
Nordjyder er ofte af få ord, men det er på ingen måde tilfældet med Ib Bergkjær, direktør for Sigurd Müller Vinhandel i Aalborg. Han er en ekvilibristisk hurtigtaler, morsom og direkte: ”Hvis du spørger, hvordan det går, er svaret fantastisk. Der er ingen krise her, vi lever godt i det skjulte.”
Vin og dialog er hans brændstof. Det har det været, siden han som 13-årig var bydreng hos den lokale købmand, der også havde et fint udvalg af vin på hylderne.
Som 19-årig blev han kontorelev hos Sigurd Müller, hvor fejning af gulvet var en del af jobbet. Det var i 1986 og nu, 29 år efter, er han stadig en Müller, siden 2009 med titel af administrerende direktør.
Sigurd Müller Vinhandel blev etableret i 1975 af en gruppe restauratører, som savnede en vinleverandør, der var ”deres egen”. I dag har firmaet 354 aktionærer, men Ib Bergkjær driver forretningen uden begrænsninger fra sine ejere, men han er åben over for forslag og input fra sine kunder: ”Det er synergi, de provokerer os, påvirker vores valg af vine og gør os mere dynamiske”, siger han, og fortsætter: ”Vi havde for eksempel kun få producenter fra USA, det blev der talt meget om, og nu har vi 15. Det er sådan, vi fintuner og kommer i gear. At indkøbe vin er en stadig, igangværende proces, en udveksling mellem os, vores kunder og producenterne”.
Sigurd Müllers 31 ansatte servicerer og leverer 80% til hoteller og restauranter, 20% til private og business to business-kunder. I Aalborg har firmaet en butik, men ingen hjemmeside, hvor man kan bestille vin, derimod sendes der fem gange årligt 9.000 nyhedsbreve ud. Og der er noget at vælge imellem i alle priskategorier. Intet mindre end 3.200 vine er at finde i Sigurd Müllers portefølje, heriblandt nogle af verdens mest kendte og efterspurgte vine, som franske Romanée-Conti, og spanske Vega Sicilia. Ib Bergkjær nævner et par eksempler mere: J. Faiveley, Ladoucette, Fonseca, Ornellaia, Le Pin, Château de Beaucastel og Elderton. Og han smiler ved tanken om det nyeste ”hit”, en ikke ny, men gammel og glemt Madeira, der før Anden Verdenskrig var en stor sællert i Danmark. ”Jeg elsker at se det glade blik i mine kunders øjne, når de kommer igen.”