Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Almaviva – greven der kom ind i 98-point klubben

En historie om tro, om image, tillid, erfaring og tårnhøje visioner. Om harmoni, perspektiv og længde.

Vi er en lille gruppe internationale vinjournalister samlet på Almaviva i slutningen af april 2016. Foråret er på vej, springer ud med jomfruelig kraft i Danmark alt mens efterårets første gulbrune farver her anes på træerne der står omkring vinkælderen, der ligger som en skulptur, en bølge i et landskab af grønne vinmarker. Bag os rejser Andesbjergene sig, denne mægtige mur der sammen med Stillehavet afgrænser det smalle og lange land. Bjergene er sneklædte, helt usædvanligt for årstiden og luften er kold og tør. Solen stadig stærk, druerne, de sidste Cabernet Sauvignon og Carménère hænger fuldmodne på vinstokkene og suger solens kraft inden de bliver håndplukket.

Almaviva, landskab

På første sal er de sidste drueklaser fra dagens høst blevet løftet op i små plastikkasser der tømmes ud på et langsomt kørende transportbånd. 6 tætskårne, kompakte kvinder, brune, stærke med glinsende, sort hår står omkring transportbåndet og sorterer blade og dårlige drueklaser fra. Klaserne afstikles hvorefter næste sortering forgår via et langsomtkørende, vibrerende transportbånd  med huller i, hvorefter druerne endelig gennemgår det helt nye: optisk sortering. Man er ikke i tvivl. Her arbejdes kun med kvalitet.

OLE_1216

OLE_1192

OLE_1252

Hver lille detalje, hvert lille led i en kæde, der gerne skulle blive til et nyt vidunder, aftrykket et sted, et terroir og en ny årgang. Alt i bygningen er gennemtænkt, ude som inde en stor skulptur. Interiøret smelter sammen med fadene i kælderen, man har brugt træ, gammelt egetræ til paneler og døre. Bygningen, helt moderne, har en patina 100 år tilbage. Påvirker det vinen – javist. Harmoni, perspektiv, længde overføres til vinen via tanke og handling fra alle arbejderne der fremstiller den  i så smukke omgivelser.

Fransk-chilensk 50/50 jointventure

Dybe rødder i Chiles vinindustri forenet med europæisk knowhow og prestige. Et af vinverdenens største ikoner, Château Mouton-Rothschild med Philippine de Rothschild byttede sit image med chilensk jord. Forhandlingerne med Philippine de Rothschild startede allerede i 1989, fortæller Felipe Larrain, chairman for Concha y Toro. På det tidspunkt forhandlede Concha y Toro også med Robert Mondavi. Situationen var derfor noget anspændt, da Philippine de Rothschild og Robert Mondavi var nære venner og forretningspartnere i den californiske ikon-vin Opus One. Concha y Toros kvalitet og det personlige møde gjorde udslaget.

Da Mouton-Rothschilds daværende kældermester Patrick Léon havde smagt på vinen i Bordeaux og var begejstret, var baronessen ikke i tvivl. Papirerne blev underskrevet i 1997 mellem Philippine de Rothschild og Don Eduardo Guilisasti Tagle. Samtidig var Patrick Léon i fuld gang med at producere sin første vin i Chile: årgang 1996.

Der var ikke penge involveret i samarbejdet der fra starten var et 50/50 joint-venture. Concha y Toro gav 50 hektar af deres bedste vinmarker (i dag 85 hektar under produktion), Philippine gav sit navn, sin præstige og stod for al marketing. De valgte sammen at sælge den nye vin, der fik navnet Almaviva (Greven Almaviva var helten i operaen ” Figaros Bryllup”) via négocianterne/vinkøbmændene i Bordeaux. Almaviva var fra fødslen en international vin der skulle erobre verden, og det kom til at holde stik.

Al Almaviva bliver solgt samme dag årgangen frigives

At skabe en helt ny vin, at lancere den, gøre den kendt, kræver kapital. Man valgte derfor at sælge Almaviva en-primeur, altså mens vinen endnu lå på fad. Man fik på den måde det nødvendige cash-flow 18 måneder før vinen blev tappet på flaske. Systemet fortsatte indtil 2001, hvor man valgte at forlade en-primeur systemet og først sælge vinen, når den var flasket. ”Det var ikke nogen let beslutning”, fortæller Felipe Larrain, ”for pludselig skulle vi vente 1 1/2 år længere inden vi fik betaling for årgangen. Men vi fornemmede at tidspunktet var rigtigt, og vi havde opbygget en så stor kapital at vi kunne stå imod”.

Det skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning. Efter 2001 gik en-primeur salget i stå i Bordeaux, priserne faldt og systemet er aldrig, bortset fra enkelte, store årgange, kommet i gang igen. 90% af Almaviva sælges stadig via négocianterne i Bordeaux, men først efter at vinen er kommet på flaske, og al vinen er solgt samme dag som årgangen bliver frigivet.

