Rosé er for vinelskere en sand forårsbebuder, der, som lærken med sine triller, giver løfter om sol og sorgløse sommerdage. Stilmæssigt fremstår rosévinen som en munter, ukompliceret drik, der skal nydes i sin ungdom og drikkes kølig i store slurke. Mellem 2002 og 2018 steg den globale produktion af rosé med 40%, mens forbruget af andre vintyper kun voksede med 3%. Måske er det billedet af umiddelbar charme og let tilgængelig nydelse, der har fået nogle vineksperter med forfinede smagsløg til at se ned på rosévin som en banal drik for amatører. Søren Frank, madanmelder på Berlingske og forfatter til flere vinbøger, er f.eks. citeret for denne karakteristik: ”Rosévin er som et afbrudt samleje”.
Men faktisk står selve fremstillingen af god rosévin i skarp kontrast til vintypens letsindige ”ad libitum” image, for det er faktisk en svær opgave at lave rosé af høj kvalitet. Når man smager roséer fra producenter, der gør sig umage, er det tydeligt at man ikke kan skære rosé over én kam. The World of Fine Wine, et engelsk vinmagasin der er anerkendt for sin ekspertise, præsenterede i 2022 resultatet af den første rosésmagning i bladets historie. Roséerne fra Provence lå i spidsen med flere længder og fremstod entydigt som ”The global rosé benchmark”. Stor rosévin er karakteriseret ved en gennemført underdrivelse og nuancerigdom fra første glimt til sidste slurk. Men en læskende, frugtig drikbarhed fra det øjeblik, vinen er tappet på flaske, er roséernes ypperste dyd, samtidig med at den forfriskende syre giver lyst til det næste glas. I testen af pinsens rosévine har vi fundet en overordnet testvinder, og en testvinder i lavpris-kategorien.
Nu hvor solen står højt på himlen bør du være opmærksom på, at rosévin i glasklare flasker (og vinglas) bør beskyttes mod direkte sollys. Sommersolens UV-stråler kan skade vinens duft og smag, hvilket kan vise sig som tab af duft- og smagsstoffer eller ved at vinen har udviklet en ubehagelig lugt af kål eller våd uld. Den grimme lugt, som franskmændene kalder ”le goût de lumière” (smagen af lys), skyldes stoffet dimethylsulfid.
No. 2 de Saint-Martin 2023, Côtes De Provence AOP, Frankrig
Lys løgskal. Indbydende duft af hindbær, abrikos og lime. Intens, let krydret smag af fersken, hindbær og moreller med en læskende mineralitet, flot fylde, lang eftersmag og en frisk syre i afslutningen. Flot rosé med gedigen Provence-kvalitet. (12,5%).
****** TESTVINDER
119,95 kr.
Tilbudspris 17.05. – 04.07.:
1 fl. for 89,00 kr.
Daisy Rosé Non-Vintage, Frankrig
Laksrosa. Livlig rosé med frisk start fulgt op af en frugtig smagspalet med hindbær og jordbær, behagelig frugtsødme, pæn længde og en frisk syre i afslutningen. (12,5%). Sin ydmyge appellation til trods lever denne rosé op til vintypens krav om stor drikbarhed og uhøjtidelig charme.
******
79,95 kr.
Tilbudspris:
2 fl. for 119,00 kr.
Exhib’ 2023, Côtes de Thau, Cap d’Agde IGP, Frankrig
Sart rosa. Delikat duft af hindbær og fersken. Forbavsende intens og let krydret smag af moreller og grapefrugt med tilpas frugtsødme, lang eftersmag og en flot syrefinale. En dejlig rosé med underspillet kvalitet uden falbelader – som en ung brud på Cap dAgdes nudiststrand. (12,5 %).
******
Fast lavpris:
1 fl. for 69,00 kr.
Silenia Rosé 2022, Yecla DO, Spanien
Lys løgskal. Indbydende duft af abrikos, appelsinskal og citrus. Smagen af fersken og røde bær har en eksotisk tone med tiltalende krydring og en fin syre som afslutning. Spændende rosé på 100% Monastrell og et godt bud på en aperitif til sommerens gæstebud, skænket køleskabskold. (12,5 %).
******
50,00 kr.
Tilbudspris 23. – 29.05.:
1 fl. for 39,00 kr.
Château de Castillon 2023, Appellation Bandol Contrôlée, Frankrig
Funklende rosa. Dejlig duft af jasmin, fersken og citrus med et strejf af røde bær. Den aromatiske smagspalet har toner af moreller, mandarinskal og grapefrugt med god længde og smagsfylde, et strejf af tannin og en præcis syre. En flot økologisk rosé fra Bandol – et vindistrikt der ligger i toppen af rosévinenes superliga. (13,5 %).
******
149,95 kr.
Tilbudspris:
1 fl. for 99,95 kr.
Sauvignon Blanc Blush 2022, Valle Central, Chile
Delikat duft af hyldeblomst og citrus med en tone af rød bærfrugt. På smagspaletten findes grøn peber, stikkelsbær og kiwi med en diskret tone af Kongen af Danmarks bolcher og en velafstemt syre. Her er hvidvinselskerens rosé, hvor den hvide Sauvignon Blanc har fået sin farve i kinderne ved tilsætning af et stænk Pinot Noir. Rosévin fra en super-økologisk producent.
******
69,95 kr.
Tilbudspris:
1 fl. for 49,95 kr.
Mimi en Provence 2023, Côtes De Provence AOP, Frankrig
Ganske lys rosa. Herlig duft af hindbær, jordbær og citrus. Aromatisk smagspalet sat sammen af hindbær, æbler og lime med diskret frugtsødme, excellent balance og en perfekt syre i afslutningen. Flot flaske med glaslåg, hvis indhold bevidner hvad Provence-appellationen kan præstere. (12,5 %).
******
Fast lavpris for 1 fl.:
85,00 kr.
Chemin Des Roses 2023, Méditerranée IGP, Frankrig
Lys rosa. Attraktiv duft af hindbær og citrus. Velkomponeret smag af hindbær, honningmelon og citrus med diskret frugtsødme, lang eftersmag og en fin syrefinale. En aldeles glimrende rosé fra IGP Méditerranée, der dækker et stort område med dele af Provence-Alpes, Côte d’Azur og Rhône-Alpes distrikterne samt noget af Languedoc-Roussillon. Flot flaske, velsmagende indhold og en god pris. (12,5 %).
****** lavpris TESTVINDER
Fast lavpris for 1 fl.:
50,00 kr.