Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Østrigsk rødvin i Top-100

Østrig har traditionelt været synonymt med hvidvin – især de hvide fra den mest plantede druesort, Grüner Veltliner. Men forandringens vinde blæser. Nu bliver Østrigs bedste producenter også anerkendt for deres rødvine. Den nye liste over de 100 bedste vinerier udgivet af det amerikanske magasin Wine & Spirits omfatter fire østrigske vinproducenter, hvoraf de tre er rødvinsproducenter. De fire vingårde på listen er: Roland Velich fra Moric Winery i Mittelburgenland, Rudi Pichler i Wachau, Wachter-Wiesler Winery i Eisenberg (det sydlige Burgenland) og Dorli Muhr i Carnuntum, øst for Wien mod Østrigs grænse til Slovakiet.

“For første gang er tre af de fire østrigske producenter på ranglisten rødvinsproducenter. Og for første gang er en østrigsk kvinde med. Jeg er meget stolt af begge dele,” siger Dorli Muhr om placeringen på Wine & Spirits Top 100 liste

Nu også en rødvinsnation

For kun få år siden blev Østrig ikke set som et betydningsfuldt rødvinsland, og man vidste kun lidt om druesorten Blaufränkisch.  I dag arbejder de østrigske rødvinsproducenter, der er med på top-100 listen – Moric, Wachter-Wiesler og Dorli Muhr med Blaufränkisch, der for alvor kom på dagordenen ved et topmøde i det alpine feriested Lech i december 2022. Druens karakter, oprindelse og udvikling blev diskuteret af vinkritikere og sommelierer fra hele verden, og smagninger blev gennemført med mere end 50 Blaufränkisch-vine.

Katharina Muhr i 1912

De stærke kvinder

Dorli Muhrs bedstemor Katharina Muhr (*1894) tilbragte sin barndom og ungdom i Prellenkirchen, hvor hun blev opdraget af sin moster Barbara. Da Katharina vendte tilbage til sin hjemby Rohrau i 1918 for at stifte familie, gav hendes tante hende et stykke vingård på Ried Roterd. Det var på 0,17 hektar.

De 0,17 hektar på Ried Roterd var familien Muhrs følelsesmæssige tilknytning til Prellenkirchen i godt tres år. Efter Katharina Muhr fortsatte sønnen Franz og hans kone Adelheid med at drive den lille vingård. Druehøsten var en begivenhed, som hele familien så frem til, selv om den blev gennemført på få timer. Vinen fra den lille parcel fyldte fire små tønder, der blev tømt under berygtede “kælderfester” med venner i løbet af året. Da vinstokkene på den gamle vingård endelig gradvist døde, ryddede Franz Muhr dem og lod det ligge som brakjord.

Fra PR til vinbonde

Dorli Muhr opdagede sin entusiasme for vin mens hun studerede fransk og spansk, og grundlagde i 1991 et marketing- og PR-bureau kaldet Wine&Partners, der specialiserede sig i kommunikation vedrørende vin.

Længslen efter selv at lave en vin fik hende til at genplante brakgrunden på Spitzerberg i 1995, og sammen med sin daværende mand Dirk van der Niepoort blev de første vine herfra lanceret i i 2002. Det entreprenante par erhvervede nye jordlodder ud over familiens gamle parcel, så vingården Muhr-van der Niepoort voksede, og steg i mængde og kvalitet hvert år.

Dorli Muhr med sin datter Anna

Ti år efter, at ægteskabet mellem Muhr og Niepoort endte med en skilsmisse, gik de endelig fra hinanden økonomisk. Dorli Muhr overtog Dirk Niepoorts aktier og har drevet vingården under hendes sit eget navn siden 2019. Samtidig købte hun et lille hus i Prellenkirchen og flyttede virksomhedens hovedkvarter dertil. Sammen med sin datter Anna vendte hun tilbage til landsbyen, hvor Annas oldemor tilbragte sin barndom og ungdom. Nu kan Anna og hendes mor så glæde sig over en flot placering på Wine & Spirits eftertragtede Top 100 liste.