I det danske julevejr med regn, blæst og slud er der intet som et godt styrkende glas portvin. I Kvickly, SuperBrugsen og Dagli’Brugsen fandt vi en gaveæske med tre Vintage Port fra Rozès i årgangene 2017, 2016 og 2015 til blot 439,00. Som det fremgår af smagsnotaterne et virkeligt godt gavekøb.
Rozes 2017 Vintage Port, Portugal
Flot, floral duft, svesker, viol, fin alkoholtone, meget vinøs. Utrolig lækker smag, fyldig, rig, cremet med fin sødme og lang, rig eftersmag, en vin i perfekt balance. 94
Rozes 2016 Vintage Port, Portugal
Frisk, let mintet duft smagen med svesker og mørk lakrids. Fyldig smag, stor, tør frugt, dejlig sødme i den lang eftersmag med mørk frugt. 93
Rozès 2015 Vintage Port, Portugal
Dyb duft med svesker, tobak, læder, fint touch af alkohol dækket med moden frugt. Dejlig sødme i smagen forenet med godt bid, lang, sødmefuld eftersmag med moden frugt. 92
Den søde danske
Den 9. november var den danske vinbonde Sven Moesgaard, fra Skærsøgaard ved Kolding, på forsiden af New York Times Business sektion og på deres webside med en historie om de nye nordiske “vinlande”. Som den mest medaljevindende danske vinbonde, både nationalt og internationalt, har Sven Moesgaard været med til at sætte standarden for den stadig igangværende kvalitetsrevolution i dansk vin kulminerende med hvad de danske vinbønder fik på flaske efter den fantastiske sommer i 2018. Sjældne danske dråber er derfor vores næste bud på en julegave skabt i det jyske. En Regionalvin fra Jylland, 37,5 cl., 10,5% og en restsødme på 180 g/l., fremstillet af overmodne solaris-druer med ædelråd. Vi er begejstrede, det er de også ved Vin Expo i Polen, hvor den netop er blevet hædret med en guldmedalje og et trofæ.
2018, Skærsøgaard, Sweet Gold, Sød dessertvin, Regional vin fra Jylland
Stor duft, kvæde, fersken – udtalt, fint syrligt strejf. Rig smag, fyldig, sødmefuld og frisk med en helt utrolig fersken-agtig eftersmag, der hænger længe i munden.
94 | 400,00 Skærsøgaard
Den økologiske og veganske
Backstage Wineclub er stiftet af en gruppe musik- og vinelskere. Blandt dem den kendte musikmand Poul Martin Bonde. Hans forslag til en vin-julegave kommer fra den spanske producent Bodegas Aranleon i Valencia, hvor der har været dyrket vin siden 1927. I 2000 købte Maria Sancho stedet og kunne i 2003 præsentere sine første vine fra Aranleon.
”El Arbol er topvinen lavet 100% på Tempranillo fra gamle stokke” , fortæller Poul Martin Bonde, “en kraftig vin med masser af nuancer og perfekt til de lidt kraftigere juleretter”, og tilføjer han: “det er en af klubbens meget populære gavevine – der også fås i magnum. Prisen er henholdsvis 140,00 og 290,00”.
Det er også muligt at få en gaveæske med flere forskellige vine, en blandet kasse med tre andre vine fra Aranleon: Cava Deshora (lavet på 50/50 Chardonnay/Macabeo), Solo Tinto (lavet på 80% Bobal og 20% Syrah) og Solo Blanco (lavet på 60% Macabeo og 40% Sauvignon Blanc). En kasse med de tre + El Arbol koster 495,00.
Hos Backstage Wineclub er de vine der sælges udvalgt et smagepanel, som ikke er professionelle vin-eksperter, men kunstnere og musikbranchebagmænd (m/k) med en god næse for vin. Panelet mødes et par gange om året hvor deltagerne smager på en lang række forskellige vine, enten hentet hjem direkte fra producenterne eller fra de vinhandlere klubben samarbejder med. Og det er ganske enkelt de mest populære af de smagte vine, der ender i den kasse med seks flasker, der præsenteres for klubmedlemmerne under navnet ”Sætlisten”. Man kan blive medlem af klubben via hjemmesiden www.backstagewine.com ved at indbetale beløbet for den aktuelle Sætliste og modtager derefter et medlemsnummer og invitation til det førstkommende smagearrangement eller mulighed for afhentning af den “Sætliste” man ønsker at starte med. Med medlemskabet er det udover ”Sætlisterne” også muligt at købe de enkelte vine fra sætliste-kasserne med 10% rabat.
God JUL og god julegavejagt