Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Acaibo – fisk, vand og træ

Ny stor vin fra Sonoma

Det første der slår en, når man vågner på Trinite Estate, er kulden der er kommet snigende i løbet af natten. Det er koldt og fugtigt, først klokken 10 om formiddagen bryder solen rigtigt igennem og med den forsvinder den sidste morgendug som vinstokkenes overfladerødder har taget til sig i løbet af natten. Solen akkumulerer energi, natten og kulden holder frugten frisk. Man er ikke i tvivl, basis for at lave en stor vin er der.

Det var dét Gonzague Lurton så, eller måske følte, da han ved en tilfældighed besøgte Trinite Estate efter at have besøgt andre vingårde, der var til salg i Sonoma – og Napa Valley.

Gonzague Lurton i en amerikansk udgave.

De havde søgt igennem mange år, ægteparret Claire Villars Lurton og Gonzague Lurton, ejere af bordeauxslottene Château Haut-Bages Libéral, 5. Grand Cru i Pauillac, Château Ferrière, 3. Grand Cru Classé og Château Durfort-Vivens, 2. Grand Cru Classé  i Margaux – alle slotte arvet efter deres forældre.

De havde brug for at komme ud, væk fra Frankrig, prøve at skabe noget sammen og ikke kun forvalte den arv de havde fået. To franskmænd, konstant på vej mod ukendt land, ja ukendt mark. De fandt marken i Sydafrika, men deres kontakt her, en meget kendt vinproducent blev så begejstret, at han selv købte marken.

Lidt underligt syntes jeg, denne higen efter noget nyt, spændende, de havde jo selv været på en lang rejse i Bordeaux. Den biodynamiske rejse med mange bump på vejen, men også med enestående resultater. Her var den så, kærlighed ved første blik, mavefornemmelsen, der ofte er vigtigere i beslutningsprocessen end økonomiske beregninger.

Claire og Gonzague Lurton købte Trinite Estate af William Foley. Han har opbygget et stort vin-imperium  med vingårde i Sonoma, Oregon, Frankrig, New Zealand og Argentina. Trinite valgte han dog at sælge efter kort tid, fordi han ikke kunne få tilladelse til at mange vinturister dagligt kunne besøge vingården. En helt anden tankegang end i Europa. Trinite lejes nu ud til vinturister, når familien Lurton ikke selv bor der.

De købte ejendommen Trinite Estate, i Sonoma Valley, i Californien i 2012 og et par år efter tog de det helt store skridt og flyttede til USA sammen med deres tre børn, blev amerikanere med fransk accent. Tidspunktet for købet var det helt rigtige, priserne nede og Trinite Estate havde uanede muligheder.

Men hvorfor lige Sonoma?

Gonzague Lurtons far, Lucien Lurton samlede på slotte, mange slotte, det var hans største passion i livet. Ikke så meget for at tjene penge, selvfølgelig skulle produktionen gerne give afkast, men det vigtigste for ham var det at samle – det at bygge op, i vinmarken og i bygninger.

I 1950’erne rejste han til Californien og besøgte Napa Valley og Sonoma, blev ven med “The Maestro,” André Tchelistcheff, der definerede Californisk vin efter forbudstiden. Lucien Lurton var i øvrigt allerede dengang bekymret for at vinlusen phylloxera en dag ville ramme vinmarkerne i Californien.

Vinmarken på Trinite Estate, nyd de vilde blomster, det grønne dække.

”Jeg ved ikke hvorfor”, fortæller Gonzague Lurton, ”men min far talte altid passioneret om Sonoma Valley, ikke Napa Valley. Da man for 25 år siden begyndte at kunne søge på internettet, viste min far mig ofte steder i Sonoma, som han havde fundet. Jeg var ikke interesseret, men et eller andet sted må en tanke være blevet født.

I 2011 rejste vi med vores børn til Californien. Stakkels dem, Claire og jeg lavede ikke andet end at besøge vinhuse, deres ferie blev et lukket rum, der kaldes en bil. Vi lærte meget, men fandt ikke noget vi var interesseret i. I januar 2012 rejste jeg selv til Californien og havde forinden fået kontakt med forskellige agenter/ejendomsmæglere, der viste mig rundt. Men de forstod ikke rigtigt hvad jeg ville, forstod ikke ordet Terroir. For dem var et godt vinhus ét, der lå ud til en stor hovedvej, et kommercielt sted hvor vinturister kunne komme ind, smage, købe og blive medlemmer. Jeg havde inden min rejse fået kontakt til en advokat, Jay Behmeke, der vidste mere om vin end agenterne.

