Til andagt i rieslingens hellige haller

Desværre er det et par år siden, at jeg sidst deltog i den legendariske ”Vorpremiere VDP.Grosses Gewächs” i slutningen af august. Desværre fordi det er en forbilledlig afviklet smagning, desværre fordi det en chance for at komme til den meget nette, men også diskret kedelige, sydtyske by Wiesbaden og desværre fordi det er lidt at et studie i nørdet menneskelig adfærd at iagttage smagerne til de lange smagesessioner. Jeg husker tidligere, at jeg havde hvinende tandhalse i dage efter de intense smagninger af hundredevis af syrebaskere på især riesling – det var ikke helt så slemt denne gang (og jeg har ikke fået gebis i mellemtiden!).

Ruhe bitte!

Sådan står der, når man træder ind i den store smagehal, hvor 60-80 koncentrerede smagere allerede er i gang, da jeg træder ind 10 minutter efter officiel start. Man er vel seriøse. Og der bliver også hvisket ”direktør-tid” fra det danske dream team, bestående af Din Vinguide’s Thomas Rydberg og Jylllandspostens ikke mindre end to udsendte, Niels Lillelund og Morten Bundgaard – det må anses for en vigtig begivenhed, når vores jyske avisvenner formår at få plads til to til denne notorisk eksklusive smagning  (da jeg i sin tid forsvandt på gæstelisten, skrev jeg stadig i Politiken). Nuvel ikke flere sure opstød! Smagningen er et studie i andagt, seriøsitet, præcision – og ro! For der tales kun ganske sagte og kun helt korte sætninger. For at holde forstyrrende elementer ude forsyner flere smagere sig med lydtætte hørebøffer – om der er tyst eller spilles ambient musik, Wagner eller Ramstein, skal jeg lade være udsagt. Det sker selvfølgelig ind imellem, at der smadres et glas på gulvet – og så farer alle op, som havde Putin sendt en shahed-drone mod Wiesbaden. Enkelte eksperimenterer også med hatteanordninger, som reducerer visuelle indtryk. For det ikke skulle være løgn, smed personen foran mig sko og strømper indtil flere gange i løbet af smagningerne – var det for at være bedre ”grounded”? For mange år siden talte man meget om sensorisk deprivation – jeg har endda skrevet en videnskabelig oversigtsartikel om det – her handler det om at reducere sansningen til det mest nødvendige – altså syn, duft og smag af hvert enkelt vin. Hvabehar!

Er det for meget af det gode? Det kan tangere det komiske, men man behøver jo ikke at købe ind på alle gode ideer. Og et faktum er, at afviklingen af smagningen af 450-500 vine forløber forbilledligt. Man har en liste med vinene opdelt efter druesort og område. Der er op til 6 vine i hvert heat. Man skriver sit ønske på en lille seddel, som man rækker op og kort efter er den indhentet af meget venlige og høflige unge mennesker, som et minut efter skænker op i glassene. Så er det i gang!

Så vidt muligt, er vinene koblede logisk – producent eller snarere lokalitet. Der laves noter. Langt hovedparten af vinene var fra 2024 og altså ganske unge. Det er svært, grænsende til det umulige, at lave en præcis analyse af så unge og tidvis relativt ens vine, hvorfor i hvert fald jeg foretrækker at danne mig et indtryk af regioner og områder – og producenternes fingeraftryk. I øvrigt er både årgang 2024 og 2023 ret gode årgange – snarere end fantastiske. Men masser af gode vine.

