Når en stor toscansk vingårds chefwinemaker erklærer, at ”Her er sangiovese kongen”, er det sød musik i ørerne. Godt nok har sangiovese altid udgjort rygraden i chianti, men de tider er ikke fjerne, da alle mulige uvedkommende druesorter blev blandet med den ægte vare. Tænk blot på brugen af hvide druer og også den udbredte skik med at gøre merlot og cabernet til markante deltagere. Sidstnævnte ”internationale” druesorter optræder i dag fortrinsvis i det, man lokalt kalder bordeauxblandinger, mens ”indfødte” druesorter som colorino, canaiolo og ciliegiolo assisterer sangiovese med deres forskellige karakteristika.
Det var Alessandro Cellai, som erklærede sin loyalitet over for sangiovese under mødet med et par snese italienske og udenlandske vinskribenter. Han regerer på vingården Vallepicciola, som havde inviteret bl.a. Vinbladet til at opleve lanceringen af ”Grand Cru”, tre nye vine, en hvid og to røde. Invitationer i den skala kommer normalt fra et regionalt consorzio, altså en sammenslutning af vinproducenter, og ikke blot fra en enkelt producent. Men Vallepicciola er heller ikke en helt normal vingård.
En dansk forbindelse
Ejeren er Bruno Bolfo, en markant figur i stålbranchen med bl.a. interesser i Frederiksværks stålvalseværk, hvor også russere har ejerandele. Bolfos tilknytning til området omkring Siena og Castelnuovo Berardenga i den sydlige del af Chianti Classico går tilbage til 1970’erne, da han i forbindelse med købet af et hus besluttede at indlede en mindre produktion af vin.
Det projekt greb om sig, så i 1996 købte han et forladt nonnekloster med tanke på at indrette det til et hotel i luksusklassen. Tre år efter, i 1999, åbnede så Le Fontanelle Estate med Ristorante La Colonna, og senere blev et par andre luksuriøse muligheder for indkvartering føjet til projektet.
Rundt om det hele lå der vinmarker, men hovedparten af druerne blev solgt til andre producenter. Bruno Bolfo begyndte at opkøbe mere jord og flere vinmarker, så han i 2008 kunne indlede en egentlig vinproduktion i nogle eksisterende gamle bygninger. Hermed var grundstenen lagt til det, der i dag er Vallepicciola.
I 2011 indledtes bygningen af den nye vingård. Den stod færdig fem år senere med topmoderne installationer og fire femtedele af faciliteterne under jorden. Samme år, i 2016, udkom Vallepicciolas første årgang. De 107 hektar vinmarker ligger rundt om vingården og er tilplantet med sangiovese (46 ha), pinot noir (11 ha), cabernet sauvignon (13 ha), merlot (9 ha), malvasia (5 ha), chardonnay (5 ha) samt andre sorter såsom cabernet franc. Der hører desuden 4000 oliventræer til ejendommen.
Bruno Bolfo er i dag 81 år gammel. Han har to sønner, som begge bor i USA og ikke er involveret i faderens vinaktiviteter. Den daglige ledelse står – foruden Alessandro Cellai – Alberto Colombo for. Som i øvrigt kender Danmark fra sine besøg i stålbyen Frederiksværk.
Højest i Chianti Classico
Vallepicciola ligger med sine 400-450 meter over havet i den højeste del af Chianti Classico, så der er god udsigt til alle verdenshjørner fra vingårdens store vinduer. Til gengæld er der mange trapper, når man skal flere etager ned for at bese kældrene med ståltanke, træfade, amforaer og flaskelagring. Amforaerne er ikke den klassiske type kendt fra Spanien i vest til Georgien i øst, men nydesignede i dråbeform og malet klædeligt i rødvinsfarver. Der er mange af dem, fordi Alessandro Cellai er overbevist om deres positive indflydelse på vinene. Mousserende vine efter både charmat- og classico-metoden produceres der også her. Da der på et tidspunkt skal serveres aperitif, er der dog champagne i glassene. Den kommer fra en producent, som er valgt pga. navnet – Valle – og er til salg i vinbutikken sammen med Vallepicciolas egne vine.
