Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Rekordhøje priser på Hospices de Beaune 

- Knud Kjelleup var med og reflekterer over perspektiverne

Søndag den 21. november var dagen hvor årgang 2021 blev solgt på Hospices de Beaunes 161. auktion. Knud Kjellerup, vinbonde på Maison Albert Sounit, var med og fortæller:

“Forud for dette års auktion har der udspillet sig et veritabelt drama i vinmarkerne. Det startede med en markant frost i dagene 6. – 7. og 8. april. Temperaturerne nåede ned på mellem 7–9 graders frost og med så lave temperaturer hjælper hverken bål eller brand i vinmarkerne. Frosten ødelagde hele Bourgognes forhåbninger om en generøs årgang 2021 og heller ikke Hospices de Beaune fandt nåde for naturens luner. Det var naturligvis frosten, der fik skylden for dramaet; men reelt set var ”skurken” den sidste uge i marts, hvor temperaturerne igennem hele ugen lå på mellem 22 og 28 graders varme. Den tidlige varme forledte vinstokkene til at belave sig på forårets komme, hvorfor de desværre nåede at kaste de beskyttende dækblade inden frosten indfandt sig. De sarte og spæde grønne skud var således aldeles forsvarsløse og blev ødelagt af den svidende frost.

I kolde tal blev Hospices de Beaunes høst af de hvide druer reduceret med godt 63% i forhold til 2020! De røde blev knap så hårdt beskåret; idet udbyttet her blev reduceret med 38% i forhold til 2020. På auktionen kom i alt 252 fade under hammeren: 57 fade hvide og 294 fade røde. Til sammenligning blev der i alt produceret 630 fade i 2020 og ikke mindre end 828 fade i 2018 – altså således i 2021 under 1/3 af 2018!

Hospice de Beaune i Bourgognes vinhovedstad Beaune blev grundlagt i 1443 som et hospital for de fattige med få betalende sengepladser til de rige. Hospitalet modtog sin første donation i 1457 i form af vinmarken ”Beaumont-le-Franc”. Siden er mange flere kommet til, og i dag råder Hospices de Beaune over 65 ha vinmarker.

Auktionens provenu går til drift af Hospice de Beaunes hospital i Beaune. Derudover har man valgt at støtte kvinderne på to vigtige områder: støtte til krisecenter for voldsramte kvinder og støtte til forskningen i brystkræft på La Curie forskningscenteret i Paris. Den form for velgørenhed håber jeg, at mange gerne vil støtte. Hvad kan vel være skønnere end at kombinere velgørenhed med at sætte en skøn flaske Hospices de Beaune på bordet? Enkelte vine er der kun produceret ét eller kun meget få fade af i 2021. Disse gør vi os på forhånd ikke de store forhåbninger om at købe. I det hele taget kan vi jo ikke forvente at købe, hvad vi plejer, når mængderne i år er så begrænsede. Måske sætter prisen også en grænse for købsmulighederne?

Første officielle auktion på Hospices de Beaune foregik i 1795, og blev gentaget året efter, i 1796. Derefter gik man tilbage til det traditionelle system med salg via de lokale négocianter – vinkøbmænd. Men fra 1859 er salget af hospitalets vinhøst altid foregået på den årlige auktion – den 3. søndag i november. I år stod Sotheby’s for auktionen, med en nu foreløbig 5-års kontrakt efter hospitalet sagde sit samarbejde med den forrige samarbejdspartner, Christie’s op.

Auktionens højdepunkt var salget af PIECE des PRÉSICENTS – i år i form af ét fad CORTON RENARDES Grand Cru. Der lagdes ud med et bud på 100.000 € og prisen går ret hurtigt op omkring de 500.000 €. Derefter gik det etapevis op til 780.000 €, hvor Albert BICHOT for en tid troede, at han var højstbydende. Lige inden hammerslaget forhøjede Olivier Gasseling og Mattia Tabacco fra det engelske OENO GROUP deres bud til 800.000 € og fik dermed hammerslag på fadet. Stor respekt! Tidligere rekord var på 780.000 € i 2020.

For vores vedkommende blev resultatet, at vi kom hjem med ét fad Pouilly-Fuissé og ingen Meursault 1. Cru, Beaune 1. Cru eller Corton Grand Cru. Lidt vemodigt, men trods alt fuld af glæde på vegne af Hospices de Beaune. Vi var med til at byde priserne op – et stykke af vejen. Derefter tog andre og mere generøse over, og for Hospices de Beaune blev den samlede hammerslags omsætning på ikke mindre end 11,678 mio. € – imod 12,77 mio. €, hvor mængderne var det dobbelte. Altså endnu en rekord!

Hospices de Beaune auktionen har i mange år været et tilløbstykke – nu måske mere end nogensinde før?

Jeg har tænkt meget over, hvor Hospices de Beaune auktionen ”er på vej hen”? Var 2021 bare en enlig svale, hvor knapheden fik priserne til at gå amok? Eller er Sotheby bare bedre til at nå ud til et netværk at ekstremt velhavende mennesker i Verden, som betaler hvad som helst for at være med til at støtte Hospices de Beaune? Det var i hvert fald fantastisk for Hospices de Beaune, at de med under halvdelen af 2020’s mængde opnåede et endnu større provenu på auktionen i år!!!

I mange år har det været en kommerciel platform, som har holdt hånden under Hospices de Beaune. Négocianterne og deres netværk af restauranter, hoteller, vinhandlere og private aktører har været i stand til at kombinere en kommerciel forretning, hvor der har været forståelse og plads til velgørenhed til benefice for Hospices de Beaune.

Er vi med 2021-auktionen på vej væk fra den kommercielle platform? Og er vi således på vej ind i et ekstremt velhavende netværk, som ikke har behov for at have en relation til prisen for en appellation – også selv om der er en merpris for den del, der udgør velgørenhed – og sikkerhed for kvalitet bag Hospices de Beaune etiketten? Min kærlighed til og fascination for Hospices de Beaune kan stå igennem alt (tror jeg nok), så mine reflektioner har ingen negative aspekter. Jeg tænker bare på, hvor vi er på vej hen? 2022 bliver nok året, hvor vi får svaret på mine spørgsmål??? Da ser vi, om vi vender tilbage til en form for normalitet, eller om vi kommer til at opleve en forlængelse af 2021 auktionen?”

Tekst og foto: Knud Kjellerup