Når en bog i daglig tale og på de sociale medier ofte blot omtales som Bibelen, kan det ikke undgås, at det er med stor forventning og respekt, at man begynder at bladre i den. Først et hurtigt kig over indholdsfortegnelsen for at skabe overblik, dernæst lidt lystlæsning her og der for at stille nysgerrigheden og så den grundige læsning fra ende til anden med kritiske øjne, da formålet er en anmeldelse. Og endelig lidt krydslæsning og sammenligning med tidligere udgaver for at se, hvad der er ændret og nyt.
Lad det være sagt med det samme: Den nye reviderede udgave af Henrik Oldenburgs store bog ”Portvin” lever – stort set – op til forventningerne. Den er grundig og detaljerig, fuld af viden, kommer godt omkring, er godt fortalt og er rigt og flot illustreret.
Der er tale om 4. udgave af det digre værk, men 3. udgave var nu blot et gratis supplement på forlagets (og forfatterens) hjemmeside. Bogen udkom første gang i 1999 og anden og seneste trykte udgave i 2004. Med andre ord er der gået 12 år, og da der jo hele tiden sker nyt i portvinens verden er en ny udgave så afgjort velbegrundet.
I forordet giver Oldenburg selv eksempler på ændringer, der nødvendiggør en ny udgave. Det gælder fx koncentrationen af portvinshusene, hvad ejerskab angår. Han nævner ikke den øgede interesse for portvin i Danmark, hvilket efter min mening alene kunne være grund nok. Det voksende antal nydere af portvin herhjemme, fortjener en opdateret version, for nok findes der enkelte andre bøger om emnet på dansk, men ingen af dem har den samme encyklopædiske grundighed som Oldenburgs.
Grundig viden
Bogen er vokset med 56 sider og er stort set bygget op på samme måde som forgængeren. Først en fyldig gennemgang af historien, så kapitler om jorden, vejret og druerne, dernæst om fremstillingen og om de forskellige typer af portvin, om årgange og de mange producenter og endelig lidt om foreninger og institutioner af betydning for portvinen. Forgængerens afsnit med opskrifter og kort gennemgang af turismemulighederne er til gengæld røget ud, hvilket er helt fint efter min mening, da bogen – alene qua sit omfang – alligevel ikke egner sig som rejsefører.
Den grundige redegørelse for historien er ajourført til vore dage, og der er sket en udbygning af emner som jordbund, klima, druesorter, fremstilling og ikke mindst beskrivelsen af det svært gennemskuelige, men vigtige Beneficio-system, som jo bestemmer den årlige produktion af portvin. Lidt svær, men spændende læsning især for en som undertegnede, der også kan lide at nørde med den slags. Andre kan eventuelt springe over i første omgang, da bogen jo også er yderst brugbar som opslagsværk.
Beskrivelsen af de forskellige fremstillingsmetoder kan dog virke lidt uoverskuelig med sin opdeling i traditionelle, alternative og moderne metoder, da de lidt overlapper hinanden – ligesom man leder forgæves efter punkt A under de alternative metoder, der kun omtaler metode B, C og D.
Et godt tiltag er en øget brug af små emnemæssige nedslag som fx om jernbanen i Dourodalen og det gamle bødkerfag – om end placeringen nogle gange kan virke lidt tilfældig.
Den store og den lille historie
Henrik Oldenbrug formår at skrive, så historien og de mere tekniske redegørelser ikke bliver al for støvet læsning, og han trækker flittigt på sine mange gode bekendtskaber i Portugal, når det gælder den nyere historie og viden om huse og årgange. Endelig skriver han også med et glimt i øjet, som når der i forbindelse med traktorens dukken op står, at der nu bruges diesel som brændstof frem for Caldo Verde.
Samtidig mestrer Oldenburg glimrende at fortælle den lille historie i den store, så der hele tiden krydsklippes mellem den overordnede politiske udvikling og dens betydning for portvinsproduktionen. Men måske kunne man ønske en lidt skarpere redigering, da der, hvad angår de senere årtier, sniger sig en del beskrivelser af årets høst ind i det historiske afsnit. Og modsat fylder betragtninger om verdenshistorien en del i begyndelsen af kapitlet om årgange, hvor høstnotaterne er færre. Man kan jo godt tillade sig at spørge, hvor relevant en oplysning om, at Danmark gør sig klar til krig mod Tyskland, er for forståelsen af portvinsårgang 1847?
På samme vis dukker der også lidt gentagelse og overlap op mellem det historiske afsnit og afsnittet sidst i bogen under kapitlet om portvinens foreninger. Her er omtalen af de danske portvinsklubber i øvrigt ikke længere med, hvilket set ud fra et forbrugersynspunkt måske er lidt ærgerligt. Men på den anden side kan det være svært at skabe overblik med det tempo, nye mindre klubber dukker op rundt om i landet.
Erklære, ikke deklarere
Et andet væsentlig nyt tiltag er, at bordvinen denne gang er medtaget – både i det historiske kapitel (”Den nye rødvinsdal”), og hvad angår smagenoter under beskrivelsen af de enkelte producenter. Til gengæld er smagenoter på LBV, så vidt jeg kan se, røget helt ud. Det valg vil man jo altid kunne diskutere i en bog om portvin, men jeg hilser nu omtalen af bordvinene velkommen, da langt de fleste producenter i dag laver begge dele – og det i øvrigt på glimrende vis.
