Sidste aften efter en uge i Bordeaux, der har været indkredset i et pragtfuldt vakuum af at dufte, gurgle, spytte og dufte igen. Kun afbrudt af det franske kindkys, fra mænd og kvinder. En smuk protest demonstration af ”fuck Corona – let’s go back to life”.
En-primeur ugen er den perfekte uge for det autistiske menneske, der har det bedst i en tunnel. Bedst med fokuseringen, fornemmelsen af denne tunnel man bliver suget ind i, denne mentale repetition af, at huske duft og smag, og i hvilken rækkefølge duften og smagen blev leveret. Og tænke, at fornemme, helt abstrakt, hvordan duft og smag vil udvikle sig, om 10, 20, 30 år.
En ny årgang bliver skabt, fra de mørke, dystre vintermåneder, hvor vinstokkene står korsfæstede, uden noget liv, kun det forgangne – det, som de skabte og som nu lever i de årgange, der ligger gemt i kælderen og som venter på mødet – på deflorationen, hvor først kassen bliver brudt op og derefter, hvor flaske efter flaske, bliver åbnet.
Underligt, har du nogensinde besøgt Médoc-halvøen i januar måned? Større vinterdepression kan man næsten ikke opleve. De nøgne, knudrede vinstokke skrånende ned mod Gironde. Som dødens vandring mod et beskidt hav, der består af vand og mudder, der to gange i døgnet bliver hvirvlet op af tidevandet, forstærket af tåge og regn.
Og så pludselig, lige nu, i slutningen af april, dette liv, blot på en uge de første knopper og nu, i dag, et lysegrønt løvdække, der blæser depressionen bort og får én til at tro: ”her vil jeg bo – altid”.
Man kan virkelig mærke det, dette kraftfulde forår, at noget spirer, at noget gror. At spire, at vokse, at gro, det er den største drivkraft. Og det mærkes i den kærlighed, den varme man bliver mødt med. Den fornemmelse af vækst, af noget vokser og hvis drivkraft er mødet, mødet med mennesker.
Vinen er her i centrum, denne generøse væske, fyldt på flaske for kun at blive tømt igen. Ikke alene, men sammen med mennesker, der deler dette unikke rum af at dufte og drikke – ikke spytte. At blive skønhedsberuset sammen.
Underligt, i skrivende stund og i smagningens stund, hele tiden at have denne mørke, basagtige tone af krig, af smerte, af lidelse. Af den største destruktion af det største af alt: kærligheden. I mennesket der tror, på noget der gror og som blot visner, her meningsløst, så meningsløst, helt utilgiveligt.
Årgang 2021 var, blev, en kamp i vinmarken. Naturen imod vinbønderne, og vinbønderne, de fleste, sejrede. Årgang 2021 er måske ikke den største årgang i koncentration, i alkohol, men det er årgangen der bragte Bordeaux tilbage på sporet. Af renhed, af kølig arrogance, af frisk frugt, af luft, af luftighed, af at kunne ånde, at kunne indånde, gennem et glas. At mærke vibrationen, energien, livet i munden og i det kølige afstandskys af et farvel og samtidigt et snarligt gensyn.
Tilbage er kun at tro, at håbe på et åbent og favnende Europa, en ren verden, lige nu en helt utopisk tanke, men husk, efter dødens vandring imod et beskidt hav, kommer der igen liv.
På knæ – for livet.
