Winelab Academy Århus havde sammen med Australian Wine arrangeret en smagning af australske vine den 16. marts på restaurant SyvNi13 i Århus. Programmet var delt op i en informativ masterclass med Emma Symington MW (ses på billedet her foroven). Efter Masterclass var der smagning af andre australske vine. Emma Symington havde delt sin masterclass op i to dele. En første del med 6 klassiske australske vine og en anden del med 6 vine, hvor der eksempelvis eksperimenteres med druesorter, brug af vild gær og gæring med hele klasser. I alt 12 vine fra 8 forskellige vin regioner.

Fakta om australsk vin
Australien er verdens 6. største land, langt større end Europa, som det fremgår af kortet her foroven. Vinproduktionen omfatter 145.000 hektar svarende til den samlede vinproduktion i Bordeaux og Bourgogne. Der er ca. 2500 vinavlere, men 80% af produktionen kommer fra 4 store koncerner.
Klimaet er varmt og store dele af Australien er ørken. Vinproduktionen er derfor koncentreret i sydøst og sydvest, hvor der typisk er en varm tør vækstsæson. Vinproduktionen mod syd nyder godt af det sydlige ocean, der modererer både de daglige og de sæsonbaserede temperaturer på fastlandet. Det er almindeligt med kunstvanding, da der er for lidt regn i vækstsæsonen. Brugen afhænger dog af klimaet i den enkelte vinregion. I sydøst beskytter bjergkæden The Great Dividing Range mod varmen fra Stillehavet mod nordøst.
Vinområderne er beliggende på 30 til 37 sydlig breddegrad svarende til Nordafrika. Det betyder, at der generelt i vinområderne er et intens sollys. Tasmanien er undtagelsen med en beliggenhed på 41 til 42 sydlig breddegrad svarende til Porto og det centrale Italien. Der er 65 vinregioner fordelt på 6 stater. De 65 vinregioner er derudover inddelt i forskellige zoner.
De mørke druer udgør omkring 55% af den samlede vinproduktion. Shiraz er den vigtigste drue og udgør 25% af den samlede vinproduktion. Shiraz er nærmest synonymt med det billede mange har af australsk vin. Vin med dyb farve, kraftigt ekstraherede med høj alkohol, bløde tanniner og masser af mørk frugt og chokolade.
I et stykke tid har trenden for de dyrere vine både for de hvide og røde gået mod mindre intense vine. Der eksperimenteres med blidere ekstraktion for de røde vine. Brug af fad reduceres og går desuden mod fransk eg væk fra amerikansk eg. Der er en stigning i presning af røde druer med helklasser, hvor stilkene er med. Det giver frugtige aromaer og tilfører tannin, som giver struktur og friskhed til vinene. En anden ting er høsttidspunktet. Hvis du høster tidligere end normalt får du en vin med mindre alkohol og mere friskhed. Endelig er det vigtigt om druerne blendes med andre druer eventuelt fra et andet køligere vinområde.
Lidt Fakta om de i artiklen nævnte vinregioner
Western Australia
Western Australia er Australiens største med i alt seks regioner. Fra Perth til Adelaide i South Australia er der 2000 km. Margaret River er den vigtigste region beliggende ved kysten med kystklima. Der er relativt fladt med vinmarker i 40-90 meters højde. Regionen er kendt for elegante vine på Cabernet Sauvignon eller Bordeaux blends, men også Chardonnay, Sauvignon Blanc og Semillon.
South Australia
South Australia står for halvdelen af Australiens vinproduktion. Her produceres en lang række vintyper på grund af de forskellige mesoklimaer. Barossa er en indlandszone nordøst for Adelaide, som er omringet på tre sider af Mount Lofty Ranges. Zonen består af vinregionerne Barossa Valley og Eden Valley. Barossa Valley er fladt uden de store højdeforskelle. Der er varmt om sommeren med lidt nedbør. Der er en tendens i Barossa til at høste tidligere for at få friskhed i vinene. Eden Valley er køligere og ligger i bjergene mod øst. Her høstes der i op til 600 meters højde eksempelvis klassisk Riesling i lighed med Clare Valley.
