Torsdag den 23. maj kunne de tre søskende Tessa, Sebastiano og Niccolò Capponi fejre, at deres deres familie for 500 år siden, den samme dag, i 1524, købte vingården Villa Calcinaia. Det skulle fejres med gæster fra ind-og udland, der deltog i et seminar om familiens og vingårdens historie – et vingesus af dimensioner, på dagen fortalt af familiens 37. generation.
Man fornemmer, at det må være en helt særlig familie, der har formået at lave vin på den samme vingård i uafbrudt 500 år. Den histoire får vi på jubilæumsdagens konference fortalt af militærhistorikeren Niccolò Capponi, der fortæller, at familiens rigdom, indflydelse og magt tager sit udgangspunkt i Firenze allerede i 1210 og han viser os en skriftlig kilde om en Cappone Capponi, der er medlem af byens silkevæver-laug Arte della Seta. Det var begyndelsen på en blomstrende handelsvirksomhed i de efterfølgende århundrede og familien fik deres adelige grevetitel, blev kunstmæcener og politikere.
Historierne er mange, men én af de episoder, der ifølge Niccolò Capponi gjorde familien berømt, var da Pier Capponi som leder af den florentinske republiks delegation under belejringen af Firenze i 1494 modsatte sig “trusler og ublu” krav fra kong Charles VIII af Frankrig, og gav ham svaret: “Hvis du blæser i dine trompeter, vil vi ringe med vores klokker!” Med andre ord klokkerne ville kime for at kalde det florentinske folk til at kamp i de smalle bygader, hvis den franske hær greb til våben.
Familiens mange aktiviteter omfatter også bygning af paladser og villaer i Firenze, der bærer efternavnet Capponi og vidner om, hvordan familien var en stor aktør i byens historie. Bygninger fulde af kunst og skønhed, herunder: Palazzo Capponi-Covoni, Palazzo Capponi alle Rovinate, Palazzo di Gino Capponi all’Annunziata, Palazzo Capponi-Vettori, Palazzo Capponi-Incontri, Casa Capponi og Villa Capponi ad Arcetri.
Capponi-familiens tilstedeværelse i Val di Greve kan føres tilbage til midten af 1400-tallet hvor vinproduktionen er dokumenteret ved kilder, der beskriver transport af rødvin til Firenze. Det var også en Niccolò Capponi, (1577-1643), der efter en succesfuld militær karriere og hyppige rejser til Frankrig i 1613 skrev bogen: – “Modo di fare il vino alla Franzese, secondo l’uso dei migliori paesi di Francia” – “Fransk måde at lave vin på i de bedste landsbyer i Frankrig”, udgivet i 1613 af Stamperia Sermartelli. Med den ville han inspirere toscanerne til at lave vin, der som de franske var mere robuste og kunne ældes. Tankerne han nedfældede her omsatte han til praksis på Villa Calcinaia, som han havde overtaget efter sin bedstefar, der have købt den i 1524.
Villa Calcinaia i dag
Villa Calcinaia er i dag en ejendom på to hundrede hektar med 27 hektar vinmarker, ti hektar olivenlunde og hundrede hektar skov, resten er et jagtreservat for det lokale dyreliv og en gedefarm, hvor der laves gedeost. Alt dyrkes økologisk, og har været det siden 2000, efter en omlægningsperiode, der begyndte i 1997. I marken er det Daniele Innocenti og Luca Socci, der har ansvaret for at høste sunde, rige og smagfulde druer sammen med modne oliven, der bliver omsat til en fremrangende olivenolie.
I kælderen har Federico Staderini været ønologisk rådgiver siden 1996, og han koordinerer teamet ledet af Sabrina Socci. Deres ansvar er, at omsætte druesorterne Sangiovese, Canaiolo, Trebbiano, Malvasia Bianca og de mange andre druesorter, der findes på Villa Calcinaias parceller til en vin på den klassiske “Mauvais Chapon”-metode, og til: Villa Calcinaia Chianti Classico, Chianti Classico Riserva, de tre enkeltmarksvine Gran Selezione: “Vigna Bastignano”, “Vigna La Fornace” og “Vigna Contessa Luisa”. Og til “Casarsa”, en ren Merlot, fra en parcel der blev plantet i 1967, og endelig en Vin Santo fra Chianti Classico.
Villa Calcinaia producerer to forskellige serier af vine. Basis-serien hedder “Villa Calcinaia”, der har familiens ædle våbenskjold på etiketten, en firkant opdelt diagonalt i to halvdele, den ene hvid og den anden sort. Det er deres mest traditionelle vine, lavet på druer fra de ældste vinmarker plantet mellem 1959 og 1975. Den anden serie er opkaldt efter det første kendte familiemedlem, “Cappone”. Her kommer druerne fra yngre vinmarker, men også med en traditionel tilgang baseret på Sangiovese, deres vigtigste druesort.
I 1992 overtog grev Sebastiano Capponi ledelsen af Villa Calcinaia og han begyndte i 1996 med professionel støtte fra ampelografen, Roberto Bandinelli, at bevare den genetiske arv fra gamle druesorter på deres parceller, herunder Mammolo, Sanforte, Occhiorosso, Canaiolo, Buonamico, Occhio di Pernice, San Colombano, Malvasia Bianca, Trebbiano og mere end 150 Sangiovese-biotyper. Nogle af sorterne vinificeres og aftappes separat, i begrænsede mængder, især Occhiorosso, Sanforte og Mammolo. I 2022 startede Villa Calcinaia også et projekt i samarbejde med universitetet i Firenze: “Per la valorizzazione del vitigno autoctono Occhiorosso per il miglioramento delle produzioni vitivinicole toscane” – der frit oversat betyder en undersøgelse og vurdering af druesorten Occhiorossos potentiale for den toscanske vinproduktion.
Et af de smukkeste vinlandskaber i verden
Tessa Capponi-Borawska er som navnet antyder polsk gift og har siden sit ægteskab været bosat i Polen, hvor hun er en kendt kogebogsforfatter. Hun talte på konferencen om det arbejde, der er i gang for at få Chianti Classico-områdets unikke landskab på UNESCOs verdensarvsliste.
Der er tale om et unikt gammelt landskab, intakt helt tilbage fra middelalderen på grund af det der bliver kaldt – “The system of the Ville-fattoria in Chianti Classico” – alt det som Villa Calcinaia repræsenterer med sin historiske kontinuitet. Og med et genbesøg i måske verdens smukkeste vinlandskab kan det kun være et spørgsmål om tid, før Chianti-verdensarven får sit officielle stempel.
Villa Calcinaia i tal
31,5 ha vinmarker med en gennemsnitlig tæthed på 5000 planter/ha
21,5 ha plantet mellem 1990 og 2020
10 ha mellem 1959 og 1975
10 ha olivenlunde
100 ha skov
Læs mere om vinene her
I DK kan Villa Calcinaias vine købes gennem vinklubben Haslund Wine Import. Tilmelding til klubben på: Haslundwineimport@gmail.com