Italiens mest berømte rødvine er ofte baseret på én drue: Nebbiolo og Sangiovese er de klassiske eksempler. De er begge ubestridt i en klasse for sig selv, men Italien er bemærkelsesværdigt rigt på forskellige druesorter – ikke mindst på grund af en mere end tusind år gammel og traditionsrig vinkultur. Midt i vrimlen af mere eller mindre ukendte nationale druesorter, er der én, der påkalder sig mere og mere opmærksomhed – nemlig Aglianico. Kan Aglianico ikke spille lige op Nebbiolo og Sangiovese, når det gælder kvalitet, udviklingsmuligheder og personlighed?
Aglianicos oprindelse
Sortsnavnet Aglianico er ofte blevet tolket som en forvanskning af ordet ”Ellenico”, der nærmest kan oversættes som ”Græsk”. Derfor er druen hidtil blevet anset for at være indført fra Grækenland, men nutidige DNA-analyser siger noget ganske andet. Der er ingen genetiske lighedspunkter med de væsentligste græske druesorter, hvorimod der er adskillige sammenfald med flere lokale italienske, så Aglianico bør betragtes som en fuldblods indfødt italiener. At der så er væsentlig genetisk varians mellem Aglianico-sorterne i Italiens forskellige regioner er en anden sag. Noget af den stilistiske forskel mellem de forskellige regioners Aglianico-vine skal uden tvivl søges i genetikken og ikke blot i jordbund, klima og lokale traditioner. Aglianico er uløseligt forbundet med Syditalien, og her er nok også noget af forklaringen på, at den på trods af sine indiskutable kvaliteter hidtil har levet ganske ufortjent under den internationale vinradar. Syditalien har ikke haft den samme sans for global marketing, som Piemonte og Toscana har praktiseret så succesrigt. En anden forklaring på Aglianicos hidtidigt ringe gennemslagskraft skal søges i den ualmindeligt krasbørstige tannin, som især ældre vinifikationsteknikker kun alt for let har givet vine på denne drue.
Tannin under kærlig revision
Her deler Aglianico skæbne med en anden benhård druesort, nemlig Malbec, der også har været lidt af en prygelknabe på grund af sin utilgængelige tannin. Men Malbec har lagt den stramtandede fortid bag sig, og druens popularitet er i voldsom fremgang. Ikke mindst på grund af den fornemme indsats, som mange argentinske vinhuse har ydet. Her har man bibeholdt den kraftige tanninrygrad, men gjort den langt blødere og mere lettilgængelig, samtidig med at man har trukket den rige frugt længere frem i aromabilledet. Det samme er ved at ske for Aglianico flere steder i Italien, så der vejres fremtidig morgenluft for den internationale afsætning.
Aglianicos markante tannin er dog druens største aktiv, for korrekt håndteret er en rig garvesyre en kilde til enorm popularitet. Se blot på Barolo, hvor Nebbiolos ganske hidsige tannin er blevet tæmmet, og hvor Barolo netop berømmes for sin solide garvesyre. Tannin er en vigtig forudsætning for lagringsevne, og hvis druens øvrige elementer har den fornødne kompleksitet og balance til at udvikle sig over tid, ja så er grundlaget for en storslået fuldmoden vin skabt. Tannin giver samtidig særlige muligheder rent gastronomisk, da dens stringens går fantastisk sammen med stegte kødretter og markant fedme. Så giv Aglianico en chance næste gang, der tændes op i havegrillen.
Kunsten at tæmme en drue
Men hvordan gør man så vinens tannin mere omgængelig? Der er adskillige veje, men den klassiske er at satse på en fysiologisk fuldstændig modning – altså at druerne får lov at hænge på vinstokken, at tannintypen afrundes og ikke længere er voldsomt stram og bitter. Det sene høsttidspunkt fører desværre let til syresvaghed og rigeligt højt sukkerindhold med tilhørende voldsom alkohol i den færdige vin. Medicinen mod for meget sukker og for lidt syre er, at dyrke duerne på højtbeliggende marker. Her opnår man kølige nætter, der automatisk giver et senere høsttidspunkt, uden at syren fordufter, før man høster. Denne metode har de argentinske Malbec-producenter praktiseret med held, og flere og flere af Italiens mest ambitiøse Aglianico-producenter planter da også på stadigt mere højtbeliggende skråninger.