På portvinsområdet vælger Oldenbrug slet ikke at omtale basiskategorierne. En lille kort bemærkning kunne de nu godt have fået med på vejen. Og det kan undre, at et fænomen som rosé portvin helt forbigås i tavshed. Der er dog tale om et nyt tiltag, der har vakt en del opmærksomhed og diskussion – hvad enten man bryder sig om det eller ej.
Til gengæld er omtalen af de bedre kategorier udførlig med oversættelser af diverse regulativer på området. Alene at finde dem frem kræver et vis detektivarbejde. I afsnittet med omtale af Vintage foreslår Oldenburg i øvrigt, at man i stedet for at oversætte ”to declare” med ”at deklarere” bruger ordet ”at erklære”, da det bedre beskriver den frie beslutning, der ligger bag. Frie, da husene selv bestemmer, om de vil lave Vintage eller ej det pågældende år, selv om produktet skal godkendes som så af portvinsinstituttet. Det forslag vil jeg gerne tilslutte mig.
Endelig kan nævnes, at det synes som om, at Colheitas har en lidt mere fremtræden rolle i den nye udgave, hvilket kan afspejle en voksende interesse, som Oldenburg bl.a. tilskriver asiaternes lyst til ”at drikke årstal”.
Hvem er med – og ikke med?
Gennemgangen af årgange er selvfølgelig ajourført til og med forventningerne til årgang 2015. Det samme gælder den store opslagsdel med de forskellige portvinshuse, quintaer og producenter, hvor hele 106 forskellige af slagsen omtales – de fleste i hovedafsnittet med opslag varierende fra 1 til op mod 10 sider for de store huses vedkommende. Dertil kommer særskilt omtale af koncerner, ejere og sammenslutninger som Sogevinus, Symingtons og Douro Boys.
Mange nye producenter har fundet vej til bogen, men en del af dem kun i det efterfølgende supplement med en yderst kortfattet beskrivelse og uden smagenoter. Huse som Quinta do Mourão og Quevedo har fortjent fået deres eget opslag, mens andre som fx Bulas, Vieira de Souza og Wine & Soul kun er med i supplementet – og det til trods for, at de alle har kvindelige vinmagere, hvilket netop er en anden af de begrundelser for en ny udgave, der angives i forordet.
Endvidere er ældre huse som Osborne og Messias degraderet til supplementet, hvor man også kun finder kort omtale af den volumenmæssige helt store aktør Gran Cruz. Sidstnævnte har samme ejer som Dalva, der dog har sit eget opslag.
Modsat har kvantitativt mindre spillere som Quinta da Casa Amarela, Quinta do Côtto og den tidligere direktør for Ramos Pinto, João Nicolau de Almeidas familieejede Quinta do Monte Xisto deres egne opslag – og det uagtet de ikke importeres i Danmark og kun står opført med henholdsvis en 10 års Tawny og lidt bordvine.
Det kan altså være svært at se, hvilke kriterier, der ligger bag placeringen i henholdsvis hoveddel og supplement. Er det tilfældigheder eller personlige præferencer og bekendtskaber frem for objektive kriterier, er det sådan set fuldt legalt. Men det svækker desværre lidt bogens værdi som autoritativt opslagsværk.
Lystlæsning – og enkelte fejl
Alt i alt en grundig opdatering og revidering af bogen, som både kan bruges til lystlæsning, studium og som digert opslagsværk. Dog er det lidt ærgerligt, at man kigger forgæves efter gode oversigtskort over Dourodalen og Vila Nova de Gaia med angivelse af større quintaer og lodges.
Med så omfangsrigt et værk, kan det selvfølgelig være nærmest umuligt at undgå, at der sniger sig nogle småfejl ind. I den lidt korte, men ellers fine omtale af de mange eksklusive gamle colheitas, som har fundet vej til markedet de senere år, kan man således læse, at Taylor lancerede deres Scion efter købet af Wiese & Krohn. Men som det fremgår af opslagene om husene, finder overtagelsen af de gamle Krohn-fade først sted i 2013 – tre år efter lanceringen af Scion, som ifølge Taylors egne oplysninger stammer fra et fad, vinmageren David Guimaraens fandt i Dourodalen i 2008.
Ligeledes i afsnittet om portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, hvor der står, at der efter optagelsesceremonien i børsbygningen ”afholdes gallamiddag i den berømte ”arabiske sal”. Det gjorde der tidligere, men i al fald de sidste fire år har festen fundet sted i kongresfaciliteterne i Alfândega lige ved Douros bred. Bagateller? Javist, men den slags forstyrrer desværre.
Mine små indvendinger skal dog ikke forhindre, at bogen får mine varme anbefalinger. Den bør stå på reolen eller ligge på sofabordet hos enhver portvinsentusiast.
Henrik Oldenburg: ”Portvin”. 4. revideret udgave, 520 sider, Forlaget SMAG 2016. Kan købes hos Forlaget SMAG
