Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Unik portugisisk hvidvin

Quinta de Santiago – en ny portugisisk rollemodel

Portugal er et godt bud på at være det vesteuropæiske vinland, der har det største urealiserede vinpotentiale. Det er da heller ikke mange portugisiske vine, man træffer i de danske supermarkeder og vinhandler – dog med portvinen som en solid undtagelse. Heldigvis går det efterhånden bedre for Portugal med at levere kvalitetsvin, og her er de røde Douro-vine en drivende kraft med betydelig gennemslagskraft. Længst mod nord finder vi den mindre kendte region Minho, der mest er kendt for sine lette og syrerige Vinho Verde vine, der typisk er forfriskende, men også hurtigt er glemt igen. Men nu er der kommet i hvert fald én bemærkelsesværdig vingård i området, nemlig Quinta de Santiago, der leverer dybt personlige hvidvine på højt niveau.

Alvarinho er i fokus.

For år tilbage var Vinho Verde populære sommer-aperitiffer i Danmark – ikke mindst på grund af Irmas indsats. De behagelige, men letbenede Vinho Verde vine kunne let lede en til at tro, at Minho ikke kunne levere seriøse vine på højt niveau. Men det er nu hermed modbevist én gang for alle af Quinta de Santiago. Vingården er placeret i området Monção e Melgaço, der anses for at være et af de bedte vinområder i Minho – ikke mindst på grund af det kølige klima, der er præget af Atlanterhavets nærhed. Quinta de Santiago har været i familiens eje i generationer, og alligevel hænger man ikke fast i fortiden, men satser på fornyelse og kvalitetsudvikling i både vinmark og i kælderteknikken. Vingårdens vigtigste druesort er Alvarinho, som er en af de klassiske druer i Vinho Verde.

Alvarinho er en tykskindet druesort, hvorfor den er modstandsdygtig mod svampeangreb i det ofte kølige og fugtige klima. Alvarinho formår at give alkoholrige vine selv under meget tempererede forhold. Det er en drue, der er rigtig rundhåndet med frugtsyren. Ved høje udbytter er resultatet oftest vine uden koncentration, der dog kan være voldsomt aromatiske. Mange moderne “hightech” Vinho Verde vine er efter min mening så voldsomt parfumerede, at de opnår et mindre behageligt eksotisk og uafbalanceret præg. Den fælde kan man bestemt ikke beskylde Quinta de Santiago for at være faldet i, da deres Alvarinho vine er afdæmpede og med en delikat doseret aromaprofil, der yder druens karakterfuldhed fuld retfærdighed, uden at det på nogen måder bliver vulgært – tværtimod.

Quinta de Santiago har været i Santiago-familiens eje i mere end 100 år og var oprindeligt et blandet landbrug hvor den del af druehøsten, man ikke selv vinificerede, blev solgt. Bedstemoderen Mariazinha brændte imidlertid for vindyrkning og kunne se at der var et potentiale. 86 år gammel overtalte hun familien til mere eller mindre at opgive deres karrierejobs og komme hjem på gården for at lave vin af høj kvalitet. Første årgang var 2012 og i dag er det barnebarnet Joana de Santiago, der er uddannet jurist, som er den vinansvarlige, mens resten af familien bakker op med pasning af administration og den daglige produktion.

Quinta de Santiago ligger i sub-regionen Monção & Melgaço. Det er den nordligste del af Vinho Verde appellationen der går fra lige syd for Porto og til Minho-floden der markerer nordgrænsen mod Spanien. I Monção & Melgaço er Alvarinho stjernen. Det er samme druesort som man kender som Albariño i Rias Baixas lidt længere mod nord. Vinene på Alvarinho fra Monção & Melgaço bliver typisk lidt kraftigere end dem fra Rias Baixas men har i bedste fald den samme friskhed og mineralitet.

Unik vinstil

På Quinta de Santiago tør man gå sine egne veje, og man slipper godt fra det – rigtig godt endda. Jeg vil vove den påstand, at hvis selv kapable vinsmagere smagte disse vine blindt, ville rigtig mange have svært ved at identificere distriktet. Det skulle da lige være druekarakteren, der kunne lede på rette spor til Vinho Verde. Man ville derimod let fristes til at sige, at det her minder ganske meget om god Bourgogne – ikke mindst ud fra vinenes soliditet og deres kontante struktur. Mit bedste bud på en dækkende beskrivelse af Quinta de Santiagos vinstil er en kombination af glimrende klassisk og kølig Chablis med de bedste tænkelige Vinho Verde vine.

Quinta de Santiagos druer kommer fra en 7,5 ha vinmark med en let sydøstlig eksponering beplantet med lokale druesorter – hovedsageligt Alvarinho og Loureira.

