Danske forbrugere har det seneste halve år haft svært ved at købe vin fra USA’s vestkyst, men nu forsøger vinplatformen Kobaj i samarbejde med 13 vinhuse at gøre transporten over Atlanten nemmere og hurtigere. Massive flaskehalse i de amerikanske container-terminaler har siden sommeren 2021 betydet forsinkelser og prisstigninger på varer fra USA, der også har påvirket handlen med vin.
”Vi har overvejet helt at sætte handel med amerikansk vin på hold, indtil de nuværende problemer er overstået. Vores ansatte har det seneste halve år brugt sindssygt mange timer på konstant skiftende informationer, på at få lokaliseret vores vine og på at lede efter alternative transportveje i det nuværende shipping-Wild West. Alle i branchen har imidlertid de samme problemer, så i stedet for holde en pause har vi valgt at fokusere på, hvordan vi kan optimere mulighederne og få de eftertragtede vine fra USA hjem på den mest effektive måde. Et par af tiltagene er et fælles samarbejde hos vinbønderne fra USA med tilbud, der er så gode, at de gør ventetiden værd. Derudover har vi opgraderet til tempererede containere, som vil blive prioriteret højere i udskibningen,” fortæller Kobajs stifter og direktør, Alexander Kidd.
Den danske vinplatform har siden sin begyndelse for godt to år siden oplevet stor efterspørgsel efter californiske vine. Den mest populære vingård har sammen med et par champagneproducenter været Alias, fra Napa Valley, der i 2021 sendte mere end 15.000 flasker vin til Danmark. Et tal, der kunne have været betydelig højere, fortæller Alias ejer Gregory Ahn – og uddyber:
”Vi havde et fantastisk salg i første halvår, men efterspørgslen faldt dramatisk i andet halvår i takt med, at transporttiderne blev længere og længere. Ingen ved, hvornår de enorme pukler i shippingbranchen flader ud, så derfor har vi sammen med de andre vinbønder valgt at sætte denne kampagne i gang. Vi kommer til at køre med nogle aggressive rabatter for stadig at være attraktive, og så håber vi, at det fælles fodslag med de andre producenter her fra vestkysten kan gøre transporttiden mere overkommelig.”
To af de 13 vingårde, der er gået sammen om at løse transportproblemet er Byington, der ligger i Santa Cruz Mountains syd for San Fransisco, og drives af den nordjyske tech-milliardær Benny Madsen, mens Domaine Verdant i Oregon ejes af den amerikanske professor Ron Sanchez, der underviser på blandt andet CBS i København.
”Vores fælles danske forbindelse betyder”, fortæller Alexander Kidd, “at brugerne på Kobaj får nogle unikke tilbud, og adgang til det nye vinhus Kivelstadt Cellars, der lægger ud med at give 40 procent rabat på sine topvine. Det kommer formentlig til at tage godt et par måneder at få vinene hjem, men jeg er pavestolt af, at vi tager udfordringen op og kan levere vine fra det måske sværeste af alle markeder i den internationale vinverden lige nu.”
De 13 amerikanske vingårde bag det nye tiltag er:
Alias, Aviary Vineyards, Byington, CRU Winery, Days of Youth, Domaine Verdant, Folktale Winery, Gainey Winery, Golden Winery, Kivelstadt Cellars, Tendril Wines, The Wonderland Project og Ventana Vineyards