The Vintage Port Club blev stiftet den 13. september 1989 i Odense under navnet Den Fynske Portvinsklub. En håndfuld nydere af god portvin besluttede at grundlægge en klub, hvor portvin af høj kvalitet skulle stå i centrum. Det er i tidens løb blevet til så mange interessante smagninger, at klubben i 2019, som den første i verden, blev optaget i Confraria do Vinho do Porto, som Infanção. Vinbladet har fået lov til at bringe klubbens rapport fra den seneste smagning af 10 gamle Vintage Port i årgang 1966. Den er skrevet af Robert Williamsen og følger her:
5. oktober 1966. Danmark holder vejret. Prinsesse Margrethe bliver forlovet med Henri de Monpezat, og landet summer af forventning. Samme dag – langt fra balkoner, flag og fanfarer – puster de lettet ud, høsten kan genoptages i Douro. To dages voldsom regn har tvunget vinbønderne til at lægge arbejdet ned. Nu er de tilbage i markerne. Rapporterne er klare: Udbyttet er lavt. Klasserne lette. Men kvaliteten… kvaliteten er noget helt særligt.
Gæringen, der følger, bliver heldigvis langsom. Selv da temperaturen sniger sig op over 32 grader, tager vinene sig god tid. Mosten udvikler sig roligt, kontrolleret. Resultatet er vine med dybde, balance og et potentiale, der mange år senere for alvor vil vise sig. Ordet fremragende dukker op i noterne. Dengang. Og igen – næsten 60 år senere.
Fremragende
Fremragende er præcis det ord, der også dækker denne smagning. Ikke bare på grund af det arbejde, winemakerne udførte i 1966, men i den grad på grund af det der er sket med vinene siden: opbevaringen, tålmodigheden med flaskerne, respekten for vinene. Flaskerne har nemlig haft det godt. Rigtig godt. Og det kunne mærkes.
Tre flasker fra hvert af de ti deltagene huse. Tredive flasker i alt (vel…29, da den ene var en magnum). Og endnu en gang stod vi i The Vintage Port Club med den luksus at kunne byde på vine i exceptionel form. De deltagere, der lod vinene arbejde i glassene, der ventede, duftede igen, smagte igen – blev belønnet. For vinene voksede. Foldede sig ud. Viste sig at være fremragende.
Det evige spørgsmål: Hvornår åbner man?
Hvis der findes ét spørgsmål, der kan splitte et smagepanel, er det dette. Lige efter åbning vil vinene stå med massiv frugt og power – næsten teatralsk. Men det er et kort øjeblik. Hurtigt lukker vinene sig. Trækker vejret ind og holder vejret – og kortene tæt til kroppen. For 1966’erne ved vi det godt: Der går 4 til 8 timer, før de puster ud, og igen åbner sig. Og når de gør, har vinen ændret karakter. Ikke til noget dårligere; Til noget andet.
At åbne 29 flasker lige inden smagningen er tæt på umuligt. Åbning, vurdering, dekantering, skænkning – det er et maskineri, der tager tid. Og vi er mennesker med arbejde, og adgangsbegrænsninger. Så vi gjorde det bedste, vi kunne gøre: Vi planlagde.
Kl. 15:15 begyndte åbningen.
Kl. 16:00 stod vi klar til dekantering.
Kl. 17:00 var vinene tilbage på køl – åbne, og i ro.
Kl. 18:30 begyndte skænkningen.
Kl. 18:50 var de fyldte glas klare. Bordene dækket. Stemningen sat.
Tanken var enkel: Tiden i glassene – kombineret med deltagernes grundige, næsten ceremonielle gennemgang fra første til sidste vin – ville være nok. Nok til at vinene igen fandt sig selv.
Øjeblikket hvor alt kan gå galt – eller helt rigtigt
Åbningen af vintageport er aldrig rutine. Aldrig. Hvordan ser proppen ud? Er den våd? Tør? Presset op? Trykket ned? Er der mug? Er der tegn på sivning? Kommer proppen hel op – eller smuldrer den som vådt papir?