Grosses Gewächs

Tyskland har tidligere været berygtet for både svære vinnavne og en klassifikation, som var svær at dechifrere. En del vine var søde eller halvsøde, nogle halvtørre og en del helt tørre. Betegnelse ”Spätlese”, som er en beskrivelse af sukkerindholdet i vinen og dermed også potentielt alkoholindhold, dækker i dag næsten udelukkende over vine med en ikke ubetydelig restsødme, altså mindst halvsøde. Men tidligere kunne man være ude for vine, som var ”spätlese trocken” eller ”spätlese halbtrocken”. Tilsvarende kan en tysk vintitel være en halv tysk fristil, som fylder tæt på en linje. Der har gennem årene været en del tiltag for både at fremme mængden af tørre vine, dels at gøre nomenklaturen mere transparent. Jeg skal ikke trætte med nu skrinlagte ideer, men konstatere at indførelsen af ”Grosses Gewächs (GG)” har været både populær og lettere forståelig. Kort fortalt handler det om et stort antal konkrete marker, som anses for at være af en kvalitet, som er den bedste – kan godt sammenlignes med ”Grand Cru” i Frankrig. Og vinene skal være tørre, om end få gram restsødme tillades. Med det er relativt kraftige, tørre vine, der er velegnede som madvine. De er ikke helt billige, men for de flestes vedkommende langt billigere end de dyreste vine fra fx Frankrig, Italien og USA. Og er medvirkende til, at de bedre tyske vine repræsenterer noget af den bedste værdi i hele verden. For det ER verdensklassevine, når vi nærmer os toppen.

Det er organisationen VDP, som afgør, om en mark må kaldes Grosses Gewächs. Mange var allerede fra starten oplagte og fødte kandidater, men siden er flere kommet til, og det giver af og til lidt diskussion, om den ene eller anden skal/skulle være med. Der er også eksempler på virkelig gode producenter, som ikke vil være en del af systemet, og der er derfor vine helt på højde med det bedste fra Grosses Gewächs uden at have betegnelsen. Det måske bedste eksempel er Rheingau-producenten Breuer, hvor nu afdøde Georg Breuer var en af foregangsmændene for de nye veje, men siden har brudt med dette princip – og Breuer laver ypperlig vin, men er ikke en del af GG. Tilsvarende er der fremragende producenter i særligt Mosel, hvor alle vine har en del restsødme og dermed ikke lever op til en af forudsætningerne for Grosses Gewächs. Men når denne mindre forvirring er ovre, må det konstateres, at introduktionen af den nye klassifikation har været til gavn for de fleste, også forbrugerne.

Tysk rødvin i stor fremgang

Langt hovedparten af vinene til smagningen er lavet på riesling, som derfor dominerer smagningen klart. Men over de senere år er pinot noir, oftest kaldet Spätburgunder i Tyskland, kommet mere og mere i vælten. Og lad os starte med denne drue. Der laves også rødvin på den tidligere modnende pinot-variant, Frühburgunder (på fransk pinot precose), som trives i koldere klima. Det er fx den, som en af Danmarks bedste vine laves af, nemlig Njord nær Tølløse.

To væsentlige grunde til, at de tyske rødvine (på burgunder-varianter) er blevet så meget bedre, er ændringen af klimaet og at man har lettet på speederen i produktionen af rødvine. Tidligere forsøgte man at gøre vinene unødigt og unaturligt intense, og brugte også alt for meget fad i fremstillingen. Da jeg var med til første VDP.Vorpremiere i 2011 var der langt mellem snapsene blandt de røde. Det var på ingen måde tilfældet denne gang. Tværtimod var det næsten undtagelsen, at man ikke havde lyst til at hælde de røde vine ned i løgnhalsen.

Der var flest rødvine til smagningen fra den nordligste region, Ahr, som har specialiseret sig i Früh- og Spätburgunder. Generelt var vinene fra Ahr af god kvalitet. Som vanligt var de bedste fra nogle af de mest kendte med Meyer-Näkel, Stodden, Adenauer og Deutzerhof i spidsen. I min mund er Stodden mest mørk og intens, Meyer-Näkel sødmefuld og indsmigrende, Adenauer cool og tilbagetrukket, mens Deutzerhof er lidt lettere.

Kommer vi til Pfalz slår det lidt varmere klima igennem. De var mere intense og næsten rige med et diskret – meget diskret – oversøisk præg. Det giver også generøse, frugtrige vine med både frugtsøde og frugtsyre – glimrende madvine. Kvaliteten var ikke helt så stabil som Ahr og de bedste producenter var Kuhn, Knipser, Becker og Rebholz. Rheingau har det historisk måske fineste ry i Tyskland – men potentialet har generelt været uforløst for både de hvide og røde vine i mange år. De  gælder dog ikke en håndfuld af de bedste producenter. Men der har været tornerosesøvn for mange i Rheingau. I den knap så kendte region, Franken, står én producent klart frem som den bedste, Rudolf Fürst. Det var et fyrtårn tilbage i 2011 og var det igen i 2025 for de tre præsenterede rødvine. De er desværre også steget en del i pris….

