Den 7. marts skete det så igen ─ danskerne fik en ny genstandsgrænse, som denne gang havde nøgletallene 10/4 som hovedbudskab.
Hvis du drikker alkohol, så anbefaler Sundhedsstyrelsen, at voksne på 18 år og derover:
-
Højst drikker 10 genstande om ugen
-
Højst drikker 4 genstande på samme dag
Den nye genstandsgrænse vakte ikke begejstring i alle kredse. Musikeren Torben Steno skrev f.eks. denne kommentar i Berlingske: ”Når det handler om alkohol, er vi nu nået ned på anbefalinger om maksimalt 10 genstande om ugen. Det er simpelthen ikke øl nok til at nyde mit liv, der ofte udspiller sig i godt selskab på diverse udskænkningssteder.” Torben Steno havde to andre pointer om sit liv med øl: ”Jeg er en af de danskere, der i årevis har fulgt nu afdøde Jesper Langballes opfordring til at blæse højt og flot på statens moralske anbefalinger”. Den anden pointe gik på et løfte om ikke længere at drikke Carlsberg som protest mod bryggerikoncernens fortsatte ølsalg i Rusland.
At der er varierende genstandsgrænser i forskellige lande burde ikke komme bag på nogen, men at over halvdelen af de 75 lande, to forskere fra Stanford University, Californien, henvendte sig til, slet ikke havde retningslinjer om alkohol til borgerne, forbavsede Agnieszka Kalinowski og Keith Humphreys, og da de herefter fandt store forskelle på lavrisiko-grænserne i de 37 lande, der havde genstandsgrænser, var de ved at tabe både næse og mund. (Kalinowski A, Humphreys K. Governmental standard drink definitions and low-risk alcohol consumption guidelines in 37 countries. Addiction 2017;111:1293-98.) ”Genstandsgrænser er ikke hugget i sten”, skrev de amerikanske forskere, ”og noget af forklaringen på de store forskelle kan være, at myndighederne dels har udvalgt resultater fra undersøgelser med størst relevans for deres egen befolkning, dels har taget hensyn til lokale traditioner og drikkevaner. I hvert fald er det usandsynligt, at alle lav-risiko grænser er korrekte, og man kan ikke udelukke den mulighed, at alle de 37 lande på en måde er på et galt spor i den forstand, at der ikke findes god dokumentation for, at en befolkning ændrer sit niveau af alkoholindtagelse som følge af en udmelding af en national lav-risiko genstandsgrænse”.
Historie om hvordan forskellige lande er nået frem til forskellige genstandsgrænser rummer mange lærerige pointer, der dels beskriver den stadigt lavere grænse for hvad myndighederne anser for et forsvarligt indtag af alkohol, dels stiller spørgsmålstegn ved hvilke hensyn man har valgt at vægte i udmeldingen af først den ene og så den næste grænse. Det vil jeg se nærmere på i næste klumme.
Der er stærke følelser, politiske stemmer, økonomiske interesser og anden tung kost i den sammenkogte ret, der udgør den sundhedspolitiske beslutningsproces. Saglige argumenter får lov til at krydre retten og fremstå som det videnskabelige grundlag for det nye mantra ligesom det har været tilfældet for alle de tidligere genstandsgrænser. Det rejser spørgsmålet: hvorfor ændre på velunderbyggede grænser, som ydermere var etableret i folks bevidsthed via gentage uge-40 kampagner? Som det var tilfældet med udmeldingen af en lav- og højrisikogrænse på henholdsvis 7 og 14 genstande om ugen for kvinder og 14 og 21 genstande om ugen for mænd er argumentet også denne gang: ny viden om helbredseffekterne af alkohol. I en af de følgende klummer vil jeg se nærmere på det videnskabelige grundlag for både de tidligere og de nye genstandsgrænser. Er der tale om et solidt vidensgrundlag, eller er der snarere tale om videnskabelige artikler udvalgt til lejligheden?
Som noget nyt har Sundhedsstyrelsen lavet et teknisk notat med beskrivelse af ”risiko-estimeringen” hvilket vil sige grundlaget for at vurdere risikoen ved at indtage en given mængde alkohol. ”Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred” er styrelsens konklusion. Det lyder ildevarslende, men konklusionen har ret beset samme sandhedsværdi som udsagnet: ”Ingen cykeltur er uden risiko”. Der er grund til at se nærmere på grundlaget for vurderingen af den risiko, Sundhedsstyrelsen omtaler, og stille spørgsmålet om det også er forbundet med risiko at være totalt afholdende, hvilket mange studier tyder på.
Den sidste klumme vil forsøge at oversætte den helt generelle udmelding, in casu 10/4, til en række konkrete udsagn om forhold som valg af drikkevare (øl, vin eller spiritus), betydningen af drikkemønster (regelmæssigt til maden eller rusdrikning på fastende hjerte) og hvilken rolle spiller arv og miljø, køn og alder, vægt og fysik og motionsvaner ─ konkret viden som kan hjælpe den enkelte læser til at opnå et klarere og mere nuanceret billede af sin personlige risiko-estimering.
