Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Dessertvin til Julen

Alternativ Julevin 4 - ris, ros og kirsebær

Juledesserten over alle juledesserter er Risalamande her til lands. En overdådig kombination af sødt flødeskum, mandler og vanilje plus den obligatoriske kirsebærsauce. Det er netop kirsebærsaucens brutalitet, der gør vinvalget problematisk. Vinen skal kunne klare en heftig kombination af sødme og syre, plus det brag af overdøvende frugtaromaer, som er kirsebærrets sande sjæl. Det lægger op til alkoholstærke vine, men er der ikke andre muligheder? Her er en række eksempler på, hvad danske vinleverandører kreativt foreslår som en alternativ Juledessertvin.

Ben A Solbær 2020 forhandles af Andersen Winery

Jobdefinitionen

Ved første øjekast kan det ligne en nem opgave at vælge den rette vin til Risalamanden, men en praksisafprøvning viste, at jobbet var betydeligt sværere end først antaget. Det er først og fremmest kirsebærsaucen, der volder problemer, da den er voldsomt potent på stort set alle smagsområder. Syren i saucen nærmest råber på alkohol for at skaffe sig en tilpas hårdfør partner, og med Portvinens 20 procent sprit går man også sjældent fejl i byen her.

Selv plejer jeg at vælge en ældre Tawny med solid sødme og så betydelig en aromarigdom, at den kan følge med til både ris og bær. Testens eneste portvin var en LBV 2015 fra Feuerheerd, og den klarede sig glimrende på trods af sin solide tannin. Men alkohol er ikke nok i sig selv, da desserten også kræver sødme, så en likør ville sikkert også være velegnet.

Hvad så med bobler?

Ovenpå det kød- og fedtrige hovedmåltid kunne det så ikke være en god idé at satse på noget forfriskende, som eksempelvis en mousserende vin? Det er typisk syrerige vine, men har de så også den fornødne sødme og råstyrke til at klare risalamanden?

Svaret er ja, hvis vi vælger danske mousserende frugtvine, og her er Andersen Winery i absolut særklasse. Det drejer sig om henholdsvis en stevnsbær-vin og en solbær-vin, der begge klarede sig til fem velfortjente stjerner. Den gode score skyldtes ikke blot den intense bærsødme og den betydelige aromarigdom, men også vinenes elegance og delikatesse, der fremtryllede et anderledes og helt igennem velfungerende vinvalg. Mens vi er ovre i de danske frugtvine, så er Frederiksdals stille Stevnsbærvin ”Sur Lie” lige så velfungerende som boblevinene, men rummer lige takken mere gennemslagskraft og råstyrke.

Tokaji Szamorodni 2015 forhandles af Pannonvin

Hvidvins-outsidere

Får man hurtigt nok af saft og kraft, er hvidvin en mulighed, og søde hvidvine bruges da også ofte til lettere desserter, da hvidvin kan rumme både solid syre og markant sødme og tilføre retten betydelig elegance. Risalamanden viste sig dog at være en rigeligt krævende opgave, og selv glimrede hvide dessertvine kommer her til kort. Den mest velegnede kandidat var en ungarsk Tokaji, der besad tilstrækkelig syre og sødme til at kunne hamle op med den overdådige dessert, og den ungarske hvidvin gav madoplevelsen et delikat og absolut alternativt præg.

Topscorerne

To vidt forskellige vine løb af med de maksimale seks stjerner og kan derfor anbefales uforbeholdent. De to vine er nogenlunde så forskellige, som det er muligt, og de løser da også opgaven på hver deres måde.

Den første sejrherre er en klassisk sydfransk dessertvin – en Banyuls – der i bedste portvinsstil tilsættes druespiritus for at dæmpe gæringen. Her er vi dog havnet på beskedne 14,5 procent, der fuldt ud rækker til at håndtere den aktuelle dessert. Banyuls-vine er ofte solidt oxiderede, men her er det friske bærpræg bevaret, uden at det på nogen måde svækker vinens autenticitet. Banyuls rummer betydelig aromatisk kompleksitet, det er en af de få vine, der trives i nærkontakt med heftige chokoladedesserter, og den løfter da også sin aktuelle Juleopgave på fornemste vin

Prunello 2019 går ganske andre veje. Det er en unik italiensk kombination af vin og bær, hvor druevinen eftergærer sammen med slåenbær, der er en vild, men nær fætter til det dyrkede kirsebær. Brugen af slåen giver vinen et markant kirsebærpræg, men efterlader plads til en frisk drue-vinøsitet. Denne usædvanlige kombination af vindruer og slåen samarbejder fornemt og leverer overdådigt krydret og saftig frugt plus lige tilpas tannin. Et helt igennem alternativt slutresultat i form af en velbalanceret, frisk og kraftfuld bærpræget vin, der er som skabt til netop Risalamande.