Mount Lofty Ranges
Bjergkæden har givet navn til zonen, som ligger nord for Adelaide. De to vigtigste regioner er Adelaide Hills og Clare Valley. Adelaide Hills er den sydligste af regionerne i Mount Lofty Ranges og har et køligt kystklima. Temperaturerne afhænger meget af højden på vinmarkerne og tætheden på havet. Der er stor forskel på dag og nattemperaturer. Der høstes i hånden på grund af meget stejle vinmarker. Clare Valley ligger 125 km nord for Adelaide i den nordlige del af Mount Lofty Ranges. Vinmarkerne ligger i 300-500 meters højde. Clare Valley har et varmt kontinentalklima, hvor temperaturerne modereres af kølige briser og kølige nætter. Der er stor forskel på dag og nattemperaturer, som hjælper til en langsom modning og bevaring af syren. Hvide vine er normalt plantet højere oppe end de røde vine. Clare Valley er i lighed med Eden Valley kendt for klassiske tørre Riesling, der på grund af det skarpe sollys udvikler petroleumsdufte allerede som unge.
Fleurie
Fleurie ligger syd for Adelaide med middelhavsklima influeret af de kølige strømme fra havet. Mclaren Vale er zonens vigtigste og varmeste region, som er kendt for røde vine med stor fylde til tider med lidt marmelade-agtige noter. Limestone Coast ligger længst mod syd i South Australia med køligt klima på grund af nærhed til havet. Coonawarra er den bedst kendte region med nogle af de bedste Cabernet Sauvignon i Australien med bløde tanniner og ofte tydelig mynte-karakter. Regionen er kendt for Terra Rosa, som er en rødbrun lerjord eller ler, der ligger over veldrænede kalksten. Ideel for Cabernet Sauvignon.
Victoria
Victoria er efter Tasmanien landets køligste og mindste stat. Vinproduktionen er koncentreret omkring Melbourne. Yarra Valley ligger øst for Melbourne og der er efterhånden flere større producenter repræsenteret. Der laves Pinot Noir af høj kvalitet, men også elegante vine på andre druesorter. Gippsland består af fem regioner. South Gippsland er en af de koldeste regioner i Australien. Der findes få producenter hvoraf mange hører til oppe i højderne langs kysten. Området tiltrækker mange nye vinproducenter, da jorden er billig. Det kolde klima passer godt til Pinot Noir og Chardonnay.
Vine på Masterclass
Klassiske vine
Kilikanoon Morts Block Clare Valley Riesling 2022
Gulgrøn. Klassisk Riesling med noter af æbler, citrus, noget mineralsk og lidt petroleum. Tør med høj syre. 11,5%. 91 |150,00 geoff@kilikanoon.com.au
Santolin Wines Gladysdale Yarra Valley Chardonnay 2022
Mod gul farve. Noter af fersken, citrus, æble, nødder og med brødnoter fra fadlagring. Godt glas vin lavet i gammeldags stil, men med god balance mellem frugt, fad og syre. 13,8 %.
92 | 200,00 The Wine Company
Torbreck The Steading Barossa Valley 2022
Klassisk Rhône-blend og et godt udtryk for klassisk Barossa-stil med rig frugt og høj alkohol. Mørk. Noter af mørke bær som brombær, solbær hertil chokolade og kokos. Fin balance i vinen som har medium syre og medium plus tanniner. 15%. 91 | 409,95 H.J. Hansen
Leeuwin Estate Art Series Margaret River 2020
Mørk. Noter i duft og smag af mørke bær som solbær, brombær, blommer og et lidt krydret røget udtryk. Godt glas med medium syre og modne medium plus tanniner og en fin balance mellem frugt og fad. 13,5%. 93 | 580,00 H.J. Hansen
Mr. Riggs Wine Co The Chap Mclaren Vale Coonawarra Shiraz Cabernet Sauvignon 2021
Blend fra to vinregioner Mclaren Vale 55% Shiraz og Coonawarra 45% Cabernet Sauvignon. Tæt på sort farve. Noter af mørke bær som solbær og brombær med mint i baggrunden. Vin med medium syre og medium plus tanniner. God balance mellem frugt og fad. 14,5 %.
