HM Borges har sit navn efter Henrique Menezes Borges, der grundlagde firmaet i 1877. I dag drives det af 4. generation ved søstrene Helena Borges Fontes og Isabel Borges Goncalces. Vi møder Isabel i firmaets hovedkvarter, midt i Funchal. Alt er holdt i gammel stil i den tidligere mølle, hvor firmaet flyttede til i 1922, da de begyndte at eksportere deres vine. I det forreste rum ud mod gaden er der en butik hvor man som turist kan få smagsprøver. Inde bag butikken alle de øvrige faciliteter; kontorer, vinifikationsudstyr, gærings- og lagringstanke, laboratorie og flaskeanlæg. Der opkøbes årligt via agenter fra 120-130 producenter omkring 200.000 kg druer, som bliver til 150.000 liter.
I dag er 80% af deres produktion 3-års vine. Deres 3- og 5-års vine laves på Tinta Negra, mens 10- og 15-års er lavet på Sercial, Verdelho, Boal og Malmsey. Borges laver også årgangsvine, sidst en 40-års Malmsey for at fejre byen Funchals 500 års jubilæum. Borges var tidligere kendt for sine gamle årgange, men de fleste af dem er solgt, og i dag er den ældste de sælger en 1940 Malmsey Solera, den bedste vi smagte hos dem under besøget (se smagsnotater). Isabel begyndte at arbejde sammen med sin far i 1989, og dengang solgte de mest bulkvin. Det solgte de også til Danmark, til chokoladeproduktion. Da bulkvinsalget officielt blev afviklet for at signalere at Madeira er en kvalitetsvin, krævede det en stor omlægning, fortæller hun, og nye kunder skulle findes til det forøgede flaskesalg. Blandt deres store kunder er det svenske Vinmonopol, der har deres egen etiket. Hun fortæller også at de har en million liter vin på deres lager, så fremtiden vil måske byde på ældre, vellagrede årgange, som den 1720 hendes tante hvert år åbner til jul – en Terrantez. Borges forhandles i Danmark af Viniportugal, der sælger Madeira, 3 years-old, Medium Sweet (79.95), Madeira 5-years-old, Medium Sweet (99,95) og Madeira 10-yeras-old, Sercial (189,95).
SMAGNING
Colheita 1995 Sercial
Blomme, æblecitrus. Fin frugt med let sprittede toner. Lidt kort bagtil.
Sercial 1975
Lidt stikkende med urene, lidt tørre, metalliske strejf. Blomme og syrlige æblestrejf.
Verdelho 20
Blomme, let brændt karamel, kaffe – i smagen blomme med fine citrustoner.
Colheita Boal 1995
Strejf af lidt uren fad i næsen – fedmefuld æble, blomme, karamel, og svesker, stor fedme med toner af citrus.
Boal 1977
Blommer og kanel med en behagelig tørhed. Fin længde med delikat eftersmag af blomme, karamel, æble og citrus.
Colheita Malmsay 1998
Karamel, blomme, chokolade. Fin balance mellem karamelsødme og æblecitrus, med tørre, metalliske kanel-blomme-æblestrejf.
Malmsey 1940 Solera
Brun-grønlige strejf i farven. Lækker luftig frugt med æble, blomme og tørre syrlige toner. Delikat og harmonisk, meget flot balanceret. Bedste vin vi smagte hos Borges.