Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Henriques & Henriques

Henriques & Henriques blev grundlagt af João Gonçalves Henriques i 1850. Efter hans død i 1912 blev der etableret et partnerskab mellem hans sønner, Francisco Eduardo og João Joaquim Henriques, deraf navnet Henriques & Henriques. Efter deres overtagelse kom Henriques & Henriques til at spille en vigtig rolle i Madeiras vinindustri. I 1913 samlede de deres aktiviteter i et firma, der fra 1925 ikke længere kun var leverandør, men også eksportør. Da den sidste Henriques, João Joaquim Henriques, kendt som “João de Belém”, døde i 1968 uden arvinger, blev firmaet overtaget af hans tre venner og partnere: Alberto Nascimento Jardim, Peter Cossart (den berømte og respekterede vinmager, der var ansvarlig for 53 af firmaets årgange) og Carlos Nunes Pereira. I dag er Carlos Perreiras nevø, Luis Pereira vinmager, og Humberto Jardim overtog direktørstolen i 2008, da John Cossart døde.

I juni 1992, begyndte en stor renoveringsprocess hos Henriques & Henriques. Med EU-midler blev mere end fem millioner euro investeret i bygningen af et nyt hovedkvarter i Câmara de Lobos og nye vinifikations-faciliteter på Quinta Grande, Ribeiro do Escrivao. Et par år senere udvidede de på Quinta Grande med beplantning af 10 hektar vinmarker ved det nye vinifikationscenter. De er dermed de eneste af Madeira-husene, der høster fra egne parceller. Egen produktion udgør kun en lille del af de omkring 900.000 kg druer der årligt vinificeres. Resten købes via agenter fra parceller over hele øen. Vi møder husets daglige leder Humberto Jardim, i Henriques & Henriques hovedkvarter i Câmara de Lobos.  Her er der også en butik åben for turister. Det er muligt at prøvesmage glasvis og det at købe et stort udvalg af ældre Madeira-vine.

Husets unge vine, 3-5 år gennemgår estufagem i store ståltanke ved 42-45 grader i tre måneder, mens alle de noble druer gennemgår estufagem i canteiro – fade der ligger varmt eksponeret for sole. Ude fra vejen kan man gennem den store glasfacade se de stablede fade.

“Der er to kunstarter – kunsten at blande og kunsten at tage den rigtige beslutning. Flytte til andre fade ved at smage, sommetider har man vine man har glemt fordi de ikke var noget særligt, men så udvikler de sig og en helt ny situation opstår. Konstant evaluering både i forhold til dine kunder og i forhold til dig selv, er af stor betydning. For mig er det vigtigt at vinen taler til dig – I want the wine to talk to you.” Vi præsenteres ved en smagning for husets store spændvidde både i stilarter og alder. Gennemgående er, en meget høj kvalitetsstandard for samtlige vine, fra den yngste til den ældste. Her smagsprøver på et lille udvalg af dem og på side xx en præsentation af de vine den danske importør Best Selection p.t. sælger på det danske marked.

Humberto Jardim, der ses på indledningsbilledet begyndte sin karriere hos Henriques & Henriques i 1994. En af hans ynglingsdruer er Verdelho, der kan forene alle de bedste egenskaber fra det søde til det tørre. En mening han ikke er alene om og citerer for os et gammelt maderiansk ordsprog som han oversætter til: “When they want to please God they want to use Verdelho”.

SMAGNING

Full Rich Madeira

Fine brændte karamel, blomme-æbletoner. Udtalt sveske med fin balance mellem sødme, syre og fylde.

1997 Single Harvest – Fine Rich Madeira

(6 måneder whiskyfade) Tobak, honning, lys karamel, blomme, silkeblød, god balance.

1998 Single Harvest

Meget forskelligt fra den whiskylagrede. Har lidt ældet fadtone i næsen. Meget harmonisk, fin afrundet af syre og sødme.

Sercial 10 år

Stadig lidt aromatisk, røget, karamel, blommetoner, god spændstig eftersmag med æble, citrus og sødmefulde karamelstrejf.

Sercial 64

Friske nøddeagtige toner, stor kompleksitet og dybde i duften. Lang harmonisk eftersmag med nøddeagtig, meget fin, elegant tørhed. Meget flot vin.

15 Verdelho

Mandarin, karamel, honning. Igen en flot harmonisk og spændstig afslutning, ret sødmefuld.

20 Verdelho

Brændte karameltoner, kaffe, æblecitrus. Meget lang og stor i munden, fascinerende syrebid med sødmefulde karamel-æbletoner.

Verdelho Solera 1898

Lys gul-grøn farve, let plumret.Tropisk frugt, brændte karameltoner lang og blød frugtig smag af karamel og æble. 116 år!

Boal 15 år

Brændte kaffe-karameltoner, blommer, svesker. Afslutter i et flot modspil mellem sødmefuld karamel og delikate citrus-æble-strejf.

Boal 1980

Næsen mineralsk med bløde karamelstrejf. Meget sødmefuld, men med en tørhed, og syre, der gør den spændende.

Boal 1957

Udpræget karamel i både næse og smag i en harmonisk kontrast til metalliske toner, som når man tæller mønter og bagefter lugter til sine hænder.

Malvasia 20

Kaffe og brændte karameltoner. Lang med nøddeagtige toner og stor sødme svøbt i citrus.

Terrantez 1954

Som olie i teksturen med mørk farve og grøn kant, næsten til at tygge. Fylder hele munden med sveske, æble, karamelstrejf og en elegant tør sødme med syrlige citrusstrej. Fantastisk vin, alle sine 330 euro værd.

Da vi under smagningen af denne vin ikke kan lægge skjul på vores begejstring for den gamle Terrantez supplerer Humberto Jardim med et gammelt maderiansk ordsprog, der lyder: “Uvas de Terrantez nao as comas nem as des para vinho Deus as fez”. Frit oversat: ” Terrantez-druen skal man ikke spise, ikke give væk, den har Gud skabt til at lave vin på.”

Denne artikel stammer fra Vinbladets arkiv og blev første gang bragt i Vinbladet 24. Årgang, Nr.1 Marts-Maj 2014. Fra december 2015 udgives Vinbladet på nettet.