske vine er rigtig god og fortjener opmærksomhed. Ikke mindst, da italiensk vin står højt på danskernes vinhitliste, selv om det som regel er de tunge drenge i form af Toscana, Piemonte og Veneto, der ender i indkøbskurven. Men dermed går man glip af meget af det mest spændende, som dette overdådige vinland har at byde på. Steen Asmussen skal roses for, at hans bog ikke er et skrivebordsprojekt. Den er klart et resultat af en omfattende personlig rejseaktivitet, hvor vinene er oplevet på stedet og på første hånd. Grundigt arbejde, gennem-researchet, velstruktureret og med en seriøs personlig vinkel. Det er ikke blot de vanlige topproducenter fra det aktuelle vindistrikt, der fremhæves, men det er Steen Asmussens egne darlings, der omtales på grundig og velformuleret vis.
Det er en ganske faktatung bog, men der er et pænt antal generelle afsnit, der sagtens kan tåle sofalæsning, og resten kan være nyttigt som opslagsværk. Efter gennemgang af hver producent er der derfor klogelig valgt omtale af én og kun én repræsentativ vin, der blot beskrives og ikke rates med point, stjerner eller tilsvarende. De aktuelle producenter beskrives ikke som toppen af poppen, men blot som værende ”kvalitetssøgende”, hvad der er absolut sympatisk.
Bogen leder én igennem vidunderligt få, men grundigt behandlede vindistrikter – blandt andet Valtellina-dalen i Lombardiet, Siciliens Etna-område, Alto Piemonte, Basilicata og Campania. Indfaldsvinklen er klogeligt valgt at være områdets hoveddrue – eksempelvis Aglianico eller Nebbiolo, hvad der giver mulighed for at se nærmere på én enkelt druesorts mange udtryksmuligheder.
Fire dråber malurt
Men alt er dog ikke fryd og gammen, og jeg har flere seriøse anker mod bogen. For det første titlen, der vist mest er designet af forlaget i en indædt ambition om at levere en storsælgende Ekstrablads sensationsoverskrift. Det er ordet ”hemmelig”, der støder mig. Man kan næppe opfatte Aglianico-vinene fra Apulien eller Etnas rødvine som værende det mindste hemmelige. Begge har været grundigt behandlet i vinpressen i årevis. En mere moderat overskrift, hvor ordet ”hemmelig” var udskiftet med det mindre højtråbende ”undervurderede” eller blot ”ukendte”, havde nok været mere på sin plads. Det er da også dette ordvalg, som forfatteren bruger mere generelt i bogen. Heldigvis bliver der også plads til nogle af de mere sjældne flasker, som italienerne går og gemmer på – ofte til egen fornøjelse.
Anke to er forfatterens forsøg på at definere et veldefineret forløb i udviklingen i en persons vinsmag i takt med at erfaringerne indfinder sig. Denne udvikling er lagt i et fast skema, hvor man kan bevæge sig op i graderne i en given rækkefølge for til sidst at nå topniveauet. Dette absolutte hierarki minder mig mere om Scientology end om vin. Personlig kan jeg ikke genkende hverken faserne eller forløbet. Det er mit bud, at kun de færreste vinelskeres udvikling følger denne klippefaste opskrift, men at mange – inklusive undertegnede – alligevel når frem til et niveau, hvor man ad sin egen snirklede vej finder frem, hvad man – lige for tiden – bedst kan lide. Ultimativt kan man endda nå frem til at erkende, hvor lidt man egentlig ved om vin. Det tager dog mange år for de fleste.
Anke tre er kapitlet om vinkvalitet, hvor forfatteren giver sit bud på den endelige sandhed om, hvad vinkvalitet er. Altså at vinkvalitet er et objektivt fænomen, som kan kvantificeres i blot seks egenskaber, og ikke som værende en helt igennem subjektiv sag.
Stort set hver eneste vinskribent verden over har sit eget personlige bud på, hvad vinkvalitet er, og hvad den bunder i. Vinkvalitet kan ikke koges ned til seks generelle regler, hvor fornuftige de end er. Denne mangel på en endelig kvalitetsfacitliste er netop vinens smukkeste egenskab, da man aldrig bliver færdig med at lede efter det sublime. Man må heldigvis hele tiden justere sine præferencer og kriterier, og det er netop denne stadige søgen, der sørger for, at man aldrig bliver træt af nysgerrigt at trække nye flasker op.
Endelig savner jeg fælt et stikordsregister, hvad der ville have forøget bogens brugbarhed som opslagsværk markant.
Når dette så er sagt, kan jeg alligevel anbefale bogen på grund af dens på samme tid faktuelle og personlige gennemgang af de udvalgte distrikter. Den er skræddersyet til nysgerrige vindrikkere med hang til Italien og med lyst til at gå på opdagelse i vine, som man måske ikke tidligere har ofret den store opmærksomhed. Bogens mest tiltalende egenskab er, at den inspirerer til at udvide sit billede af, hvad italienske vin formår ved at blive ved med at opsøge og drikke de mere ukendte eksemplarer.
Skulle jeg rate bogen, ville jeg give den fire omend små stjerner ud af seks mulige.
Bogen er på 295 smukt illustrerede sider, og den er udgivet på Muusmanns Forlag. Den koster 300 kroner.
Få 20 % rabat + fri fragt ved at bruge koden ‘vinbladet’ i indkøbskurven her på denne side: https://muusmann-forlag.dk/produkt/italiens-hemmelige-vine/
Koden gælder til til den 15/7