Traditionalister og modernister
En venlig tannin kan også fremtrylles ved at bruge mere nyt egetræ. Hvis vi igen lader tanken glide tilbage til Barolo – og for den sags skyld til Barbaresco – er en ordentlig dosis nyt egetræ fra små fade netop, hvad de såkaldte modernister har praktiseret i deres iver for at tæmme Nebbiolos ofte ganske heftige tannin. Det giver subjektivt en langt sødere tannin og samtidig en hurtigere drikbarhed. Det er alt sammen godt for vinavlerens økonomi, omend ikke nødvendigvis for vinkvaliteten eller vinens klassiske områdekarakter.
Denne revolution i århundredgamle traditioner for brug af egetræ har da også udløst en langvarig strid mellem piemontesiske modernister og traditionalister, og det samme ser man også spiren til, når det drejer sig om Aglianico. Løsningen på konflikten mellem disse halvreligiøse modsatte synspunkter ligger midt på den gyldne middelvej. Flere og flere vinproducenter doserer det nye egetræ efter årgangens karakteristika og udbyttestørrelsen, så der anvendes et variabelt miks mellem nye og gamle egefade og store og små tønder. Det giver både gode overlevelsesmuligheder for områdets klassiske vinstil, og samtidig øger det vinenes umiddelbare charme og giver en hurtigere modning – plus den efterstræbte blødere tanninoplevelse.
Sværvægterne Campania og Basilicata
Det er især regionerne Calabria, Campania og til en vis grad Puglia, der har fornuftige arealer med Aglianico, selv om det totale italienske areal – endnu – er begrænset til godt og vel 12.000 hektar. Lidt længere nordpå er Abruzzo og Lazio også ved at komme med på Aglianico-vognen, så arealet vil uden tvivl tiltage i de kommende år. Udenfor Italien rør Australien, Californien og sågar Kina på sig, da man også her er ved at få øjnene op for Aglianicos særlige dyder.
Selvom vinmarksarealet er begrænset selv i Campania og Basilicata, har Aglianico dog formået at give begge områder én af deres få DOCG-udmærkelser. I Campania finder vi DOCG’erne Aglianico del Taburno og Taurasi, og fælles for dem begge er, at det er tilladt at blande 15 procent lokale druesorter i Aglianico’en og alligevel opnå DOCG. Men de bedste producenter holder sig tit til den rene éndruevine. I Basilicata har man trukket druenavnet frem i både regionens enlige DOCG’ og så den mere jævne DOC, der henholdsvis bærer navnene Aglianico del Vulture Superiore og så blot Aglianico del Vulture. Områderne er geografisk sammenfaldende, men der er højere krav til alkoholindhold (13 procent) og strengere, omend stadigt generøse krav om udbyttestørrelse for DOCG’en (52 hektoliter pr. hektar). Normalt leverer området kun omkring de 500 hektoliter DOCG pr. år, så der kan være langt mellem de danske DOCG-flasker.
