Abruzzo ligger midt i Italien, ud mod Adriaterhavet, og er vel én af de mindst kendte regioner i støvlelandet. Store dele af Abruzzo er uvejsomme bjerge og der ligger nogle kæmpe naturparker med bjergmassivet, Gran Sasso, som den mest spektakulære. Ned mod havet er der mere plane områder, hvor der kan dyrkes afgrøder, herunder vin.
Jeg var for første gang i Abruzzo sidste år og regionen har sine steder, men det er nok ikke uden grund, at man ikke taler så meget om den. Man var jo ude for et frygteligt jordskælv i 2009, som især ramte hovedbyen, l’Aquila, som ligger for foden af Gran Sasso. Det var en lidt deprimerende oplevelse at gå rundt i l’Aquila, som virkede forknyt og melankolsk med talrige bygninger i centrum, som langt fra er genopbygget – mange stod med afstivning for et undgå fuldt sammenfald, men med alt bag facaden ødelagt. Vist nok bl.a. en konsekvens af at afsatte økonomiske midler til genopbygning – igen, igen – er havnet i forkerte lommer. Vi er vel i Italien…..
Så var der mere liv og glæde ude ved kysten, fx i den sydlige by Vasto, hvis gamle bydel knejser på en bjergtop – smuk, hyggelig og livfuld. Ved kysten ligger også de helt specielle trabocchi – tidligere historiske fiskestationer på pæle lidt ude i vandet, som nu er fiske- og skaldyrsrestauranter.
Men det skal vel handle om vin? Abruzzo er faktisk den 5. største producent af vin i Italien med mere end 430 millioner flasker om året, og det siger virkelig noget. Hovedparten er rød med Mellemitaliens signaturdrue, montepulciano, som den dominerende (56%) – og 2/3 af produktionen er rød og rosé, her oftest kaldet cerasoulo. Men 33% er hvid og det havde man valgt at koncentrere sig om ved et fremstød i København i februar – og det var såmænd ret interessant. En master class med den vidende Thomas Ilkjær viste de hvide vines diversitet på pædagogisk vis.
Trebbiano og pecorino
Trebbiano er ikke bare trebbiano, understregede Ilkjær. Den mest udbredte i Italien er trebbiano toscano, som generelt er insignifikant, højtydende og neutral – men faktisk kan frembringe god vin, hvis udbyttet holdes nede. Der findes en lokal klon, trebbiano abruzzese, som giver mere karakterfulde vine. Der er plantet dobbelt så meget af toscano-klonen, men de mere dedikerede producenter tenderer til at satse på abruzzese-klonen. Desværre er det dog sjældent, at det fremgår, hvilken klon man har anvendt. Vinene hedder således trebbiano d’abruzzo og så må man vide eller smage sig til, om det er den ene eller anden klon. Når vi taler om udbytte, er én af synderne i Abruzzo en enorm kvantitet per hektar, hvilket selvsagt giver vine uden megen karakter. Regionen er domineret af store kooperativer og 4/5 af produktionen kommer fra områderne omkring Chieti, nær kysten. Stilen i trebbiano d’abruzzo kan gå fra kølig, neutral over mere koncentreret men relativt nedtonet – til oxidative, dybe og komplekse vine. Men i gode eksempler med passende syre og friskhed. Aromaerne går i retning af nordlige frugter som pære, men også melon. De allerbedste kan gemmes i mange år – ja legenden Valentini (ren abruzzese) kan gemmes 20-30 år – men de koster også kassen og er næsten umulige at opdrive.
Den anden druesort er pecorino – den hedder altså det samme som fåreost på italiensk. Sorten har været lidt i glemmebogen i mange år, men har de sidste decennier fået en renæssance – nok mest i naboregionen, Marche, men også i Abruzzo. Pecorino er mere syrerig end trebbiano og samtidig med god intensitet og en tone af behagelig bitterhed, som gør den madvenlig (som i øvrigt meget ofte i Italien, hvor vin og den lokale mad næsten altid går hånd i hånd).
En sympatisk detalje ved begge hvidvine er, at de som regel er relativt billige – der er dog en stribe vine, som koster betydeligt mere – foruden uopnåelige Valentini (tæt på 1.000 kr.) er det fx Emidio Pepe (4-500 kr.) og Masciarelli’s fineste vine.
Masciarelli er en stor aktør i Abruzzo og ejer flere ejendomme. Fra Castello di Semivicoli smagte vi 2019 trebbiano d’abruzzo, som er koldmacereret og har ligget 12 måneder sur lie. Den var måske den mest elegante vine af de smagte – elegant næse med pære og fin koncentration og balance i smagen – god syre og friskhed. Den holder 13,5% og det giver jo også lidt koncentration. Den er i den lidt dyrere ende, men jeg kan ikke finde den præcise pris i Danmark – som i øvrigt med resten af de smagte – men ud fra angivne detailpriser i Italien i smagekataloget koster den mere end dobbelt så meget som trebbiano d’abruzzo 2019 fra Barone Cornacchia. Denne var mere olieret og rig i duften med diskret oxidative toner. Den var rund og ikke så syrefast, men ganske interessant stil. Dyreste vin – marginalt dyrere end Masciarelli – var trebbiano d’abruzzo 2021 fra Bossanova. Det er ægte naturvin uden svovl, spontangæring i cement og et årslagring i cement og flaske. Det var en klart oxidativ vin, ret tung og kompleks med kvæder snarere end pære – livgivende syre og ganske meget karakter gjorde den spændende – men man skal kunne lide naturvin.
Vinene på pecorino var vejledende noget billigere og som sådan potentielt ret gode køb. Alle havde en markant syre og et godt aftryk i munden. For mig var den bedste pecorino d’abruzzo 2022 fra Pasetti – rustfri stål og 6 måneder sur lie. Det var en frisk, syrerig, rank, let aromatisk med pære og melon – vibrerende og frisk. En pecorino 2022 fra Orefice Vini var mere olieret, mere diskret og igen med fin syre og friskhed. Den indeholder 5% chardonnay, som man ikke mærker. Til gengæld var Ferrante’s pecorino 2021 lidt underlig. Tydelig duft af sauvignon blanc, som givet vis stammer fra gærselektion – men hvorfor tilstræbe en aroma fra en anden druesort?
De knapper man kan skrue på i forhold til stilen i den hvide Abruzzo-vine er bl.a. udbyttet per hektar, materiale ved gæring og lagring og gærtype.
Summa summarum: Der er mange gode hvide vine i Italien, som ikke er nær så kendte som deres røde brødre. På nær de konstruerede og fadhørmende chardonnayvine fra Toscana og Piemonte er langt hovedparten ”food friendly”, som man også forventer i et land, hvor døgnets måltider er vigtigere end noget så profant som at gå i skole eller på arbejde. Abruzzo er ingen undtagelse og det kan anbefales at stifte bekendtskab med dem.
Læs mere om pecorino i artiklen En genoplivet druesort
