Perfekte drikkevaner – og deres fjender

Listen over perfekte drikkevaners fjender rummer dels yderpunkterne: total afholdenhed og alkoholisme, dels mangelfuld information og snæversynet alkoholpolitik. Som tidligere direktør for det finske institut for alkoholforskning og forfatter til 41 videnskabelige artikler om alkohol og helbred er Kari Poikolainen en af de tunge drenge i førerfeltet af alkohol-forskere. Hans bog med en gennemgang af perfekte drikkevaner og deres fjender udkom første gang i 2014. Netop nu er Poikolainen på banen med en opdateret og udvidet udgave af sin bog.

Bogen giver et overblik over den nyeste viden om:

evidensen (dokumentationen) for det mådeholdne forbrugs gavnlige virkning på helbredet
faldgruber i alkohol-forskningen
alkohol som risikofaktor og måder til at mindske mulige helbredsskader
alkoholismens natur, årsager og konsekvenser
hvorfor en rigoristisk alkohol-kontrol politik fejler
smagsoplevelse og virkning på helbredet af øl, vin, spiritus, kaffe og te

For Vinbladets læsere, der typisk i valget af vin går efter kvalitet frem for kvantitet, vil særligt første og sidste punkt være af interesse. Den videnskabelige dokumentation, som er opbygget ved en lang række forskellige studier og eksperimenter gennem de seneste 50 år, er meget solid − faktisk er alkohol det mest grundigt undersøgte ”fødemiddel” overhovedet. Der er lavet langt flere undersøgelser af virkningen af øl og vin end der er studier af fx grøntsager eller mejeriprodukter. Men en ”anti-alcohol movement”, en lobby af forskere, politikere og embedsmænd, som Kari Poikolainen kalder ”the dark side”, har i årevis forsøgt at stille det mådeholdne alkoholforbrug i et dårligt lys, dels ved fortrinsvis at citere alkohol-negative studier, dels ved at manipulere reglerne for sammensætningen af gruppen af afholdende studiedeltagere, der bruges som referencegruppe i de videnskabelige undersøgelser.

Perfekte drikkevaner og genstandsgrænser

Man skulle tro at sundhedsmyndighedernes råd om genstandsgrænser ville være en god rettesnor for en vinelsker, der har perfekte drikkevaner som mål for sin omgang med vin.

Det første bud på et ”normalt, uskadeligt forbrug” stod i 1985 at læse i bogen Skål – og hvad så? skrevet af overlæge Finn Hardt: ”for mænds vedkommende angives grænsen til 5 genstande dagligt i gennemsnit, og for ikke-gravide kvinder til 3 genstande”. Fem år senere blev ”det uskadelige forbrug” skåret ned til de velkendte 14/21 genstandsgrænser, og i 2010 var Sundhedsstyrelsen nået frem til at ”intet alkoholforbrug er risikofrit”, men at 7 genstande/uge for kvinder og 14 genstande/uge for mænd kun indebar lav risiko. Et tilbageblik på de engelske genstandsgrænser bekræfter naturloven at grænsen for mådehold altid vil blive lavere med tiden: Det begyndte i 1979 med 56 drinks per uge som ”den absolut højeste grænse” for et ugentlig forbrug (rapport fra the Royal College of Psychiatrists) og sluttede i 2016 med 14 genstande (á 8 g alkohol) per uge for begge køn.

Naturloven fungerer også i USA. De amerikanske Dietary Guidelines har siden 1980 defineret et moderat forbrug som to drinks (á 14 g alkohol) per dag for mænd og en enkelt drink for kvinder. Et rådgivende udvalg har nu foreslået en nedjustering til en enkelt drink per dag for begge køn med tilføjelsen: ”Do not drink because you think it will make you healthier; the committee says: It won’t.” Komitéen lægger op til et brud med tidligere udgaver af Dietary Guidelines, som i perioden 1990-2010 advarede mod at drikke for meget, men samtidig anerkendte sammenhængen mellem et mådeholdent forbrug og færre blodpropper og lavere dødelighed. Blandt komiteens medlemmer er den canadiske forsker Timothy Stockwell, der som begrundelse for sin skepsis nævner sin analyse af de tusinder af studier, der ligger til grund for vore dages viden om det mådeholdne forbrugs virkning på helbredet. Stockwell mener at have fundet ”horrible fejl og systematiske mangler” i de fleste studier.

