Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Flot ny dansk vinhistorie

Nu ved vi, takket være historikeren Anette Hoff, meget mere om danskernes vinkultur. Hun tager os i en veloplagt fortælling med helt tilbage til middelalderen og afdækker hvad hun har fundet i gamle arkiver med 300, 400, 500 og 600 års støv.

Hun konstaterer, hvordan vin først bliver noget for alle, med 1960’ernes velstand, Mallorca, Malaga, masseturisme og supermarkeder. Fortæller om vores vinkultur i dag, med vinsmagninger, vinsmagningskurser, vinrejser, vinbarer, vinapps  m.m. – og afslutter med kapitlet “Moderne danske vingårde”, om et nyt vinproducerende Danmark.

Det er en let læst og underholdende bog med 450 billederne, og små korte kuriøse sidehistorier, hentet fra det store mangfoldige arkivmateriale. Her én af dem, der handler om manglen på en vinkælder i Korsør, i 1616:

Aabent brev, hvorved Kongen, der har bragt i erfaring, at der i Korsør hidtil ingen offentlig vinkælder er bleven holdt, hvor fremmede, der kom til Byen, eller Borgerne selv ved forefaldende Lejlighed kunde få en god uforfalsket Rhinskvin, for at afhjælpe denne Mangel bevilger, at Giert Petersen Hollænder, Borger i Korsør, maa holde en fri offentlig Vinkælder, dog paa det Vilkaar, at han ikke må indlægge, sælge eller udtappe anden Vin end god uforplumpet og ufordærvet Rinskvin. Han skal sælge Vinen for en rimelig Pris og i alle Maader rette sig efter Kongens Forordning om Salg af Vin, saafremt han ikke vil tiltales og straffes.

Kilde: Kanceliets Brevbøger 27/3-1616

Historien om Rosenborgvinen

I bogen løftes sløret også for ny viden om den berømte Rosenborgvin, som Dronningen serverer til de årlige nytårstafler. Annette Hoff fortæller: ” Jeg havde lagt mærke til, at der ikke var en helt nagelfast forklaring på, hvorfor vinfadet under Rosenborg var fra netop året 1598. Så det svar måtte jeg gå på jagt efter. Og jeg blev simpelthen så glad, den dag jeg sad med Christian 4.s vinkælderregnskaber på Rigsarkivet og fandt svaret.” Og hvad er så svaret? Ja, det – og den gamle vins utrolige  “livsforløb” kan man få i kapitlet “Rosenborgvinens lange historie”.

Denne flotte vinhandler-prøvekuffert er fra ca. 1830 og har tilhørt Kield Thomassen Kieldsen, fortæller Annette Hoff i sin bog ”Den Danske Vinhistorie”. Kieldsen var vinhandler og gæstgiver i Horsens fra 1819, og hans fine forede træskrin er indrettet i to etager med glas øverst og smagsprøver, der er mærkede med vinens navn nederst, så de kunder han besøgte kunne sætte navn på de vine, de ville købe.

Vidste du…

– at de første regler om udskænkning af vin i Danmark er fra Ribe i 1269
– at Rhinskvin på Christian 4.s tid var den mest fornemme, mens fransk
vin var noget man gav sin tjener
– at fransk vin i slutningen af 1600-tallet nu var det man drak mest
– at udtrykket Skål! kendes første gang fra en retssag på Bornholm i 1555
– at der i 1750 var 269.000 liter vin til salg hos købmændene i Helsingør
– at der blev drukket sydafrikansk vin i Danmark allerede i 1744
– at der blev produceret dansk champagne i 1939

“Vidste du…” – er blot et lille glimt af alt det man kan få svar på i “Den Danske Vinhistorie” på 415 sider, der udkommer på mandag, den 5. november. Den er Anette Hoffs seneste bog i serien Nydelsesmidlernes Danmarkshistorie, der udover vinbogen omfatter: Den Danske Chokoladehistorie, Den Danske Tehistorie og Den Danske Kaffehistorie. Bøgerne er udgivet i samarbejde med Den Gamle By og ForlagetWormianum/Tidsskriftet Skalk. Og fortæller hun: “efter to års intensivt arbejde med vinen, er et nyt bind i nydelseshistorien ikke planlagt”.

Annette Hoff, er historiker, dr.phil., og seniorforsker i Den Gamle By, som hun har været tilknyttet siden 2013. Hun har arbejdet i museumsverdenen siden 1982 og  modtog i 2016 Kulturministeriets forskningspris, Julius Bomholtprisen, for hendes banebrydende forskningsarbejde om nydelsesmidlernes danmarkshistorie. I foråret 2018 blev hun optaget i Det Danske Gastronomiske Akademi.