93 | 530,00 Bueti Wine
Langmeil Winery The Freedom 1843 Barossa Valley Shiraz 2022
Ældste Shiraz stokke i verden. Tæt på sort farve. Mørkt dystert udtryk præget af mørke bær og chokolade. Skøn duft. Dejlig vin med god balance mellem frugt, fad, syre og tanniner. 14,5%. 94 | 880,00 Nybom Vine
Nye tendenser i Australsk vin
Patrick Sullivan Bull Swamp Gippsland Chardonnay 2024
Gul. Noter af fersken, æble og citrus. Har et friskt grønt udtryk. Fad er fint integreret i duft og smag. Dejlig vin med god balance mellem frugt, fad og syre. 13,8%. 95 | 700,00 Allez Allez
Poppelvej Rå Barossa Greco 2024
Greco stammer fra Campania i Italien. Mørk gul farve. Vin der har gennemgået malolaktisk fermentering, hvor æblesyre omdannes til mælkesyre. Modnet på store fade med skinkontakt. Oxideret udtryk i duft og smag af tørrede frugter som abrikos og med medium tanniner og medium syre. 11,5%. En vin der vil dele vandene afhængig af din smag for orange vin. 88 | 225,00 Allez Allez
Timo Mayer Close Planted Yarra Valley Pinot Noir 2023
Lavet på vild gær med 15% helklaser. Modnet på delvist nye fade. Lys. Duft og smag af modne jordbær med en røget overtone. Medium syre og tannin. Vin med god balance. Kunne være en Spatburgunder fra Baden. 13,0%. 92 | 420,00 KK wine
Ministry of Clouds LD` Adelaide Hills 2023
Lavet på vild gær med 36% helklaser. Gamle fade. Utraditionel druesammensætning. Lys. Duft og smag af både mørke og røde bær. Fornemmer tanniner fra helklasserne hvor druerne presses med stilkene. Vinen har en medium syre og et frisk udtryk. 13,0%.
90 | 285,00 Jysk Vin
Thistledown Charming Man Mclaren Vale Grenache 2024
Lavet på vildgær med 20% helklaser. Helt lys og gennemsigtig. Intens, elegant, ren og frugtig vin. Tydeligt præg af røde bær som ribs, jordbær, kirsebær. Hertil lidt krydderier og mentol. Lav syre og medium tanniner. Spændende og anderledes udtryk. Har smagt andre vine fra Thistledown, der alle har det samme intense frugtige udtryk. 14,0%.
93 | 550,00 Vinmonopolet
Standish The Schubert Theorem Barossa Valley Shiraz 2023
Modnet i betonæg og fransk eg. Helklaser 50%. Mørk lilla farve. Vin præget af mørke bær, chokolade og mint. De samme udtryk i smagen med en medium syre og medium plus tanniner. Dejlig vin med en god balance. 14,9%. 93 | 929,00 Propperiet Vinimport
Vine udenfor Masterclass
Ministry of Clouds Clare Valley Riesling 2024
Klassiske Riesling noter af æble, citrus, grape, petroleum og høj syre. Frisk mineralsk grønt udtryk. 11,5 %. 92 | 254,00 Nybom Vine og Jysk Vin
Shaw Plus Smith M3 Adelaide Hills Chardonnay 2024
Vin med noter i duft og smag af stenfrugter som fersken. Herudover nødder og brødnoter fra fad. Elegant og frisk Chardonnay hvor frugt, fad og syre hænger fint sammen. 13,0 %. 93 | 299,00 KK Wine og Laudrup Vin
Aphelion Pir Mclaren Vale Chenin Blanc 2025
Gul. Grønt udtryk i duft og smag af grønne æbler, græs og citrus. Høj syre. Mange klassiske Chenin Blanc-udtryk. 13,2 %. 90 | 180,00 The Wine Company og Atomwine
Bekkers Mclaren Vale Grenache 2020
Lys. Duft og smag af mørke og røde bær som jordbær og hindbær. Medium syre og tannin. Vellavet elegant vin. 14,0 %. 94 | 600,00 Erik Sørensen Vin og Atomwine
Elderton Ashmead Barossa Valley Cabernet Sauvignon 2021
Klassisk Cabernet-udtryk med mørke bær som solbær og brombær herudover lidt chokolade. Noter fra nye fade. Medium syre og medium plus tanniner. Vinen har en god balance mellem frugt og nye fade. En elegant blød fin vin. Godt glas. 14,0 %.
94 | 475,00 Atomwine og Sigurd Müller
Konklusion
Spændende smagning der viser den store alsidighed i kvalitetsvin og lidt dyrere vine fra Australien. De smagte, såkaldte klassiske vine, var ikke specielt klassiske, hvis du havde forventet marmelade-vine med voldsomt fadpræg og høj alkohol. Tendensen går helt klart mod friske vine med tydelig frugt, mindre alkohol og betydelig mindre fadpræg end tidligere. Spændende at smage en række vellykkede vine lavet på vildgær med presning af helklaser. Smagningen viste også, at det er afgørende, hvilken vinregion du befinder dig i. Temperaturerne er forskellige og bliver i høj grad påvirket af nærhed til havet og højdeforskelle.







