Vinbladet har bedt Danmarks nok største Lambrusco-aficionado, Carlo Merolli, give en introduktion til det han selv benævner som verdens sjoveste vin.
Af Carlo Merolli
”Øv, er Lambrusco rød?”
Så sikkert som amen i kirken er der altid nogen, de fleste faktisk, der bliver overrasket og stiller det spørgsmål. I Danmark altså hver gang der er en smagning, en vinmesse eller en manifestation, hvor verdens sjoveste vin bliver skænket. Ja, fordi i resten af verden er Lambrusco rød. Næste gang, I er i Italien, prøv så at spørge en tilfældig forbipasserende: ”Hvad er Lambrusco ”, eller bedre hvis I prøver på italiensk: ”Cosa é il Lambrusco?”
Svaret vil uvægerligt være: ”E´un vino rosso frizzante”. ”Rosso”, altså rød. Og ”frizzante”, perlende. I skal ikke være bange for, at den tilfældige forbipasserende ikke kan svare. Lambrusco er den mest solgt vin i italienske supermarkeder. Den samlede produktion af Lambrusco tangerer de 200 mio. flasker. Halvdelen går til eksport, og halvdelen nydes i Italien. Roseén findes også, men vi taler om lidt mere end én procent af den samlede produktion.
Lambrusco kan også fremstilles på samme måde som champagne, men også her taler vi om ca. én procent af den samlede produktion. Resten er en rødvin, der perler, og hvis smag spænder fra den meget søde (dolce) til den meget tørre (secco) via den specielle amabile-smag: ”Amabile” betyder ”elskværdig”, og vi vil oversætte det som halvsød/halvtør. Det første indtryk i en ”amabile” er af sødme, men både boblerne og frugtsyren efterlader ganen med en frisk oplevelse af en tør vin.
Vinen fra overdrevet
Før vi kaster os ud i de forskellige typer, lad os så se på, hvor druen kommer fra. Navnet har hverken noget at gøre med ”lam” eller med ”brus”. Det betyder faktisk ”vinen fra overdrevet”. Vitis Labrusca” var det navn, antikken gav de vildtvoksende, selvsåede vinplanter.
Druen var altså kendt i romertiden og måske også den rå og saftige vin, den gav, men det er først med industrialisering af glasproduktionen og introduktionen af korkpropper, at Lambrusco begynder at være kendt uden for sit produktionsområde. Vi skriver ca. 1860. Og før det? Ja, da man vanskeligt kunne konservere boblerne i vinen, blev den nydt lokalt fra december-januar til den følgende høst.
Hvis vi ser på et kort over Italien, optager dyrkning af Lambrusco fladlandet omkring Po-dalen, der strækker sig fra Parma-provinsen i nord hele vejen ned til Modena i syd. Lambrusco-druen bliver også dyrket andre steder i Italien. Vi finder den som komplementær drue, det vil sige i mængder á 3-5%, i andre norditalienske vine. Selv om hver provins fremhæver sin Lambrusco, vil de fleste indrømme, at Modena og naboprovinsen Reggio Emilia anses som ”hovedstæderne” for Lambrusco.
Typerne
Smager de forskelligt? Det er det andet spørgsmål, der bliver stillet, når kunden bliver præsenteret for 16-17 forskellige typer Lambrusco. Vi har lært om forskellen mellem kommunerne i Bordeaux og i Barolo. Det samme gælder for Lambrusco. Måske er der ikke så skarp en forskel kommunerne imellem, men vi kan lige så godt opstille en grov facitliste, som tager højde for oprindelsen og de mange Lambrusco-typer, der bliver anvendt. Listen er noget af en forenkling, men kan godt bruges som fingerpeg næste gang, I skal købe Lambrusco.
I Mantova-provinsen har vi rustik og mørk Lambrusco med markant garvesyre, som stammer fra den særlige type druer, der er udbredt i provinsen: Lambrusco Viadanese eller, netop, Mantovano. Samme stil i Parma, hvor vinene dog har en lilla kant og en gennemtrængende duft af viol og brombær. Den mest anvendte druetype i Parma er Lambrusco Maestri. Samme druer anvendes i Reggio Emilia sammen med Lambrusco Marani. Her kendetegnes Lambrusco af en lysere farve, en højere alkoholstyrke og en lige så høj og læskende syrlighed.
I Modena-provinsen har vi de tre nok mest kendte Lambrusco typer: Grasparossa (den røde stilk), Sorbara og Salamino (den lille pølse på grund af klasens udseende). Grasparossa er nok den mest eksporterede, fordi vinen byder på mere farve, fyldigere krop og fin garvesyre. Netop disse kvaliteter gør også druen velegnet til fremstilling af stille vine. Sorbara er en landsby ved Modena, der har givet navn til druen.
Sorbara skiller sig ud fra de andre Lambrusco-typer, fordi den har en tynd skal, og planten yder ikke så meget som de andre. Vinen har en lysere farve, høj syrlighed og en meget tiltalende duft af ribs og skovbær. Det er en type, der egner sig mest som ledsager til det fede regionale køkken, hvor svinekød tagliatelle, lasagna og ravioli hersker enerådigt. Man kan sige, at Lambrusco Salamino smagsmæssigt er en slags miks af de to andre Lambrusco-typer. Det er naturligvis en selvstændig drue, men den vin, den giver, har som regel en meget intens rubinrød farve, en fin blomsterbouquet og en meget harmonisk rundere smag. Andre typer Lambrusco-druer er Montericco, Enantio, Oliva, d’Alessandria. Så der er nok at gå i gang med!
Renæssance
Efter den store kommercielle succes i 1970’erne og 1980’erne, især i USA, oplevede Lambrusco en dvaleperiode. Vinen var bukket under for sin egen succes. Især i Danmark, hvor den lyserøde type blev importeret af ringere og ringere kvalitet og endte med at frastøde forbrugerne uden at kunne være en trampolin for kendskabet til den røde udgave.
Det er kun i de sidste fire-fem år, at de store vinguider anmelder Lambrusco, og pressen igen er begyndt at skrive om vinen. Det skyldes også de mange producenter, der har satset på kvalitet. En af kilderne til Lambruscos succes er dens prisbillighed. Produktionerne på lavlandet når snildt de 40.000 kg pr. hektar, og der er ikke tale om investeringer i lagring af vinen, som fremstilles i kæmpestore beholdere af rustfrit stål.
De mest fremsynede producenter har investeret i mindre produktioner med druer fra bakkeområderne og har lagt større omhu i produktionen af Lambrusco. Flere er begyndt at producere efter det, der uofficielt kaldes ”metodo ancestrale”, dvs. fremstilling og lagring på flasken. Flere og flere importører, også i Danmark, har tilføjet god Lambrusco til deres sortiment.
Det er svært at spå om en succes for den røde ”ægte” Lambrusco af samme dimensioner som for i sin tid roseén. Men selv om forbruget koncentrerer sig i de varme måneder, er accepten og nysgerrigheden tiltalende, og der er meget i de traditionelle danske svinekødsretter, der kan finde den ideelle ledsager i en tør Lambrusco. Til sidst må vi ikke glemme, at alkoholindholdet i Lambrusco generelt er lavere (6-11% alt efter tørhedsgrad) end i andre vine, og at det er i pagt med de moderne drikketendenser. Carlo Merolli er vinhandler med italiensk vin som speciale, herunder nok Danmarks største udvalg af Lambrusco
Foto indledning af Cate Pelligra viser mark med lambruscodruer.
Se også artiklen Om Lambrusco og meget mere
