Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

VDP Weinbörse og tysk vin årgang 2021

VDP’s årlige forårsvinsmagning i Mainz kunne de sidste to år ikke finde sted på grund Covid-19 pandemien, så glæden var stor i år – både hos udstillere og det indbudte fagpublikum, da VDP meddelte, at messen kunne finde sted igen. Der var sat skrappe restriktioner for at komme ind (gennemvaccineret plus fremvisning af en negativtest, der ikke måtte være ældre end 24 timer). Der var ekstra plads mellem bordene, hvilket man for min skyld gerne kan bibeholde, da der i de foregående år var for alt for meget trængsel, specielt i den sal, der vender ud mod Rhinen.

Årgang 2021 var generelt en svær årgang i Tyskland. Foråret var koldt, så blomstringen fandt senere sted end i de tre foregående år. Sommeren var varm og fugtig og det regnede ofte med meget korte mellemrum. Det førte mange steder til massive problemer med et stigende svampetryk, så der skulle arbejdes omhyggeligt med plantebeskyttelsen. Høsten fandt relativ sent sted og for at sikre kvaliteten skulle der selektioneres en hel del ved plukningen. Sukkerindholdet i druerne var generelt lavere end i de foregående år uden dog at være for lavt. Problemerne varierede meget fra vinområde til vinområde, så det skal understreges, at der er tale om en generalisering her.

Der var mange af producenterne, der bragte vine med fra de foregående år altså 2020 og 2019. Det hænger nok sammen med, at lagrene på grund af den dæmpede efterspørgsel endnu er ret fyldte. Det gjorde nu ikke noget for personligt finder jeg årgang 2019 bedre end de yngre årgange, og årgangen har ligeledes haft rigtig godt af et par år på flaske.

Da jeg kun deltog en enkelt dag gik jeg ikke systematisk igennem hallerne, men tog en hel del stikprøver, nok til at jeg fik dannet mig et indtryk af årgang 2021. Nedenfor følger et udpluk af de vine jeg faldt over og som jeg syntes bedst om.

Mosels stærkeste kort i 2021 er nok de frugtige kabinettvine og de søde Spätlese. Her kan jeg anbefale  Weingut Knebel, von Othegraven, Geltz-Ziliken og sidst men ikke mindst Weingut Wegeler med en fremragende 2021 ”Lay” Kabinett feinherb. Heymann-Löwenstein medbragte sin 2020er kollektion. Her fandt jeg de Große Gewächse fra Uhlen virkelig fremragende. Helt i top er 2020 UHLEN ROTH LAY.

Mittelrhein klarede sig fint i 2021. Weingut Toni Jost medbragte en Steeger St. Jost præget af citrus med en fin frugt og et godt syrebid. Den bliver ikke solgt på hjemmemarkedet, men hvis man spørger kan man vel få Cecilia Jost til at lirke et par flasker ud af lageret. Bacharacher Hahn er som vanlig mere eksotisk og rundere i smagen, meget højt niveau. 2020 ”HAHN” GG er et brag af en vin, her er der nok af det hele, men skal lige bruge et par år mere på flasken. Weingut Lanius Knab præsenterede bl.a. en Engehöller Bernstein riesling trocken, en yderst elegant vin med mange facetter. Et klart køb. 2020 GG ”OELSBERG” er mere opulent og blød i smagen, en stor vin der skal ligge lidt endnu for at det fulde potentiale viser sig. Bedste køb hos Ratzenberger er efter min mening 2021 Bacharach, riesling trocken, en rund og elegant riesling til en dag på terrassen.

 Georg Rumpf fra Kruger-Rumpf

Fra Nahe fik jeg kun smagt vinene fra Kruger-Rumpf og det er rigtigt godt altsammen. Jeg har svært ved vælge en favorit der, men hvis vi også kigger på prisen så er 2021 Schiefer, riesling trocken, husets visitkort (og en Ortswein) et godt bud. En saftig, frisk riesling med en fin frugt, mere får man ikke for pengene.

Gunderloch fra Rheinhessen er ligeledes en stabil leverandør af gode vine, min favorit her er 2021 Nierstein, en vin, der i eftersmagen pludselig rammer en med en sjældent set kølighed og dybde. Men her kan man med sindsro købe hele programmet.

Det samme gælder for Weingut Weil i Rheingau, hvor jeg nok vil springe deres Gutsriesling over og starte med 2021er Kiedrich og så resten der kun stiger i kvalitet.

Samlet set er årgang 2021 ikke nogen fremragende årgang. Mange af basisvinene mangler lidt charme og frugt, men i det øjeblik man går op af VDP´s kvalitetspyramide stiger den gennemsnitlige kvalitet meget hurtigt. I 2021 vil jeg altså anbefale at gå efter de lidt dyrere vine og i de nordlige distrikter ligeledes kigge på de søde vine, der ofte har et fascinerende sødme/syrespil og et godt potentiale for yderligere lagring. Hvis man står og mangler almindelig gutsweine vil jeg anbefale at kigge mere på årgang 2020 og specielt 2019, som der er mange vindyrkere, der stadig har på lager.

Et særligt tema på årets vinmesse var sekt, hvor VDP præsenterede deres nye klassifikation, der heldigvis er relativ simpel at forstå. Der er to klasser VDP.SEKT og VDP.SEKT.PRESTIGE. Tilkøb af druer er ikke tilladt, druerne skal være håndplukkede. Vinene skal været gæret på flasken og ligge mindst 15 henholdsvis 36 måneder på flasken. Sekt fra en enkelt vinmark kan kun markedsføres som Prestige og sidst men ikke mindst skal vinene sendes ind til et ekspertpanel til godkendelse, før de bliver sendt på markedet.

Caro Maurer, MW

Caro Maurer, MW holdt en times foredrag om emnet og havde taget en række vine med, der blev præsenteret i tre flights. Første flight var tre VDP.SEKT, her foretrak jeg en Pinot Blanc, Brut fra Weingut Emrich-Schönleber. Andet flight var VDP.SEKT.PRESTIGE og her var kvaliteten meget høj, min favorit her var en 2014 FLUXUS Brut Nature fra Weingut Bergdolt – Klostergut St. Lamprecht, hvis ikke man vidste bedre ville jeg have gættet på en rigtig god flaske Champagne der. Til 28 Euro ab Hof et klart køb.

Tredie flight var en blindsmagning med fire vine. Her faldt den gule enke fra Veuve Cliquot fuldstændig igennem, lettere cremet men ufokuseret og temmelig kedelig. Sekthaus Raumlands bidrag slog den med flere længder. Den bedste i dette flight var nok en 2015 Agrapart & Fils, Extra Brut Minéral, Blanc de Blancs med masser af brioche, en kompleks vin, der dog havde mistet lidt perlage.

Tysk sekt er helt givet et område, det bliver spændende at følge i de kommende år. Men vel at mærke kun i den øvre ende af kvalitetspyramiden. Tyskland er jo kendt for at producere millioner af flasker med et indhold, der i bedste fald ikke er fejlbehæftet, men temmelig karakterløst og ligegyldigt.