Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Vinslottet

Vinslottet i Greve syd for København ejes og ledes af Anders Qwist og Jonas Laulund, som trods deres unge alder (44 henholdsvis 40 år) har arbejdet med vin siden deres pure ungdom. Der er ikke meget slot over huset, der ligger midt i et industriområde og nærmest er et parcelhus med garage og kælder. Men der er andet og mere nedenunder – her er ”oplevelser på flaske”, som man kan læse i firmaets slogan.

Vinslottet stammer helt tilbage til 1960erne, hvor Heinrich Schwartz havde en grønthandel i Herlev Midtpunkt. Han rykkede i 1985 til Håndværkerbyen – adressen i dag – men flyttede efter en skilmisse til Greve Strandvej. I 1999 flyttede firmaet tilbage til Håndværkerbyen 42, hvor det har haft adresse siden. ”Da vi flyttede, faldt antallet af ekspeditioner fra 400 pr dag til 15. Men til gengæld begyndte vi at sælge vin. Og så er huslejen anderledes rimelig!”, siger Jonas Laulund, der i 1999 trådte ind som ejer sammen med Anders Qwist.

Mødtes i Bordeaux

Jonas Laulund har som Anders Qwist arbejdet med vin det meste af livet. Han startede i 1989 hos Knud Jørgensen på Strandvejen, siden hos Carl Jacobsen ved Østerport (i dag H.J. Hansen). Herfra gik turen til Mommark i Als, hvor de fleste unge i detailbranchen får deres  grunduddannelse. Derefter videre til Bordeaux, hvor han blandt andet arbejdede i Pécharmant ved Bergerac. Her mødte han Anders Qwist, der arbejdede hos Ginestet lige uden for Bordeaux by.

I 1996 var ”Tour de France” nået til Bordeaux, hvor de to unge mænd heppede på Bjarne Riis, der lavede en stærk spurt i Bordeaux by. Den aften blev der smagt en masse vin på caféen ved Cours XXX Jullet. Og det var måske her, at det fremtidige kompagniskab blev grundlagt. I hvert fald overtog makkerparret Vinslottet et par år efter.

Sælger mest til restauranter

Vinene blev de første mange år solgt især til private, men i dag er kunderne mest HoReca (restauranter mv, ca. 60%), mens resten er fordelt mellem B2B (firmaer) og privatkunder. Kunderne bor mest i Storkøbenhavn, men firmaet dækker hele landet og har også en sælger i f.eks. Nordjylland, mens andre køber ind på firmaets web.

Hvordan ser i fremtiden for et firma som Vinslottet med den dominans, som supermarkederne har i dag? 

”Det er ikke let. Egentlig er markedet gennemskueligt, for kunden kan se alle priser på Vivino eller Wine-Searcher”, siger Anders Qwist. ”Men på den anden side ser vi også en del firmaer med meget høje priser – ofte urealistiske – som til gengæld giver meget store rabatter. Ikke helt seriøst. Men vi er dog optimister. Nok dominerer supermarkederne den daglige vin, men det er heller ikke her, vi har vores styrke”, tilføjer Jonas Laulund. ”Vi ligger ikke på noget strøg, men har dog nogle gode detailkunder, der nyder godt af vores viden. Men vores vækst sker i Horeca markedet, så vi er fulde af fortrøstning”.

Fra Vinslottets sortiment

Vinslottet elsker de klassiske franske vine, og her har de også stærke mærker, bl.a. en række huse ejet af Champagne-huset Bollinger, som de har handlet med i godt 10 år: Champagn Ayala – der er nabo til ejeren Bollinger i Aÿ (Brut Majeur, 315,00),  Chanson Père & Fils i Bourgogne, en af de største ejere i selve Beaune, bl.a. god Marsannay (250,00), Langlois-Château, mest kendt for mousserende Loire, men også bl.a. Sancerre og Pouilly.

Vinslottet sælger ikke gruppens andre mærker (Bollinger og Cognac Demalain), men kan til gengæld tilbyde vinene fra det fine d’Ardhuÿ, økologisk domæne og vigtig ejer i Corton Grand Cru. En god Clos des Langres Nuits Villages 2014 til 299,00) samt rød og hvid Ladoix (250,00) fra mark op mod Corton. Fra Rhône kan nævnes vinene fra Gigondas-domænet Saint-Cosme, som også leverer négoce-vine fra det øvrige Rhône.

Soho er en vingård i New Zealand ejet af tre piger. Deres Pinot er fra Marlborough, let, men fin og typisk.

”Men vi roser os også af at have vine fra ”mærkelige” lande som f.eks. Israel”, siger Jonas. Vi andre vil nok hellere købe vinene fra Soho, Vinslottets leverandør i New Zealand, hvor en Pinot Noir fra Marlborough p.t. fås fra ca. 110 kr. Eller nogle af de fine Barolo vine fra Diego Conterno. Jeg vil  også gerne fremhæve Quinta de la Rosa – Single Quinta Port (priser fra 96,00) og god Sherry fra Hidalgo, blandt andet den berømte manzanilla, Gitana til 99,00.

Det ydre bedrager! Udefra kan Vinslottet ikke leve op til sit pompøse navn. Men det indvendige er i orden -rigtig mange gode vine!

På indledningsbilledet Anders Qwist (til venstre) og Jonas Laulund.