Søndag den 26. maj var der finale i Det Åbne Danmarksmesterskab i blindsmagning. Der var spænding til det allersidste før tre-mands teamet “De 3 Pinot’er” kunne kåres som Danmarks bedste i 2024. Finalen blev afviklet efter knockout-princippet, hvor det hold med den dårligste score forlader scenen efter hver vin. Således røg forhåndsfavoritterner “The Three Muscadets” ud allerede efter første vin, og til sidst var der kun én vin og to hold tilbage. Begge hold gættede korrekt på Portugal som oprindelsesland, og vinderholdet gættede også korrekt på, at der var tale om en madeira. Da holdet “Grand Crew” gættede på portvin, var der ikke mange point at hente for dem, og de måtte tage til takke med andenpladsen. “Aarhusiansk selskab for Blindsmagere” snuppede tredjepladsen, Sneaky Blinders blev nr. 4 og The Three Muscadets – der vandt i 2022 og blev nr. 2 i 2023 – blev nummer fem.
Inden man nåede så langt, havde 54 tremands-hold haft en varm og intens dag i den flotte Axelborg-sal i København. Deltagerne var fundet gennem fire semifinaler med i alt 127 hold suppleret med de 15 bedst placerede hold fra sidste års finale. Hovedrunden bestod af 12 vine (se listen), og ligesom sidste år skulle holdene aflevere deres svar i konkurrencens digitale svarsystem indenfor 10 minutter.
Hver vin blev til jubel eller dybe suk fra salen afsløret løbende. Herefter opdateredes den store pointtavle, som uden nåde viste holdenes aktuelle placering. Det er et format der favoriserer de hold, der formår hurtigt at nulstille sig mentalt og fokusere på næste vin. Efter hovedrunden gik de tre bedste hold direkte til finaledelen, mens de dårligste 33 hold forlod turneringen. Derefter var det tid til playoff med yderligere tre vine. 6 hold dystede om de sidste to finalepladser, mens 12 hold dystede om de sidste seks pladser med direkte kvalifikation til næste års finale.
De 3 Pinot’er, der var blevet nr. 2 i hovedrunden og var gået direkte i finaledelen, kan nu se frem imod at repræsentere Danmark ved VM arrangeret af det franske vinmagasin La Revue du Vin de France. Det afholdes på Château Dauzac i Margaux den 11. og 12. oktober.
Holdet består af Anders Kokholm Christiansen, Jacques Christiansen og Jacob Petersen. De to sidstnævnte arbejder ikke i vinbranchen, mens Anders K. Christiansen har gjort det i 25 år og pt. er hos Husted Vin. ”Vi har ikke som sådan en taktik, men vi prøver ret hurtigt at melde ud, hvad vi meget konkret tror, vi har i glasset. Jeg er vel at betegne som holdkaptajn og træffer indimellem den endelige beslutning, hvis der er behov for det.” udtaler Anders K. Christiansen.
”I år følte vi os ret sikre på bl.a. Riesling Kabinett, Arbois Poulsard, Bordeaux’en og Châteauneuf i hovedrunden. Og så var vi ret sikre på Champagnen, Rioja og ikke mindst Madeira i finalen. Vi havde generelt en bedre mavefornemmelse omkring vores gæt, end vi normalt har.”
Det var femte gang, at holdet deltog i finalen, så der er blevet trænet en del gennem årene. ”Jeg tror, vi har en fordel af vores trænings-setup, som er en kopi af turnerings-setuppet. Vi bruger omkring 250,- pr. flaske for at matche niveauet fra turneringen og serverer dem helt blindt med 10 min. til at afgive svar. Så vi har smagt i omegnen af 70-80 vine i år på præcis
samme måde, som vi smager dem til turneringen”, siger Anders K. Christiansen.
Vinene til finalen ved DM i blindsmagning 2024
Indledende del:
1. Sonnenberg Kabinett 2021, Weinmanufaktur Petershof, Mosel. Tyskland – riesling
2. Etna Bianco 2022, Pietrarizzo, Sicilien. Italien – carricante og cataratto
3. Rocca de Piro 2019, Ar.Pe.Pe., Valtellina Superiore (Grumello), Lombardiet. Italien – nebbiolo
4. Bramare Malbec 2020, Viña Cobos, Lujan de Cuyo, Mendoza. Argentina – malbec
5. Châteaneuf-du-Pape 2020, André Brunel, Rhône. Frankrig – grenache noir, mourvedre
6. Amarone della Valpolicella Classico 2019, Speri, Veneto. Italien – corvina veronese, rondinella
7. Reserva de la Familia Gran Reserva 2018, Juvé e Camps, Cava, Catalonien. Spanien – xarel·lo,
macabeo
8. Pfingstberg Grand Cru 2020, Francois Schmitt, Alsace. Frankrig – gewurztraminer
9. Arbois 2018, Domaine des Bodines, Jura. Frankrig – poulsard
10. Pinot Noir 2022, Mount Edward, Central Otago, Otago. New Zealand – pinot noir
11. Château Grand-Puy-Lacoste 2012, Pauillac. Frankrig – cabernet sauvignon, merlot
12. Aszú 5 puttonyos 2014, Oremus, Tokaj, Zemplen. Ungarn – furmint, harslevelü
Playoff-del:
1. Riesling Roches 2022, Zind-Humbrecht, Alsace. Frankrig – Riesling
2. Hermitage 2019, Yann Chave, Rhône. Frankrig – syrah
3. Zinfandel Kirschenmann Vineyard 2021, Turley Wine Cellars, Lodi, Californien. USA – zinfandel
Finale-del:
1. Blanc de Noirs NV, Gaston Collard, Champagne. Frankrig – pinot noir
2. Spitzerberg Oberer Roterd 2021, Dorli Muhr, Carnuntum, Niederösterreich. Østrig –
blaufränkisch
3. Gran Reserva 890 2010, La Rioja Alta, Rioja, La Rioja. Spanien – tempranillo, mazuelo
4. Verdelho Frasqueira 1989, d’Oliveira, Madeira, Terras Madeirenses. Portugal – verdelho
Det Åbne Danmarksmesterskab vender tilbage i 2025 og datoerne for semifinalerne annonceres på www.dmblindsmagning.dk
På billedet af vinderholdet er det fra venstre Jacob Petersen, Anders Kokholm Christiansen og Jacques Christiansen. Foto: Flemming Gernyx