I den græske gudeverden kæmpede Apollon og Dionysos om magten over menneskets livsforståelse og måde at leve livet på. Apollon stod for klarhed, fornuft, rationel tænkning og mådehold, mens Dionysos, vinens gud, repræsenterede rusens ekstase, følelser og spontanitet, lidenskab og vildskab. Den apollinske og dionysiske livsopfattelse er i åbenbar strid med hinanden, men undertiden kan et skift fra den ene til den anden være frugtbar. Rusens ekstase kan have en pris at betale i form af øget risiko for at komme til skade og bære sig tåbeligt ad, for ikke at tale om næste dags tømmermænd og bondeanger. Men, rusens skyggesider til trods, har mennesker til alle tider tilfredsstillet deres behov for et frikvarter fra hverdagens bekymringer og præstationskrav, hvor man går fra den apollinske, tænkende, kontrollerede, bekymrede tilstand til den dionysiske, spontane, kropsligt nydende tilstand. Mange danskere opfatter vinen som en slags dåseåbner til deres indre jeg, hvis lønkammer af tanker og følelser ikke ville være tilgængeligt uden hjælp fra et rusmiddel.
Kål eller fårelunger
Til forskel fra sydeuropæere med latinsk temperament vil mange tilknappede nordboer først være parate til at holde sig selv og andre i en løsere snor efter nogle glas vin i godt selskab. Kunsten ligger så i at holde styr på antallet af aftenens drinks, så den dionysiske rus slipper følelserne fri uden at det kammer over i galskab og tab af den sunde fornuft. En delikat balancegang, som det for de fleste kræver nogle års erfaring at mestre. Rusens galskab var allerede et problem i antikken, hvor den romerske senator Cato den Ældre (234–149 f.v.t.) − en svoren tilhænger af selvkontrol, mådehold og enkel livsstil − anbefalede indtagelse af rå kål med vineddike som forebyggelse af fuldskab ved overdreven nydelse af vin. For folk, der ikke kunne lide kål, havde romerne et andet godt råd: læg kålbladene i varmt vand og bind dem rundt om hovedet, så undgår du fuldskab og tømmermænd. Mange århundreder senere havde Edward Topsell (1572-1625) et råd med appel til kødelskere i sin bog The history of four-footed beasts: “The lungs of Sheep being roasted and taken by any man before he drinketh, will resist all kind of drunkenness.”
Med anbefalingen af ristede fårelunger før Nytårsfesten nærmer vi os overskriftens anbefaling om at spise brød til. Drikker du på fastende hjerte, passerer dine drinks hastigt gennem mavesækken ud i tyndtarmen, hvor alkoholen hurtigt optages i blodet. At drikke på tom mave svarer næsten til at sprøjte alkoholen direkte ind i en blodåre. Det viste et amerikansk studie med unge mænd, der fik samme alkohol-dosis (fire genstande). Nogle deltagere drak deres dosis i form af 60 ml 95% alkohol i orange juice på tom mave, mens andre fik lagt et IV drop med 720 ml saltvand med 8% alkohol, der løb ind i blodårerne i løbet af to timer (Life Sciences 1986;39:407-14). Kurverne viser at de fire genstande bragte deltagerne op på knap 0,8 promille i løbet af en times tid, men PO kurven (Per Os = de drikkende deltagere) steg hurtigere end IV kurven og viste en målbar promille efter kun 10 minutter.
Råd om mestring af rusen
I sin meget underholdende bog Omgang med alkohol (1946) fortæller dr.med. Erik Jacobsen (opfinderen af antabus), om en guttermand, han kendte, som altid spiste en hel dåse sardiner i olie, før han skulle i byen! Rådet om at spise brød til, når du drikker, bygger på en række faktorer, der påvirker alkoholens rejse i kroppen fra spiserøret til hjernen:
- Et let måltid før, eller samtidig med, indtagelse af aftenens genstande forsinker tømningen af mavesækken. Forlængelsen af tømningstiden, der normalt opgives som T½ (den tid det tager, før halvdelen af mavens indhold er tømt ud i tarmen), hænger sammen med måltidets størrelse. Hvor T½ for 500 ml vand er knap 15 min., er T½ for et måltid på 150 kcal = 57 min., for 300 kcal = 70 min. og for 95 min. = 600 kcal (J Nucl Med 1989;30:1106-10).