Fremhæves må også Baden for de røde. Det er den sydligste region, men knap så varm som Pfalz, der ligesom ligger i en gryde af varme om sommeren. Baden er kendt for sine rødvine, som over en bred kam var af virkelig god kvalitet – måske den gennemsnitligt højeste blandt de røde. Stilen svinger en del – nogle er mørke og kirsebærfrugtige (fx Franz Keller), mens andre (Dr. Heger) er mere luftige og lyse med hindbær- og jordbærtoner. De fleste havde dog en dejlig, kølig saftighed og mundrensende frugtsyre. Udover de to nævnte kan fremhæves Bernhard Huber (meget!) og Salwey.

Men den samlede konklusion for de røde vine er éntydigt, at kvaliteten aldrig har været bedre. Det skal bemærkes, at de smagte rødvine fortrinsvis var fra årgang 2023, hvor de fleste hvide var fra 2024. Enkelte producenter havde medbragt ældre vine for både hvide og røde, hvilket kunne være en smule forvirrende, da det var lidt mindre umiddelbart sammenligneligt. I øvrigt kunne en håndfuld producenter, som jeg efterfølgende besøgte fortælle (bl.a. Wittmann, von Winning, Sekthaus Raumland og Pfeffingen), at 2025 var den tidligste høst nogensinde – måske et varsel om fremtiden?

Riesling i dusinvis

Selv om der var ganske mange rødvine, er det selvfølgelig de hvide, som dominerer. Især på riesling, der uden diskussion er Tysklands signaturdrue. Den kan kamæleonagtigt optræde som en knastør og rank vin med kraft og en del alkohol, en liflig og let syrlig-sødlig vin med lav alkohol – og tiltagende grader af sødme frem til de botrytisangrebne massivt søde Trockenbeerenauslese eller de lige så søde, men samtidigt friskt syrlige, Eiswein, hvor frost har opkoncentreret sukkeret.

Men! Her er det det jo mere éntydigt, da det drejer sig GG, så det er tørre vine – selv om enkelte havde lidt restsødme, som er tilladt op til få gram. Men det klare indtryk er tørhed. Desværre underpræsterer Rheingau også ofte her. Men med vigtige undtagelser som Robert Weill (hvis marker nærmest ligger i udkanten af Wiesbaden), Künstler og især Peter Jakob Kühn. Her får man karakterfuld og syrerig riesling for alle pengene. Mosel er mest kendt for sine halvtørre, halvsøde og helsøde vine. Men med den globale opvarmning er flere og flere både i stand til og mestrer de tørre vine. På nær et par vinøse fyrtårne er det dog ikke de mest markante GG’er i Tyskland. Og mange af vinene fremtræder mere sødmeprægede end fx vinene fra Nahe, Rheinhessen og Pfalz – i virkeligheden trækkende lidt hen mod den klassiske Mosel-stil. Det gør sådan set ikke noget – de er stadig overvejende syrerige og det ekstra sødmepift gør dem gode til asiatisk mad og mad med lidt spicy toner. Dr. Loosen lavede sådanne frugtige og saftige riesling-vine fra deres mange GG-marker – liflige, men også ganske mineralske. Wegeler, som har del af den fineste mark i Mosel, Bernkasteler Doctor, lavede også generelt ”Mosel-GG” – savnede lidt struktur og rankhed, men præsenterede venlige vine. Som altid var Clemens Busch, den biodynamiske vildmand, stærk på sine GG – meget mineralske, strukturerede og syrefaste. Begge Haag-brødrene leverede pænt – Schloss Lieser meget slank og sylespids, Fritz Haag lidt mere flamboyant og letlæselig. Man kan også fremhæve van Volxem fra Saar-delen af Mosel-området. Meget syrerige, mineralske og præcise.