IMG_2551
Felipe Larrain

Hvordan var det at arbejde sammen med Philippine de Rothschild?

”Passion and pain”, fortæller Felipe Larrain, med et glimt i øjet. ”Baronessen var meget involveret i selve projektet og havde sine helt egne ideer der ofte viste sig at være de rigtige. Hun gik op i alle de små detaljer og ikke mindst i konstruktionen af den nye vinkælder, der blev færdig i 1999. Vi er nu nået det, vi alle drømte om. Vi befinder os i den absolutte top blandt ikonvine i Chile. At vi er nået, hertil skyldes samarbejdet med to familier der hver har deres styrke. Rothschild-familien kom med ideer, tårnhøje visioner, image og Larrain og Vial-familien kom med jorden/vinmarkerne og havde det lokale kendskab og erfaring med det potentiale, der findes i vinmarkerne”.

Hvordan bliver årgang 2016?

Teknisk direktør/ vinmager Michel Friou, Almaviva: ”Det gode vejr i Maipodalen hvor det normalt aldrig regner under høsten gør, at man har tid til at vente i lang tid inden druerne er i hus. Vi bliver ikke ramt af råd i druerne på samme måde som i Bordeaux. Høsten strækker sig ofte over 7-8 uger mod 3-4 uger i Bordeaux. I år er det anderledes. I sidste uge fik vi i løbet af 3 dage 100-150 millimeter regn, halvdelen af et helt år, så nu bliver vi nødt til at høste. I lavlandet fik vi regn, i højden sne, det er helt usædvanligt at opleve i Andesbjergene, der i baggrunden står som en mur som kontrast til de blå, fuldmodne druer, der stadig hænger på stokkene. Den helt overordnede filosofi fra starten var at skabe et ”château” i Chile, en vin der i karakter og i kvalitet lå på linje med førstecru’erne i Bordeaux” afslutter Michel Friou.

Almaviva, foto
Almaviva 2009 med 97 point sælges p.t. hos Løgismose for 799,00

Hvordan blev eventyret, hvordan er vinene og kan de lagres som en stor Bordeaux?

En vertikalsmagning helt tilbage til den første vin i 1996 afslører, at en Ikonvin er skabt. Årgang 2011 opnår som den første Chilevin i Vinbladets 33 år 98 point.

1996: Første årgang på Almeviva hvor Patrick Léon, den tidligere kældermester på Château Rothschild var kældermester. Et perfekt år indtil april hvor der faldt megen regn. Druerne blev høstet uden råd. Vinen har en moden, udviklet duft, blommeagtig, sødmefuld, stadig med solbæragtig tone med mintet strejf. Smagen er luftig med silkeblød tannin, luftig fylde og sødmefuld frugt i eftersmagen sammen med fin syre. Skal drikkes nu, udvikler sig hurtigt i glasset. 92

2001: Megen regn i vinterperioden juni til september, derefter smukt forår, tørt og mildt og en sommer næsten uden regn. Udviklet duft, stadig frisk, mintet solbæragtig tone sammen med læder, tobak og kaffe. Elegant, slank, luftig, god fylde med moden, frisk eftersmag med solbær og solbærblade. Udvikler sig hurtigt i glasset, skal drikkes nu. 93

2009: En stor årgang i kvantitet, et stort arbejde i vinmarken med grøn høst var derfor nødvendigt. Høsten startede den 26. marts for Merlot og sluttede den 11. maj med de sidste Carménère. Lav ydelse på 30 til 35 hl/hektar. Intens duft, let røget med solbær og solbærblade, parfumeret med fyrrenåle med mange modne, lakrids og appelsinskal. Meget elegant smag, rank, moden med silkeblød og samtidig markeret tannin og lang, lang eftersmag med moden, frisk frugt. Helt på toppen, en vibrerende vin. 97

2011: Et meget tørt år med kun 176 mm regn, halvdelen af det normale. Sen blomstring og en høst der var 10 dage senere end normalt. Ydelsen var lavere end normalt, specielt for Cabernet Sauvignon og Carménère. Stadig lukket duft, meget stor race med en massiv, elegant, moden, mørk bærduft, denne ulmende styrke af basagtig karakter. Mere åben i munden, en eksplosion af frisk, mørk, moden frugt der dækker over den modne tannin og en meget, meget lang, rig eftersmag. Utrolig energi, vibration, koncentration og balance i vinen. 98

2013: Stadig meget ung duft, modne solbær, fin røget, moden tone, parfumeret med fine nuancer fra fad. Slank og rank, fyldig med fin sødme med moden, markeret tannin og lang, frisk eftersmag med modne, friske solbær. 95

IMG_2537