Syditaliens Barolo
De ondeste tunger vil vide, at man ved nattetid kan se syditalienske tankbiler parkere diskret hist og her i Barolo-området. Tankbilerne skulle efter sigende rumme Aglianico-vin, der i al stilfærdighed bliver tryllet om til mere kostbar Barolo. Det skal her være sagt først som sidst, at det kan være svært at smage forskel – ikke mindst hvis man modererer iblandingen af Aglianico. Hvis man vinificerer Aglianico til at efterligne sin berømte storebror, er der rent faktisk også ganske mange lighedspunkter mellem Nebbiolo og Aglianico. Om der er hold i disse nedrige rygter, skal jeg lade være usagt. Men Aglianico er ganske rigtig generelt en mørk og kraftfuld vin med den markante tanninstruktur, der gør den så velegnet til fadlagring. Det er en vin med betydeligt lagrings- og udviklingspotentiale – ikke mindst affødt af et højt syreindhold. Der er da også i DOCG-reglerne anført krav om lang flaskelagring, før vinen må komme på markedet. Eksempelvis skal en Taurasi Aglianico lagre tre år og Riserva-udgaven skal op på mindst fire år på flaske. Aglianico skulle først være på toppen efter mere end 10 års lagring, og de bedste vine skulle kunne holde i over 30 år.
En markant personlighed
Men druen er ikke uproblematisk at dyrke, da den blomstrer tidligt og dermed er følsom overfor et koldt og vådt forår. Yderligere modner Aglianico sent, så der er gode grunde til, at den er nært knyttet til det sydligste Italien. Druens meget mørke frugtkarakter udmærker sig ved at være rig, både hvad angår fylde og aromarigdom uden at blive plat og bred, selv om den ofte opnår en diskret sødmefuldhed. Krydderiet er ofte over i det røgede og med grafittoner, der kan give associationer til Bordeaux. Yderligere giver druen næsten automatisk vine med masser af mineralitet, så der er lagt op til, at den i de bedste hænder kan præstere helt igennem storslåede ting.
Fordelen ved at Aglianico – indtil videre – kun er moderat kendt blandt vinentusiaster er, at priserne er ganske fornuftige. Billig vin bliver det aldrig, men man kan få rigtigt gode og druetypiske Aglianico for under 100 kroner pr flaske. Selv de fornemste eksemplarer befinder sig i et prisleje, mage til det, man i dag skal betale for en mellemklasse-Barolo. Ser man sig for, er udvalget på det danske marked ganske pænt, selv om man som regel skal i specialforretninger for at finde Aglianico, der indtil videre stort set er prellet af på supermarkederne.
Men holder du af Piemonte, så gå opdagelse i Aglianico. Der venter mange glimrende oplevelser, og ud fra mine erfaringer er der her stadig god sammenhæng mellem pris og kvalitet. I hvert fald har jeg endnu til gode at blive skuffet over nogen lidt dyrere Aglianico, og med lidt held findes der strålende vine til omkring de 80 kroner. Der er et par nydelige eksempler på dette attraktive forhold mellem pris og kvalitet i smagenoterne til denne artikel.
SMAGNING
Aglianico Beneventano 2017 Milianti IGT Aglianico Beneventano, Campania
Landlig mørk frugt med grønne urter, diskret egetræ og en ret enkel aromaprofil. Ganske bred mundfrugt med udtalt sødmefuldhed og med saftigt helhedsindtryk og rigeligt bløde tanniner. Velkrydret og lettilgængelig omend med behersket druekarakter. Smag mere attraktiv end duft.
87 | 59,75 v/ 6 fl Skjold Burne
Eremo San Quirico 2016 Nativ DOC Irpinia Campi Taurasini, Campania
Superkoncentreret frugt med enorm fylde, et lettere rosinet helhedspræg og toner af hedvin. Enorm styrke, mærkbar alkohol og markant eksotisk krydderi. Tung, bred mundfrugt med bemærkelsesværdig ekstraktrigdom og masser af sødme. Blød, men markant tannin, rosinpræg og sødt egekrydderi. Mere Amarone end Aglianico, men ikke uden en vis brutal charme. 14,5 pct.
91 | 179,95 – 149,95 v/6 fl Andrupvin
Rue Dell’Inchiostro 2017 Nativ IGT Campania Aglianico, Campania
Delikat, floral og elegant mineralsk, rank frugt med et lettere eksotisk krydderi og meget aromatisk egetræ. Køligt helhedspræg. Venlig og kultiveret bærpræget mundfrugt med tiltalende tæthed og fin renhed. Samme gode elegance og harmoni i smagen som i næsen. Veldoseret tannin og ganske glat struktur. Charmerende og ambitiøs på samme tid. Attraktiv pris. 13,5 pct.