Sådan læses vinbedømmelserne

Hver vin i denne test har fået to anmeldelser med hver sin tilhørende score. Den første score er vores bedste bud på vinens kvalitet uden skelen til vinens pris. Det er 100-skalane der bruges her. Den anden score er på 1 til 6 stjerner, der afspejler, hvor godt vinen passer til sin juleopgave. Her er der taget hensyn prisen, så der stilles større krav til de dyrere vine.

BOBLEVINE

Lambrusco Frizzante Secco Cleto Chiarli Grasparossa dei Castelvetro forhandles af Erik SørensenDemarie Birbet Spumante Aromatico, sød mousserende vin, Italien
Demarie Birbet, Spumante Aromatico, sød mousserende vin, Italien

Frisk og frugtigt jordbærnæse med dejlig renhed og nydeligt bærpræg. Moderat styrke og medium sødme. Delikat og kultiveret krydret. Smag med lidt kraftigere sødme og med tæt, rød, saftig frugt. Parfumeret aromaprofil, betydelig længde, flot fylde og vellykket syrebalance. 6,5 pct.
88 | 99,00 Rudersdalvin.dk
Frisk og delikat, men rigeligt let boblevin med knap nok tilstrækkelig sødme, selv om de rige aromaer overlever kirsebærsaucen. 3***

Lambrusco Frizzante Secco Cleto Chiarli Grasparossa dei Castelvetro, Italien

Kølig, mørk frugtnæse med rabarber og kirsebær. Velkrydret og rank og med medium styrke, diskret bærsødme og pæne bitterstoffer. Smag med god delikatesse og udtalt rankhed. Rigeligt med frisk syre, dejlig kølig frugtstil og med tørt helhedspræg. 11 pct. Økologisk.
87 | 140,00 – 115,00 v/2 fl Erik Sørensen Vin
Ganske let vin med behersket sødme og rigeligt med syre. Mangler styrke, substans og sødme til at håndtere dessertjobbet, men besidder stor friskhed. Attraktiv som solovin. 2 **

Stevns Kirsebær 2020 Doux forhandles af Andersen Winery
Ben A Solbær 2020 Doux Sød mousserende frugtvin, Danmark

Afdæmpet mousse og med flot ren og dybrød farve. Næse med tungt, mørkt bærpræg med diskret, men autentisk solbærpræg. Ambitiøs, kultiveret og dybt personlig vin med pæn duftstyrke. Bærdrevet smag med solid og delikat frugtsødme og autentisk solbærkarakter. Tilpas struktur, flot balance, betydelig længde og god tæthed. Moderat styrke og masser af usædvanlig charme. Nydeligt håndværk. 10 pct.
89 | 249,00 Andersenwinery.dk
Scorer højt på alternativ-skalaen og samtidig håndterer vinen dessertopgaven på udmærket vis med sin veldimensionerede sødme. Vinder ikke mindst på at være så forfriskende oven på et mere end mættende måltid. 5 *****

Stevns Kirsebær 2020 Doux Sød mousserende frugtvin, Danmark

Afdæmpet, frisk og autentisk stevnsbær-næse med flot balance. Vinøs duft med kultiveret krydderi med diskrete mandelaromaer. Delikat, charmerende og med tilpas styrke og stor præcision. Velkomponeret kirsebærsmag med afdæmpet krydderi og tendens til mineralitet. Fokuseret og rankt bærpræg og glimrende syrebalance. 10,5 pct.
90 | 249,00  Andersenwinery.dk
Saftig, tæt, læskende og tilpas sødmefuld boblevin, der vil give et elegant og forfriskende modspil til Risalamanden. Blot må kirsebærsaucens sukker-rigdom ikke være alt for overvældende. Fuldgyldigt alternativ til eksempelvis portvin. 5 *****