- De små alkoholmolekyler passerer let gennem mave-tarm-væggen over i blodbanen, men der optages ikke ret meget via mavesækkens beskedne overflade på kun 800 cm2 (svarende til godt et A4-ark). Først når alkoholen når ned til tyndtarmens 200 m2 store overflade (svarende til 1/4 håndboldbane) kommer der for alvor gang i optagelsen.
- Jo længere tid drinkens alkoholmolekyler opholder sig i mavesækken, desto flere molekyler kan enzymet alkohol dehydrogenase (ADH) i mavens slimhinde nå at nedbryde.
- Med portvenen føres alkoholmolekylerne til leveren, som er næste station på deres vej til hjernen. Drikker du dine glas vin til maden i et roligt tempo, ankommer alkoholmolekylerne i en lind strøm, der giver leverens ADH enzymer tid til at nedbryde en betragtelig del af alkoholen allerede ved blodets første gennemløb. Mængden af alkoholmolekyler, der fra leveren løber videre med levervenen til hjertet og derfra pumpes videre til alle kroppens organer, vil derfor være mindre og alkoholpromillen tilsvarende lavere.
- Et måltid mad øger strømmen af blod med portvenen til leveren og øger leverens aktivitet. Det betyder at selv flere timer efter at dine sidste drinks er drukket, kan et måltid hjælpe dig med at slippe hurtigere af med promillen ved at sætte tempoet i leverens forbrænding af alkohol op. I et elegant forsøg, hvor deltagerne fik 0,4 g alkohol/kg legemsvægt (svarende til 2,5 genstande for en mand på 75 kg) som IV infusion direkte i blodåren, øgede et måltid mad forbrændingen af alkohol med 60% i sammenligning med fastende tilstand (Alcohol & Alcoholism 1994;29:673-77).
Den samlede effekt af at spise brød til blev undersøgt i et svensk studie, hvor 10 unge mænd fik målt deres promille efter indtagelse af 0,8 g alkohol/kg legemsvægt svarende til fem genstande for en mand på 75 kg. Resultaterne viste en overraskende stor forskel på alkoholpromillen i forhold til om de unge mænd drak på fastende hjerte eller efter et solidt morgenmåltid (J Forensic Sci 1994;39(4):1084-93).
- På fastende hjerte blev den højeste promille nået på 45 minutter, mens den først toppede efter 90 minutter med brød til.
- Den maksimale alkoholpromille blev 66 % højere på tom mave: 0,96 ‰ 0,62 ‰
- Med brød til kom promillen ned på nul to timer hurtigere end efter drinks på tom mave.
Pane e vino
Det forhold, at et måltid i væsentlig grad reducerer alkoholpromillen, havde folk, der som Erik Jacobsen kunne læse og forstå tysk, kendt til siden 1932, hvor den svenske kemiker Erik Widmark udgav sit banebrydende arbejde om alkohols omsætning i kroppen: Die theoretischen Grundlagen und die praktische Verwendbarkeit der gerichtlick-medizinischen Alkohol-bestimmung. Derfor kunne Erik Jakobsen bringe en tegning i sin bog, der klart illustrerede de forskellige promille-konsekvenser af samme alkoholmængde indtaget med forskellige drikkemønstre. Denne snart 80 år gamle viden har været sørgeligt nedprioriteret i Sundhedsstyrelsens årelange genstandsgrænse-diskussion.
På spørgsmålet om de drikker alkohol, vil mange italienere svare benægtende. Det er sandt, at langt de fleste drikker vin til maden, men for en italiener er vinen som en del af måltidet, et flydende fødemiddel så at sige, og ikke rusmidlet alkohol. Vinen er en integreret del af måltidet, som altid indtages sammen med familien. Den kulturelle tradition tilsiger kontrol, og fuldskab – det totale tab af kontrol − er ikke tilladt. Og fuldskab er da heller ikke et normalt syn i italienske hjem, for den kulturelle immunitet mod beruselse hjælpes godt på vej af ”pane e vino” traditionen, der uomgængeligt knytter chiantien sammen med pasta og salami ved den italienske mamas spisebord.