Og duften. Altid duften.
Prop og vin. Ren? Lukket? Forkert? Noget der kræver luft eller noget, der ikke kan reddes?
Farven følger. Mørk rubin? Tegl? Brun? Tawny?
Der er mange spørgsmål. Og hvert eneste bliver besvaret langsomt, metodisk, mens forseglinger fjernes, propper trækkes op, og vinene møder ilten. Det mest spændende er aldrig det første indtryk – men om vinen holder. Denne torsdag aften i midten af januar 2026 gjorde de det. Alle sammen. Ingen reelle fejl. Ingen flasker der kollapsede. Under smagningen blev der talt om én vin. Croft. Den scorede lavt – men den var ikke dårlig. Den var blot et andet sted. Farven, duften og smagen pegede entydigt mod tawny-land. Det interessante? Oplevelsen var den samme på alle tre borde. Og flaskerne kom ikke fra samme sted – én kom endda direkte fra Crofts egen kælder.
Propper, duft og det stille smil
Næsten alle propper var våde. Flere hele vejen op. Kun én skilte sig ud: Delaforce magnum – næsten tør. 15 flasker var forseglet med gummipropper over proppen, typisk for visse engelske aftappere i 1960’erne. De er ikke nemme at fjerne. Men de beskytter. Og den kamp tager vi gerne. Efterhånden som propperne kom op, ændrede rummet karakter. Det lille kælderlokale fyldtes med duften af moden vintageport. Tyk. Sød. Dyb. Tre mand brugte den næste time på at dekantere. Og med dekanteringen skete det: Farverne. Dybe røde nuancer, der fik smilene frem. Selv enkelte afvigelser kunne ikke tage noget fra stemningen. Det her var stort.
450 glas
En halv time før deltagerne ankom, begyndte skænkningen. Ét efter ét glas. 10 glas på hver plads. 45 pladser. 450 glas. Tre borde, der kort forinden stod med krystalklare, tomme glas, forvandlede sig til et hav af røde nuancer. Rubin. Granat. Tegl. Og duften… den var overalt. Så fandt vi hver vores plads – og gik til den. I forskelligt tempo. Med forskellige metoder. Nogle analytiske. Andre mere intuitive. Da vi rejste os igen, havde vi alle været samme sted: Ti glas vintageport. Fra øverste hylde. Punktum. Og hvilket punktum. Den sidste rene 1966-smagning i klubben. Vi kunne ikke have ønsket os mere.
Placering og point
1. Niepoort (92,7) og Warre (92,7)
2. Fonseca (92,0)
3. Noval (91,6)
4. Taylor (91,65)
5. Graham’s (90,5)
6. Gould Campbell (90,4)
7. Delaforce (88,4)
8. Sandeman (87,8)
9. Croft (77,6)
Magnum vs. almindelig flaske – nørderiet
Delaforce var særlig interessant: Bord B og C fik magnum-udgaven, bord A fik almindelig flaske.
Hus A B C B+C
Delaforce 88,3 86,3 91,3 88,8
Bord
gennem-
snit 89,7 88,0 91,4 89,7
Bord A ligger score-mæssig præcis mellem B og C i point. Det gør sammenligningen brugbar – trods forbehold om forskellig lagring og oprindelse. Resultatet? Magnum scorer 0,5 point højere. Vores Dow’s-smagning i 2022 viste 0,7 point i magnums favør, så tendensen holder.
Til sidst
Vi scorer forskelligt. Vi påvirkes af hinanden. Af stemningen. Af bordet. Af forventninger. Og af hvordan vi bruger skalaen. Nogle gav i snit 80,9 point. Andre 94,4. Begge dele er rigtige. For smag kan ikke diskuteres. Men én ting kan siges uden forbehold: Det her var ikke bare en smagning. Det var en oplevelse. En fremragende oplevelse.