93 | 99,95 – 79,95 v/6 fl Andrupvin
Terre Del Vulcano 2015 DOC Aglianico del Vulture, Basilicata
Dyb, mørk, glat, blækket frugt med udtalt mineralitet og modent velintegreret egetræ med let ristede toner. Meget stringent vin med klassisk drueudtryk og pæn elegance. Ganske moden mundfrugt med både fylde, tæthed og tyngde. Kultiveret bærsødme og med rank og god tannin og flot længde. Sympatisk, letdrikkelig og med velafpasset krydderi og udmærket harmoni. Attraktiv pris. 14,5 pct.
91| 75,00 v/6 fl The Wine Company
Taurasi 2015 Vigna Macchia dei Goti Cantina Antonio Caggiano DOCG Taurasi, Campania
Saftig, moden, mørk frugt med kultiveret bærpræg. God styrke, stor delikatesse og flot teknisk niveau. Veludviklet egetræ tilsat et let røget krydderi med diskrete lakridstoner. Frugttæt og ekstraktrig smag med blød, men kontant tannin og nydeligt afbalanceret frugtsyre. Tiltalende fylde og fornemt detaljeret eftersmag. Givende, ambitiøs, charmerende og med autentisk druekarakter og udsøgt harmoni. 14,5 pct.
94 | 325,00 Adriat Vinimport
Gricos 2016 L’Azienda Agricola Grifalco DOC Aglianico del Vulture, Basilicata
Intens, seriøs og stringent næse med mørk, elegant frugt med let Bordeaux-præg. Flot brug af egetræet og dejlig renhed. Spændstig og mineralsk vin med tiltalende detaljerigdom og et lettere lakridset krydderi tilsat lidt grafit. Frisk ungdommelig frugt med bærtoner fulgt op af en ganske voldsom og kølig tannin. Ganske syrerig, men balancen frelses af en diskret lille sødme og god tæthed i frugten. Tiltalende og ambitiøst helhedspræg. 13 pct.
92 | 125,00 v/6 fl Brdr. D’s Vinhandel
Grifalco 2016 L’Azienda Agricola Grifalco DOC Aglianico del Vulture, Basilicata
Vellykket mineralsk udtryk i den flot sammensatte frugtnæse med et let røget krydderi og veldimensioneret egetræ. Elegance på højt niveau. Velafbalanceret, kultiveret, saftig vin med nydelig mineralitet og frisk syre. Diskret og personligt krydret og med veldimensioneret rank tannin. Mere finesse end styrke. 13 pct.
93 | 159,95 v/6 fl Brdr. D’s Vinhandel
Trentangeli 2015 Tomaresca DOC Castel de monte, Apulien
Elegant, mørk, mineralsk frugtnæse med nydelig detaljerigdom, tiltalende sødmefuldhed og dejlig friskhed tilsat et touch blomster. Pænt givende og velkrydret. Veldoseret egetræ og fin sprød mineralitet og god harmoni. Frisk, velstruktureret vin med rank tannin og slank ungdommelig frugt. Pæn balance og velvalgt saftighed og et generelt køligt helhedspræg. 14 pct. – økologisk.
92 | 169,00 Vinens Verden
Bocca di Lupo 2012 Tomaresca DOC Castel de monte, Apulien
Ganske moden næse med afrundet egetræ og delikat krydderi. Forfinet og usædvanlig detaljerig vin med stor personlighed, udsøgt finesse og solid mineralitet. Sprød sødmefuld smag med samme god mineralitet og med kølig, veldimensioneret tannin. Fornemt brug af egetræet og generelt med imponerede præcision og harmoni. Flot komponeret afslutning, der fortsætter rigtig længe. Dybt personlig og vellykket tolkning af Aglianico. 14 pct. – økologisk. 95 | 499,00 Vinens Verden