Fra cocktailparty til drunkorexia
I USA er traditioner og drikkevaner ganske anderledes. Forbudstiden (1920-33) smadrede den amerikanske vinindustri og blev dermed indirekte fødselshjælper for cocktailpartyet – Amerikas tvivlsomme gave til verdens drikketraditioner. Det går i hovedtræk ud på at drikke cocktails med stærk spiritus, mens man vandrer rundt og taler snart med den ene, snart med den anden − men uden adgang til anden fast føde end snacks og pindemadder. Det skaber grobund for en (større eller mindre) rus, som i sig selv er en integreret del af cocktailpartyet som den afslappende, hæmningsløsnende stimulans, der som socialt smøremiddel skal får interaktionen med de øvrige gæster til at glide bedre.
En gruppe studerende ved de amerikanske universiteter har ført cocktailtraditionen videre til sin yderste konsekvens − indtagelse af mange genstande efter flere dages faste. De amerikanske medier har skabt udtrykket drunkorexia fra ordene drunk (fuld) og anorexia (spisevægring) for denne praksis. Drunkorexia er som kulturelt fænomen forankret i to formål, dels at få den størst mulige promille ud af de kostbare spiritus-dråber, dels at holde vægten nede på trods af drikkegildets ekstra alkoholkalorier ved at afstå fra den faste fødes kalorier under fasteperioden (Eat Behav 2018;29:1-7).
Et spørgeskema sendt til 4.275 italienske mænd og kvinder i alderen 18 – 26 år viste, at hver tredje deltager i undersøgelsen havde forsøgt sig med at faste før en drikke-komsammen. Der var en klar sammenhæng mellem drunkorexia og tendens til binge-drinking (indtagelse af mange genstande på en enkelt aften) samt brugen af kokain og nyere, syntetiske rusmidler (Eat Weight Dosord 2017;22(4):619-22). Det kun to år gamle studies resultater varsler ilde for den traditionelle italienske ”vino e pane” drikkekultur.
Sober med SOBAR
Joseph M. Fisher fra Zeno Functional Foods, Californien, har læst på lektien om tømningstidens betydning for alkoholpromillen. Inspireret af den typiske mangel på fast føde ved det klassiske cocktailparty og lignende situationer, hvor amerikanere mødes og får en lille én, fik han den tanke at udvikle en RABB: ”a Reduced Alcohol Bioavailability Bar”. Vi kender alle en Mars Bar, hvis 17 g fedt og 65 g kulhydrat = 228 kcal kan gøre det ud for et måltid i en snæver vending. En RAB Bar skal, som navnet siger, hæmme optagelsen af alkohol i kroppen mest muligt. Til det formål fik Zeno Functional Foods lavet et studie af alkoholpromillen efter indtagelse af en vodka-tonic cocktail med 20% alkohol hos 21 fastende forsøgspersoner: 10 mænd (0,35 g alkohol/kg legemsvægt) og 11 kvinder (0,30 g alkohol/kg legemsvægt). Deltagerne indtog deres test-cocktail, der i styrke svarer til knap to genstande, i fire forskellige situationer: 1) NF (No food = 0 kcal); 2) RABB (SOBAR = 210 kcal); 3) SSM (snack med honning & nødder = 210 kcal); og 4) MCM (et let måltid = 635 kcal).
Den gennemsnitlige alkoholpromille i hver testsituation var: 1) fastende: 0,64 ‰; 2) RABB: 0,31 ‰; 3) snack: 0,47 ‰; og 4) let måltid: 0,20 ‰. Der var en klar sammenhæng mellem kalorieindhold og evnen til at mindske promillen, men udregnet som procent hæmning per 100 kcal var RAB baren mest effektiv (24%) fulgt af en snack (11,8%) og et let måltid (10,7%) (J Med Food 2019. DOI: 10.1089/jmf.2019.0228).
SOBAR, der spiller på det engelske ord ”sober”, der, som på dansk, betyder ædru, er nu til salg i USA for $30 for 12 stk. SOBAR fås i tre forskellige smagsvarianter: honning-peanuts, chokolade-mandler og karamel-macchiato. SOBAR består hovedsagelig af mælkeprotein, nødder og havrefiber. Zeno Functional Foods anbefaler man spiser sin SOBAR 5-15 minutter før indtagelsen af den første drink for at opnå den maksimale, promille-sænkende effekt.
Det er værd at notere, at SOBAR Quick-Guide ud over en SOBAR anbefaler et let måltid før indtagelsen af øl eller vin, og desuden anbefaler at man fortsætter med at spise, mens man drikker. Lad det være Vinbladets anbefaling til en festlig Nytårsaften, hvor menuen forhåbentlig byder på mange lækre retter, som gør indkøbet af en kasse SOBAR overflødig.
