Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

AOC Côte d’Or – en genvej til billig Bourgogne?

Bourgogne er verdens sværeste vin at købe. Denne påstand gælder dog, kun hvis man ikke er er mangemillionær. Prisstigningerne på Bourgogne syntes ustoppelige, hvorfor Bourgogneelskere konstant er på en stort set nytteløs jagt efter autentisk områdekarakter til en overkommelig pris. Jagtområdet har overvejende været Bourgogne AOC, hvor man fortsat kan få et ganske anstændigt Bourgogne-fix for godt 100 kroner. Til gengæld er det lige så svært at finde som den berømte nål i høstakken, da markedet er fyldt med ligegyldig AOC-Bourgogne. Dette problem er der måske kommet en fornuftig løsning på: Løsningen hedder Bourgogne Côte D’Or AOC.

Domaine Jean Fournier Bourgogne Côte d’Or forhandles af Pinochar Wine – pris 195,00

Bourgogne Côte D’Or AOC – hvad er nu det?

Bourgognes basale AOC er overordentligt fleksibelt sat sammen, da området rent juridisk dækker alt fra Chablis i nord til Mâconnais i syd.  Man har eksempelvis ikke kunne vide, om en hvid AOC Bourgogne kom fra Mâcon eller fra Meursault, hvorfor flaskens indhold har været stort set uforudsigeligt. Man har været nødt til at prøve sig frem med ofte skuffende resultat, hvorfor der længe har været et ønske om at stramme op på reglerne – både hos forbrugere og hos producenter.

For 20 år siden startede man derfor arbejdet med at udvikle en ny appellation, der blev døbt Bourgogne Côte d’Or, og den er nu på plads, og årgang 17 er den første på gaden. I den nye AOC er det obligatorisk, at vinene kommer fra selve Côte d’Or og intet andet sted i Bourgogne – altså udelukkende druer fra Côtes des Nuits eller fra Côtes de Beaune. Det vil næsten automatisk garantere et kvalitetsløft. Ikke mindst da det er fulgt op af skarpere krav til øget plantetæthed og lavere udbytte.

Bourgogne Côte d’Or fra Domaine Huber-Verdereau forhandles af Niche Vine og koster 235,00

Er prisen attraktiv

Det betyder også automatisk en prisstigning, og den typiske Bourgogne Côte d’Or vin koster i dag mellem 200 og 250 kroner. Det er prismæssigt ganske tæt eller endda dyrere end højere rangerende vine som eksempelvis Côtes de Nuits Villages og Côte de Beaune Villages, der uden problemer kan købes for 200 kroner flasken og ofte mindre. Ønsker man den ægte vare i form af en kommunevin, er prisen straks en ganske anden, da den starter ved cirka 400 kroner og hurtigt bevæger sig op i langt højere luftlag. Er der så Value for Money i de nye Bourgogne Côte d’Or vine?

En smagning afholdt i København af brancheforenings ”Vins de Bourgogne” i april forsøgte at komme med et bud på det. Her blev vi præsenteret for otte udvalgte hvidvine og otte udvalgte rødvine fra den nye AOC. Det var en helt igennem positiv oplevelse med færre ligegyldige vine, end hvis temaet blot havde været Bourgogne AOC. Så med den nye appellation opnår man både en højere kvalitet og en bedre succesrate, end hvis vinene blot var var ordinær Bourgogne.

Man skal dog regne med at slippe en ekstra 50’er og er denne ekstrainvestering så givet godt ud? Min personlige mening er et ja, og mit ja skyldes primært den bedre konsistens i kvalitetsniveauet. Hvis man er så erfaren, at man forstår at vælge de bedste Bourgogne AOC-vine, er sagen lidt mere speget, da prisen i disse best-case tilfælde sandsynligvis vil være nogenlunde den samme for begge kategorier.

Bourgogne Côte d’Or Meursault
Paul Pernot Bourgogne Côte d’Or Blanc forhandles af Bichel – pris 250,00

Stedets fingeraftryk eller mangel på samme

Selv om Bourgogne Côte d’Or vinene ikke må skilte direkte med deres oprindelsessted, er der dog åbnet en kattelem her, da det er tilladt at anføre et Lieu-Dit-navn – altså en form for parcel- eller marknavn – som man med lidt research kan føre tilbage til et mere konkret område. Vinen må fortsat sammenstikkes af druer fra flere forskellige områder, der dog alle skal ligge indenfor det egentlige Côte d’Or, hvorfor der ikke er nogen sikkerhed for en egentlig sted-karakter.

Til gengæld havde vinene generelt større personlighed og var dermed mere spændende, og det gjaldt for både de røde og de hvide. Deres udtryk faldt ofte ganske godt i tråd med producentens vanlige stil, så også det øger forudsigeligheden. Og endelig er der den lille finte, at hvis producenten eksempelvis er bosat i Chambolle-Musigny, så vil vinavlerens rødvine med pæn sandsynlighed have nogenlunde den samme fine stedmæssige oprindelse.

Konklusionen er derfor, at den nye AOC Bourgogne Côte d’Or har sin berettigelse, og den skal være så velkommen. Nyskabelsen fjerner noget af gætteriet, når opgaven lyder på at vælge en god og billig Bourgogne – eller i det mindste én, hvor pris og kvalitet hænger fornuftigt sammen. Så jeg ser frem til et nærmere bekendtskab med Bourgognes nye familiemedlem.

AOC Bourgogne Côte d’Or

Appellation er startet i 2017, der samtidig er første høst
Potentielt 1.000 hektar, men i dag er kun cirka 550 i dyrkning
De røde vine dækker godt 350 hektar og de hvide 200
Udbyttet er 2 hektoliter mindre pr hektar end gængs AOC Bourgogne
Plantetætheden er større, da den er oppe på 9.000 vinstokke pr. hektar mod de vanlige 5.000
Vinene er typisk dyrket på de fladere arealer og ikke på skråningen af selve Côten
Ofte er det de bedste af de marker, der tidligere blev brugt til gængs Bourgogne
Sammenstik af druer fra forskellige områder i Bourgogne Côte d’Or er tilladt

Et udvalg af vinhandlere der p.t. forhandler Bourgogne Côte d’Or

Østjysk vinforsyning
Bichel
Niche Vine
Løgismose
Østjysk vinforsyning
Vildmedvin.dk
Vinselskabet Connaisseur
Pinochar Wine
Niche Vine
Victoria Vin
Otto Suenson