I går, lørdag den 18. august dystede 275 danske vine om medaljer og hæder. Dansk Vinskue 2017 hedder arrangementet som Foreningen af Dansk Vin (FDV) står bag.
Der blev uddelt guldmedalje til 3 vine, sølvmedalje til 8, og bronzemedalje til 36. Betegnelsen Særlig Udmærkelse opnåede 80 vine. Christian Vejlgaard fra FDV er en glad mand på dansk vins vegne og konkluderer: ”2016 var et usædvanligt godt år for dansk vinavl og det kunne naturligvis ses og smages. Det skal blive spændende at se, om kvaliteten forbliver høj de næste år”.
Årets vinmager (bedste vin på skuet)
Jesper Rye Jensen, Vesterhavegaarden Vingård
Årets vinbonde (bedste unge vin på skuet)
Jesper Rye Jensen, Vesterhavegaarden Vingård
Jesper Rye Jensen er direktør og ejer af forlaget Rye Merc i Næstved og han fortæller, at han ikke har haft nogen baggrund for at lave vin. “Interessen startede”, uddyber han, “ganske enkelt af den årsag at min hustru Irina og jeg kunne lide et godt glas vin. Og når nu vi bor i disse fantastiske omgivelser i læ af Karrebækstorp skov og tæt på smålandshavets kyst kunne vi ikke få nogen bedre placering for en vingård og tog udfordringen op med at lave vores favoritvin Amarone. Vi startede i 2008 med æbler, æblemost og æblevine. I 2010 plantede vi de første vinstokke med blå druer til rosévin og rødvin og vi vandt vores første sølvmedalje for 2013 vinen, vores første rødvin! Vores motto er at lave lidt, men godt. På Vesterhavegaarden har vi nu 10.000 vinstokke og 2000 æbletræer, og alt dyrkes økologisk.”
Vindervine i de enkelte kategorier blev:
Bedste ældre vin
Sven Moesgaard, Skærsøgaard Gold Top – 2014
Klassen for unge vine
Bedste mousserende vin: Anders Ørnberg, Ørnberg Vin – ”Pinot Brut 2015”
Bedste hvidvin: Jan Nyholmgaard, Nyholmgaard Vin – ”Musca 2016”
Bedste Rosé eller Clairet: Niels Fink, Vejrhøj Vingård – ”Klipping 2016”
Bedste rødvin: Jesper Rye Jensen, Vesterhavegaarden Vingård – ”Fælleseje Rødvin 2016”
Bedste dessertvin: Tom Christensen, Dyrehøj Vingaard – ”RÖS Solaris Prestige 2016”
Bedste hedvin: Poul Riisager Henriksen, Vejstrupvin – ”PH-Port 2016”
Klassen for ældre vine
Bedste mousserende vin: Tom Christensen, Dyrehøj Vingaard – ”RÖS Muscaris 2014”
Bedste rødvin: Sven Moesgaard, Skærsøgaard – ”Gold Top 2014”
Bedste hedvin: Sven Moesgaard, Skærsøgaard – ”Hedvin 2010”
På indledningsfotoet er det i midten, Jan Nyholmgaard fra Nyholmgaard Vin, med sin guldmedalje for hvidvinen ”Musca”. Til venstre formanden for vinskueudvalget, Søren Refslund Møller, og til højre formanden for FDV, Knud Zangenberg.
Foto: Kurt Christiansen
Vil du vide mere om dansk vin så læs artiklen: Danmark fejrer 15 år som vinland