HVIDVIN

Coteaux de Saumur 2009 Liquoreux Domaine des Hautes Vignes Loire, Frankrig

Moden og dyb frugtnæse med honning, anis og pæn floralitet. Kultiveret sødme, der både er intens og afrundet. Velpoleret vin med betydelig frugttæthed, udtalt saftighed og solid sødme. Fornem tæthed og stor ekstraktrigdom, men med moderat syre. Delikat og personlig vin. 12 pct. – 50 cl.
89 | 230,00 v/6 fl www.vinfraloire.dk
Masser af tæthed og råstyrke, men den svage syre og en utilstrækkelig sødme diskvalificerer denne udmærkede vin i denne sammenhæng. 2 **

Satrapezo 2017 Cabernet Sauvignon Icewine forhandles af Georgien Vin
Weszeli Belle Fleur 2018 Kamptal, Østrig

Detaljerig og veludviklet Riesling-næse med petroleum og nydelig mineralitet. Behersket frugttyngde og afdæmpet sødme. Detaljerig og sammensat duft med pæn styrke. Tæt og sødmefuld mundfrugt med afdæmpet Rieslingsyre og betydelig aromarigdom. Delikat og elegant vin med nydelig druekarakter. Medium fylde og dejlig frugttæthed. 9,5 pct.
88 | 259,00 – tilbud 229,00 Kjær & Sommerfeldt 
Sødmen strækker ikke helt til at overkomme dessertopgaven og efterlader et syredomineret og rigeligt blegt helhedsindtryk . 3 ***

Tokaji Szamorodni 2015 sød hvidvin, Ungarn

Spicy, rank honningnæse med bivoks, røg, blomster og kandiseret frugt. Frisk, elegant, detaljerig og velafbalanceret, fuldmoden duft. Imponerende aromatisk rig mundfrugt med et næsten parfumeret helhedsindtryk. Betydelig sødme og masser af ekstrakt og pæn syrebalance. Unik vin med gennemslagskraft og solid saftighed. Godt forhold mellem pris og kvalitet. 12,5 pct. – 50 cl.
91 | 139,00 – juletilbud 109,00 Pannonvin.dk
Krydderiet og tætheden virker pænt, men vinens sødme rækker ikke helt til at håndtere opgaven på trods af vinens andre fine kvaliteter. 4 ****

Satrapezo 2017 Cabernet Sauvignon Icewine, Georgien

Sødmefuld, frisk rabarberfrugt tilsat vanilje. Pæn styrke og dejlig renhed. Givende, detaljerig og med intens og kultiveret parfume. Solid frugtighed og med bred bærsødme. En powervin med næsten tyktflydende helhedspræg, men med underdimensioneret syre. 37 cl. – 10,5 pct.
87 | 268,00 Georgien-vin.dk
Uhæmmet, bred sødme suppleret af betydelig aromarigdom, men savner den fornødne syre, der skal afbalancere vinens betydelige ekstraktrigdom. Charmerende som solovin. 3 ***

ANDRE VINTYPER

Morellenfeuer Cherry Juice Kirsebær van Nahmen forhandles Af Sigurd Müller
Prunello 2019, vin gæret med slåenbær, Corrado Tonneli, Pergola, Italien

Superfrisk kirsebærnæse med udtalt bærpræg og masser af kerne-marcipan og med glimrende, ungdommelig styrke. Elegant krydret og med veldoseret sødme. Smag med intens sødmefuldhed og med betydelig frugttæthed. Overdådig fylde, dejlig friskhed, veldimensioneret struktur og med solidt likørpræg. Lykkelig kombination af vinøsitet og frugtighed. 14 pct. – biodynamisk
 90 | 125,00  Emilievin.dk
Lige i øjet. Delikatesse, styrke og friskhed og alt det kirsebærpræg, man kan drømme om en Juleaften. Begge parter vokser ved samspillet . 6 *****

Frederiksdal Vin af Kirsebær sur Lie Harpelunde Lolland, Danmark

Frisk, aromatisk og detaljeret kirsebærnæse med mørk blomme-sveskefrugt. Veludviklet og med autentisk og overdådigt kirsebærpræg. Velkrydret og med nydeligt afrundet sødme. Smag med fænomenal aromarigdom og imponerede balance. Vellykket, harmonisk, moden, elegant og letdrikkelig. 14 pct. – 500 ml.
 91 | 189,00  Frederiksdal.com
Fungerer glimrende med sit kultiverede hedvinspræg og sin autentiske kirsebærfrugt. 5 *****