Ingen vil dog kunne betvivle, at kvalitetsniveauet er rigtigt højt. Personligt har jeg aldrig smagt bedre portugisiske hvidvine end dem fra Quinta de Santiago. Der er tale om særdeles velstrukturerede vine med imponerende ekstraktrigdom og betydelig frugttæthed, men heldigvis er vinene alligevel i perfekt balance. Frugtsyren er rundhåndet doseret, men den er så godt emballeret, at den passer glimrende ind i helhedsbillede, der også konsekvent rummer en markant mineralitet, der løfter smagsoplevelsen betragteligt. Det er tale om ganske subtile vine, som til en start kræver fuld koncentration, selv om de umiddelbart er diskret aromatiske og velkrydrede. De kræver rigeligt med tid, før de for alvor viser deres bedste sider i glasset. Selv på tredjedagen var de smagte vine ikke blot gode, men de var blevet bedre og mere givende, så en dekantering vil være på sin plads. De er uden tvivl vine med et solidt gemmepotentiale.

Der er tale om bredt favnende og velfungerende madvine, som kan følge med til selv de mest krævende hvidvinsretter. Tænk igen god og kølig Bourgogne, når man skal overveje madvalget. Quinta de Santiago vil kunne klæde vinkortet i selv de bedste restauranter. Men det vil sikkert være lidt af en udfordring at få gæsterne til at vælge portugisisk hvidvin, der ligger i den lidt højere ende af prisskalaen. At gæsterne så efterfølgende vil være begejstrede, burde inspirere de mere fremsynede sommelierer.

Smagning

Alvarinho e Loureiro 2023, hvidvin, Quinta de Santiago, Doc Vinho Verde – Monção e Melgaço, Portugal

Personligt og intenst krydret druenæse med et strejf sort peber og med betydelig aromarigdom. Charmerende og med solid mineralitet og et kultiveret strejf parfume. Mere Bourgogne end Vinho Verde stilistisk set. Udvikler sig betydeligt i glasset. Imponerende fyldig og velstruktureret vin med diskret frugtsødme og betydelig frugttæthed. Kraftfuld og harmonisk madvin. 12.5 pct.
90 | 140,00 – 110,00 v/ 6 fl Bichel.dk

Alvarinho 2023, hvidvin, Quinta de Santiago, Doc Vinho Verde – Monção e Melgaço, Portugal

Frisk, ung frugtnæse med sin helt egen version af ferskenpræg og tilsat lidt grapefrugt, sort peber og grannåle. Sammensat og velafbalanceret aromaprofil med et lettere parfumeret helhedspræg. Markant ungdommelig og med nydelig mineralitet. En unik og subtil vin, der kræver tid i glasset for at vise sine bedste sider. I munden med betydelig saftighed og tæt frugt med nydelig ekstraktrigdom. Særdeles velstruktureret med vellykket balance og en rig, delikat frugtsyre. Bredt anvendelig og intens madvin med associationer til hvid Bourgogne på pænt niveau. 13 pct.
92 | 160,00 – 125,00 v/ 6 fl Bichel.dk

Rascunho 2021, hvidvin, Quinta de Santiago, Doc Vinho Verde – Monção e Melgaço, Portugal

Aromatisk næse med salte aromaer og et vist smørpræg og et touch honning. Masser af mineralitet tilsat lidt ældre egetræ. Moden og ligefrem duft med begyndende alderspræg i form af et let og tiltalende Sherry-præg. Rig, kraftfuld og dybt personlig næse. Smag med yngre friskere frugt end i næsen. Igen en kontant struktureret vin. Betydelig saftighed og vellykket syreprofil. En helstøbt og aromatisk sammensat vin. Potentiale til en gang at blive en ”kändis”. Måske Portugals forsøg på at gå ung, hvid Corton i bedene? Madvin til selv de kraftigste hvidvinsretter. 12.5 pct. – papirindpakket flaske.
92 | 225,00 – 180,00 v/ 6 fl Bichel.dk

Cisma Loureiro 2021, Hvidvin, Quinta de Santiago, Doc Vinho Verde – Monção e Melgaço, Portugal

Rank, kølig og elegant frugtnæse med et kultiveret, røget krydderi og diskrete toner af grape og grannåle. Her satses der mere på mineralitet end på aromaintensitet. Frisk mundfrugt med diskret sødmefuldhed. Betydelig ekstraktrigdom med udtalt saftighed og en bemærkelsesværdig længde. Solid struktur med masser af mundfedme, der ikke hæmmer den gedigne mineralitet. Nydelig harmoni og veltøjlet styrke. En vin, der kræver eftertanke. 11 pct. 93 | 250,00 – 200,00 v/ 6 fl Bichel.dk