Fusk og manipulation

Det bør ikke komme bag på nogen at Stockwell, efter Kari Poikolainens mening, hører hjemme blandt ”de perfekte drikkevaners fjender”, og fortællingen om hvordan Stockwell og andre forskere fra ”the dark side” manipulerer med data og tolkningen af studier er spændende som en kriminalroman. Et eksempel er Timothy Stockwells ”analyse” fra 2016 af resultaterne af en velgennemført og anerkendt meta-analyse af 87 studier omfattende 367.103 dødsfald blandt de ialt 3.998.626 deltagere. Meta-analysen fandt en 14% lavere dødelighed ved et moderat på op til to genstande per dag sammenlignet med gruppen af afholdende. Stockwell brugte to tricks til at afmontere fundet af en lavere dødelighed hos mådeholdne nydere af øl og vin. For det første skærpede han definitionen af at være afholdsmand ved at udelukke folk, der enkelte gange i løbet af deres liv havde fået en drink. Kun 13 af de 87 studier levede op til Stockwells rigoristiske definition af livslang afholdenhed – en definition som Poikolainen anser for absurd: en enkelt genstande med måneders eller års mellemrum ændrer intet ved en persons status som afholdende når man skal vurdere alkohols effekt på krop og helbred.

Derefter ekskluderede Stockwell et stort studie, der havde fundet en overbevisende gavnlig effekt af et mådeholdent forbrug, uden anden begrundelse end at studiet var en ”outlier” – det vil sige havde ”for gunstige” resultater. Poikolainen har gennemgået det pågældende studie, som han finder opfylder alle regler til punkt og prikke og som det derfor er uredeligt at udelukke. Stockwells analyse af data efter sine to ”kirurgiske indgreb” fandt nu ikke længere forskel i dødelighed mellem gruppen af mådeholdne og gruppen af afholdende. En interessant bivirkning af hans manipulation var at resultaterne nu viste, at man kunne drikke op til 65 g alkohol (svarende til 5 glas vin) om dagen uden at have en højere dødelighed end de afholdende. ”Monkey business” kalder Poikolainen den manipulerede analyse, der nu føres frem som led i argumentationen for at sænke de amerikanske genstandsgrænser.

I den gode sags tjeneste

Timothy Stockwell og hans kolleger i anti-alkohol lobbyen er ikke onde mennesker, og de kæmper ikke en kamp mod alkohol for egen vindings skyld. Manipulation og andre former for data-fusk er naturligvis ikke i orden, men disse forskere er under indflydelse af ”White Hat Bias” – en tendens til at skrævvride data og citere særligt udvalgte studier i den gode sags tjeneste = kampen mod drukkenskabens svøbe. Druk og alkoholmisbrug, som hører til perfekte drikkevaners farligste fjender, er desværre udbredt i mange lande, og det er i den gode sags tjeneste at politikere og embedsværket iværksætter metoder til at bekæmpe druk lige fra det amerikanske alkoholforbud til de skandinaviske alkohol-monopoler. Sundhedsstyrelsens beslutning om at se bort fra deres eget ekspertudvalgs råd om at holde fast ved de velkendte 14/21-genstandsgrænser og indføre en 7/14-grænse i 2010 er et eksempel på at politiske hensyn i den gode sags tjeneste − og ikke den videnskabelige evidens om alkohol og helbred − har taget styringen.

Mådeholdets kunst

Kari Poikolainen har sin egen mening om genstandsgrænser, som han med gode argumenter lægger frem i sin nye bog. Grundlæggende er han af den opfattelse, at perfekte drikkevaner består i at drikke langsomt, nyde sin vin i små mundfulde (helst sammen med et godt måltid) og hvor antallet af glas tilpasses den enkeltes fysik med en god nattesøvn, nul tømmermænd og et normalt blodtryk er blandt målene for at have ramt rigtigt. Råd af den slags er det godt at have for øje mens man nyder bordets glæder, og det har man helt bogstaveligt i ”slyngelstuen” på Fuglsø Kro. Under et nyt ejerskab af Elisabeth Christensen er den hyggelige kro på Mols, der har lagt husrum til mange hyggelige fester for Molboer og andet godtfolk siden 1850, blevet nænsomt og smukt restaureret med engagement, talent og veneration for stil og traditioner.