Frederiksdal Vin af Kirsebær Rancio Harpelunde Lolland, Danmark

Moden næse med delikat rancio-præg. Kultiveret frugtudtryk med dadler og kandiserede figner. Dejlig detaljerig duft med lidt Sherrypræg og betydelig bærstyrke og moderat sødme. Smag med tobakket, mørkt krydderi med enorm styrke og potent Sherrysyre. En unikpersonlighed, det kræver tid at skyde sig ind på. Magtfuld vin. 15 pct. – 500 ml
90 | 279,00 Frederiksdal.com
Styrke og krydderi er fuldt tilstrækkelige, men sherrypræget med den oxidative syre giver konflikt med sødmen og frugten i desserten. 3 ***

Morellenfeuer Cherry Juice Kirsebær van Nahmen, Tyskland

Intens, mandelkrydret næse med knuste kerner, vaniljekrydderi og ren kirsebærfrugt med mørk bærsødme tilsat lidt tobakstoner. Man bemærker ikke den manglede alkohol i duften og savner den heller ikke.  Saftig, juicepræget mundfrugt med dejlig friskhed. Læskende og med fin styrke, medium sødme og samme mandelpræg som i næsen. Syren er fremtrædende, men fungerer fint her. Nul pct.
 87 | 59,50 Sigurd Müller Vinhandel
Et værdigt og alkoholfrit alternativ til traditionel kirsebærvin. Morellenfeuer vinder først og fremmest ved sin umiddelbare friskhed og sit saftige bærpræg. Let, men med tilstrækkelig styrke til at klare desserten. 4 ****

HEDVINE

Manoir du Kinkiz Sernec Hervé AOC Pommeau de Bretagne forhandles af Ciderrevolution.dk
Manoir du Kinkiz Sernec Hervé AOC Pommeau de Bretagne, Frankrig

Næse med intenst krydret mørk æblefrugt med diskret karameltone, pæn styrke og mærkbar alkohol. Afdæmpet, delikat sødme og udmærket detaljerigdom. Smag med mere markant sødme, 0g med samme autentiske og stærkt krydrede æblepræg som i næsen. Tilpas intensitet, afdæmpet syre, pæn ekstraktrigdom og moderat fylde og med ganske mange bitterstoffer. Opleves mere alkoholrig, end den faktisk er. Pæne toner af Calvados. Æblelikør – 17 pct.
88 | 250,00 Ciderrevolution.dk 
Meget personlig dessertvin, der nok vil gøre sig bedre sammen med lettere frugtdesserter og karamelrand. Denne Pommeau vil have svært ved at følge med kirsebærsauce, vanilje og sødt flødeskum. 2 **

Banyuls Rimage 2017 Cornet & co Vin Doux Naturel forhandles af Andrup Vin
Feuerheerd’s Anchor Port  Late Bottled Vintage 2017, Portugal

Mørk, delikat og ungdommelig druefrugt. Ganske køligt udtryk med mere elegance end styrke. Kultiveret krydret med egetræ og et touch kamfer. I munden solid velstruktureret, tæt, og rank vin i klassisk engelsk stil med moderat sødme og afdæmpet krydderi. Pæn saftighed og tilpas fylde. Sikkert med pæne udviklingsmuligheder. 20 pct.
89 | 99,95 v/6 fl Philipson Wine
Klassisk LBV med rank frugt, dejlig friskhed og solid tanninrygrad. Sødmen er måske rigeligt tilbagetrukket til dessert-jobbet, men vinen fungerer trods alt på grund af sin generelle kraftfuldhed og sin betydelige koncentration. 5 *****

Banyuls Rimage 2017 Cornet & co Vin Doux Naturel, Frankrig

Vinøs duft med dyb, mørk drueduft med tiltalende ungdommelighed, dejligt blommepræg og lidt lakrids. Delikat sødmefuld og med god styrke, herlig friskhed, flot detaljerigdom og nydelig balance. Tæt, rank mundfrugt med klassisk og vellykket Banyuls-udtryk med moden, men frisk Grenache-præget bærfrugt. Glimrende doseret sødme, afrundet struktur og charmerende delikatesse. 14,5 pct. Økologisk.
90 | 179,00 – 149,00 v/6 fl Andrupvin.dk
Appetitvækkende, frisk dessertvin med både tilstrækkelig sødme, struktur, syre og krydderi til at kunne ledsage Risalamanden på bedste vis. 6 ******

Her Juleartikel 1. om forslag til en aperitif
Her Juleartikel 2. med forslag til Jules selvforkælelse
Her Juleartikel 3. med forslag til and, gås og flæskesteg