Den sidste dag vi kørte rundt ringede han og sagde, at han måske havde fundet stedet i Chalk Hill, Trinite Estate, der endnu ikke var sat til slag. Vi skulle alligevel besøge Sonomas berømte Vérité og Trinite lå kun få kilometer væk. Trods agenternes modvilje insisterede jeg på at se stedet. Det blev til en halv times besøg, jeg ringede hjem til Claire og fortalte, at jeg havde fundet STEDET og faktisk nærmest købt det”.

Pierre Seillan

En berømt franskmand på Vérité

Agenterne og Gonzague kørte derefter til Vérité for at besøge den berømte vinmager, franskmanden Pierre Seillan, der netop var ved at blande den næste årgang. Gonzague smagte på vinene sammen med Pierre, agenterne blev sendt ud af rummet. Nu skulle Trinite Estate diskuteres. Pierre bød på foie gras og Pierre Seillon, der laver Sonomas bedste vin, ikke mindst Cabernet Sauvignon, var begejstret ved tanken om at få en franskmand som nabo, han behøvede andre til at løfte niveauet for Sonoma Valley.

”Pierre Seillon, der havde været i Sonoma siden 1991 sagde til mig, at jeg skulle følge hans råd, ikke lave en masse fejl fordi jeg ikke kendte området og landet. I 2013 ringede han til mig i Bordeaux og sagde, at jeg skulle flyve med det samme, vi skulle høste nu, og ikke om 14 dage, som vi havde planlagt. Han var en uvurderlig hjælp, i bygningen af den nye kælder, i arbejdet i vinmarken. Vi har nu gjort vores egne erfaringer, og jeg tror i fremtiden mest på Cabernet Franc og Cabernet Sauvignon på Trinite Estate”, fortæller Gonzague Lurton.

A-Cai-Bo – både vinen og navnet ligger godt i munden

Modsat Bordeaux er der meget tørt i Sonoma og vand er derfor en meget vigtig ressource. Claire valgte, inspireret af tanken: vand og liv, navnet Acaibo til deres topvin. Navnet stammer fra den indfødte stamme Pomos sprog:  Aca betyder fisk, Aka betyder vand, ibo betyder et træ der vokser, og det blev til Acaibo.

Acaibo ligger i bakkedraget ”Chalk Hill” i den nordlige del af Sonoma Valley. Den kolde flod Russian River flyder mod vest, den varme dal Alexander Valley ligger mod nordøst. Vinmarkerne ligger som et amfiteater rundt om ejendommen, jorden og hældningen er med til at give druesorterne, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot, deres eget udtryk.

Chalk Hill angivet på et gammelt kort, som Claire Villars Lurton synes er det bedste hun har set over området.

Ægteparret har for nylig replanteret 5 hektar med Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc med kloner der passer til vinmarken. Vinmarkerne bliver drevet biodynamisk, græs, lokale blomster mellem de vertikale rækker af vinstokke modvirker erosion og giver underjorden et helt andet liv. Jorden er vulkansk med kalk, ler og silt.

Traktoren bruges mindst muligt for ikke at trykke jorden, for ikke at ødelægge den fine komposition der er bygget op gennem meget, meget lang tid. Vinmarkerne er inddelt i mindre parceller der gæres hver for sig, det hjælper til forståelsen af det terroir, som de prøver at finde. Opbindingssystemet er Guyot, ydelsen per hektar er det halve af den tidligere ejers.

Claire Villars Lurton i vineriet, tankene venter på årgang 2022.

Top moderne og traditionelt vineri

Det nye vineri ligger et stenkast fra vinmarkerne. Druerne plukkes med hånden i små plastikkasser. Inden gæringen i ståltanke ligger druerne hele efter meget skånsom afstilkning sammen med mosten i 3-4 dage under nitrogentryk i 12 grader for at trække farve, duft og smag ud af druerne inden gæringen. Druerne er meget små og derfor er der rigeligt med tannin i drueskindet.

Til at starte med ekstraherede man for hårdt, det er nu ændret, gæringen og efterfølgende maceration er blevet kortere, temperaturen er også sænket til 25 grader. Man presser også meget blidt, druekernerne er mere bitre i Sonoma Valley end i Bordeaux, og bitterhed i vinen kommer let frem hvis man presser for hårdt.

Vinkælderen – meget funktionelt, om natten åbner man så kulden kommer ind. Der afholdes besøg og smagninger, en del af den agroturisme der er så vigtig i USA.

Produceret i Sonoma Valley – sammenstukket i Bordeaux

Vi plukker ret tidligt” fortæller Gonzague, ”vi vil have friske, modne, koncentrerede druer ind i kælderen, druer der i sidste ende frembringer en vin uden høj alkoholprocent. Vi er meget opmærksomme på kunstvandingen, et begreb der er helt ukendt i Bordeaux. Gennem et avanceret styringssystem får hver enkelt vinstok netop det vand, den behøver. Vi vander en til to gange per år modsat andre, der ofte vander en gang per uge. Druerne plukkes om natten og tidligt om morgenen. Friske og sunde druer er en forudsætning for at vi, inden gæringen, kan lave en kold skindkontakt hvor mosten og dermed vinen får en mere koncentreret farve, duft og blid garvesyre fra druerne”.