Er Mosel ikke det helt rigtige sted for tør, koncentreret riesling à la GG, er Nahe det absolut. Området er ret lille, men den gennemsnitlige kvalitet er virkelig høj – og sådan har det været siden første gang i 2011 i min ”Vorpremiere”. De tre musketerer, Dönhoff, Emrich-Schönleber og Shäfer-Frölich, er år efter år blandt de bedste i den store GG-smagning. Det er lidt efter personlig smag, om man foretrækker den ene frem for den anden. Mange anser Dönhoff for kongen, men jeg har lige så stor glæde ved de to andre, om end især Shäfer-Fröhlich kan være lidt outreret i sin mineralske og vildgærede stil. Alle har godt af nogle år på flaske. I øvrigt er det generelt et godt tidspunkt at drikke disse vine på efter 6-12 år. De holder ikke uendeligt og er faktisk ikke så udødelige som de fineste halvsøde/halvtørre Mosel-vine. Fra Nahe kan også nævnes Kruger-Rumpf og Gut Hermannnsberg.

Rheinhessen er gået fra at være Tysklands leverandør af ligegyldig masseproduceret vin med højt udbytte til at være en smeltedigel for de ypperste producenter. De har nu altid været der, men områdets ry er steget gevaldigt de sidste 10-20 år. Klaus Peter Keller er måske den fremmeste producent i hele Tyskland – mestrer alle genrer og er efterhånden både uopnåelig og ubetalelig. Og så deltager han ikke længere i Vorpremiere – for det behøver han nok ikke. Det gør til gengæld Wittmann, som det ene år efter det andet leverer de smukkeste iskrystaller af elegant, cool, mineralsk, ekstremt syrerig og rank riesling. Så bliver det ikke meget bedre og vinene er normalt også udsolgte efter ingen tid. Kühling-Gillot og Battenfeld Spanier ejes af et power-couple, som i princippet ejer hvert sit, men samarbejder. Kvaliteten er sammenlignelig, men Kühling-Gillot tager nok et mulehår foran ægtefællen. Det er både frugt og mineralitet, som indgår i en smuk symbiose. Gunderloch er en stabil spiller – men måske ikke helt på niveau med de nævnte. Men Rheinhessen er værd at bemærke og langt bedre gennemsnitligt end den berømte storebror, Rheingau.

Pfalz er kæmpestort og der var næsten 100 riesling-vine til smagningen. Det var lidt af en mundfuld til den sidste formiddagssession! Pfeffingen er altid slank og rank – og lagrer godt. Knipser og Philipp Kühn leverer stabilt og godt – og begge samtidig et par festlige herrer, hvilket for en del år siden kunne konstateres, da en kollega og jeg var ude og ”drikke frokost” med dem efter et besøg hos hver. De var glade, for: ”…det er sjældent, at nogen gider at gå ud og spise og drikke med os en søndag til frokost…”. Behøver jeg at sige, at de blev hentet af deres respektive hustruer? Men deres vine fortjener også opmærksomhed – både hvide og røde.

Bürklin-Wolf er en af de store aktører i Pfalz. Mange år biodynamisk og kendetegnet ved en præcis syre og rankhed – og med årene også en pæn pris! Men flot kvalitet år efter år. Bassermann-Jordan er en vigtig spiller i den centrale og meget nette by i Pfalz, Deidesheim – men jeg savnede lidt definition i de fleste af hans vine. Det manglede til gengæld ikke i Ökonomirat Rebholz’ vine, som altid er blandt de bedste i Pfalz. Von Buhl var også fin – til den delikate og diskrete side i dette område, som ofte laver vin med en del power, fylde, frugt – men også syre. Kommer bl.a. af det relativt varme klima. Jeg har tidligere haft det stramt med von Winning (samme ejerskab som Bassermann-Jordan), der ofte har mere markeret fadpræg med en del vaniljetoner, som jeg ikke synes, er passende til riesling. Det synes dog nedtonet i år og vinene havde stadig lidt ”vaniljekrans” over sig, men var i fin balance og havde vibrerende syre. Samlet set var det endnu en gang en stor – og strabadserende – oplevelse. I øvrigt er det altid lidt af oplevelse at studere de tyske etiketter. Som tidligere antydet er nogle af dem ret så lange. Tag fx en vin fra Pfalz: Ruppertsberger Reiterpfad-An den Achtmorgen 2024, Bergdolt-Klostergut St. Lambrecht. Det blev vist næsten en linje! Eller Leimener Herrenberg Spermen 2023 – det lyder næsten som et afsnit af ”Klovn”!

Indledningsbilled – Foto: VDP ved Peter Bender