Fadlagring efter amerikansk princip hvor fadene stables ovenpå hinanden.

Efter gæringen ligger vinen under aircondition i 12-18 måneder på franske fade. Selve prøveblandingen, sammenstikningen af vinen, udvælgelsen af den bedste vin, sker i Bordeaux. Det man på fransk kalder assemblage, hvor man udvælger den bedste vin og til sidst prøveblander vinen. Vinmageren Nicolas Vonderheyden tager turen fra Sonoma til Bordeaux, hvor Claire og Gonzague sammen med den kendte vinkonsulent og ønologen Eric Boissenot laver blandingen til førstevinen Acaibo i januar måned.

Efter 3 år i Californien er ægteparret igen hjemme i Bordeaux. Hele perioden med corona gjorde, at de ikke kunne rejse til USA. I 2019 oplevede de, på afstand, den helt store katastrofe. Vinteren havde været meget våd og vegetationen blev derfor meget større end normalt. Det skabte grobunden for branden, der ødelagde  mange huse omkring Trinite Estate.

Vingården overlevede ved et mirakel, det samme med årgangen, druerne var blevet høstet 14 dage inden. Men varmen var enorm og på en vandretur gennem vinmarker ser man i dag hvordan mange vinstokke syner hen. På den igen, en ny replantering af dele af vinmarken i lyset af en større forståelse af dét, der i 2012 for Claire og Gonzague Lurton var ukendt mark.

Et stærkt ægtepar, meget forskellige som personer. De komplementerer hinanden så 1 plus 1 bliver til 3. Vinmarkerne er i baggrunden.

At rejse – at være nysgerrig og dermed åben

Gonzague og Claire Villars Lurton lærte at forstå en kultur, der i et Californien er helt anderledes end i Frankrig. Men er der noget de kunne tage med hjem? ”Vi lærte først og fremmest at være på forkant med de klimaforandringer vi ser og den alkoholprocent i vinen, der stiger og stiger. Før tyndede vi ud bladene for at drueklaser skulle få mere lys, sådan er det ikke længere i nogle årgange.

Vi lærte også noget nyt om marketing, en hel anden måde at gøre opmærksom på sin vin på – at sælge sin vin. Men det vigtigste er nok at vi er blevet meget mere åbne over for nye ting, kan lettere bevæge os rundt i et Frankrig hvor meget er stift med regler, der bygger på gamle traditioner”, afslutter Gonzague.

SMAGNING

Acaibo  2015, Trinite Estate,  Sonoma

Moden duft, solbær, kirsebær, let røget, fine nuancer fra fad, strejf af viol. Moden frugt, fyldig, markeret moden tannin dækket med moden frugt, lang eftersmag med moden smag. 74% Cabernet Sauvignon, 20% Cabernet Franc, 6% Merlot. 93

Acaibo 2016, Trinite Estate, Sonoma

Mintet duft, udviklet, friske solbær, fin mintet tone, blyantstift, fine nuancer fra fad. Rig, cremet, moden tannin, fyldig med cremet eftersmag, lang og frisk frugt. 72% Cabernet Sauvignon, 18% Cabernet Franc, 10% Merlot. 93

Acaibo 2017, Trinite Estate, Sonoma

Mere udviklet duft, solbær, kirsebær, fin bærsødme sammen med frisk frugt, lakrids, chokolade. Frisk smag med markeret tannin, fin bærsødme midt i munden og god længde med friske, modne bær. 75% Cabernet Sauvignon, 13% Cabernet Franc, 12% Merlot. 92

Acaibo 2018, Trinite Estate, Sonoma

Flot duft, friske, modne solbær, mintet karakter med chokolade og fine nuancer fra fad. Moden smag, markeret tannin dækket af frugt, saftig og frisk med en eftersmag med tannin langt fremme i munden. 85% Cabernet Sauvignon, 11% Merlot, 4% Cabernet Franc. 94

Acaibo 2019, Trinite Estate, Sonoma

Lukket duft, ren frugt, solbær, kirsebær, let blyantstift, fine nuancer fra fad, der er helt integreret i vinen. Meget rank, meget præcis, moden tannin, velouragtig, lang, lang, rig eftersmag med smuk frugt. En helt perfekt vin, helt harmonisk. 88% Cabernet Sauvignon, 9% Merlot, 3% Cabernet Franc. 95

Claire Villars Lurton og Gonzague Lurtons vine kan alle købes via deres Vinklub