Besøgets højdepunkt er en middag i fadkælderen, som heldigvis er opvarmet. Forinden bliver der afviklet en smagning af de tre vine i den nye grand cru-kategori, som er anledningen til sammenkomsten: Vallepicciola 2021 IGT Toscana Bianco Chardonnay, Vallepicciola 2020 IGT Toscana Rosso og ”Migliore” 2019 IGT Toscana Rosso.
Som det ses, er alle tre topvine ”kun” klassificerede som IGT, dvs. Indicazione Geografica Tipica, og rangerer dermed i princippet under DOCG og DOC og lige over bundklassen Vino da Tavola. Det skal man dog ikke lade sig narre af. IGT betyder, at en vin er typisk for et geografisk område akkurat ligesom Frankrigs Vin de Pays og tyskernes Landwein. Klassifikationen blev indført tilbage i 1992, da nogle af Italiens dyreste vine – eksempelvis Sassicaia og Tignanello – i en årrække havde været på markedet som Vino da Tavola, fordi de ikke passede ind i de ufravigelige rammer for at benytte DOC-appellationen. I dag breder IGT-vinene sig, da reglerne giver muligheder for at eksperimentere med bl.a. atypiske druesorter, og det er altså ikke i den kategori, man skal lede efter billige dråber.
Bæredygtig produktion
Vallepicciola gør meget ud af, at vinproduktionen hele vejen rundt er så bæredygtig som mulig. Det siger sig selv, at pesticider bruger man ikke, at vand sparer man på og genbruger, og at energiforbruget er så lavt som muligt. De 107 hektar vinmarker er meget velbeliggende og med en perfekt kombination af jordbund, sol, regn og mikroklima. Sangiovese er selvfølgelig plantet i de bedste dele, men også Alessandro Cellais anden favoritdrue, pinot noir, (lokalt pinot nero) er begunstiget. Der er ydermere for nylig identificeret et hidtil overset hjørne, som Cellai regner med vil være helt perfekt for pinot noir.
Vallepicciola Bianco lægger ud i smagningen. Ren chardonnay fra 19 år gamle planter, lavt høstudbytte. Det er en sprød, tør og rentsmagende vin uden præg af det varme klima, den er rundet af. Heller ikke det år, vinen har lagret på nye franske fade, har skæmmet den. Ved middagen i fadkælderen bliver vinen serveret til både languster med blomkål, silderogn og vanilje samt derefter havbars, grøn majroe og safran.
Vallepicciola Toscana Rosso er ren sangiovese fra 50-70 år gamle planter. Vinen har fået 20 måneder i tanke og fade og er et smukt eksempel på, hvad der kan komme ud af den notorisk vanskelige druesort: flot farve, fed frugt, syre og det typiske tørre smæk til sidst. En ungdommelig og på sin vis udfordrende vin, som selvfølgelig uden dikkedarer matcher aftenens pastaret. Ifølge Alessandro Cellai ændrer sangiovese personlighed fra dal til dal i Classico-området. Drue og jordbund giver i sit samspil helt forskellige resultater, ligesom mikroklimaerne spiller en afgørende rolle. Der bruges naturgær til de tre topvine, som også kun udkommer i de bedste år.
”Migliore” er en helt anden historie end Vallepicciola Rosso. Det er en såkaldt bordeauxblanding, dvs. at den er komponeret af cabernet sauvignon, cabernet franc og merlot. Vinen har fået et par år på tildels nye barriques plus otte måneder i flaske og er ret mørk, har god syre og modne tanniner. En klar madvin – i dette tilfælde til rådyr.
Man kan have den holdning, at hvis ens hu står til bordeaux-stilen, ja så går man til Bordeaux og ikke til Italien. Mange italienske vinproducenter mener modsat, at stilen sagtens kan gå for at være italiensk og at vinene i øvrigt fremstilles af druer, som er dyrket i mange år i bl.a. Toscana. Det er også et forståeligt argument, at eftersom man har druerne, så bruger man dem og erstatter ikke sådan uden videre planterne med ”indfødte” druesorter. I en ikke-italieners øjne vil det dog nok generelt give mest mening at gå efter vintyper, man ikke kan få fra stort set alle andre lande.
Apropos udlandet, så går omkring to tredjedele af produktionen til eksportmarkederne med bl.a. Asien som ny storkunde. På hjemmemarkedet er det ikke utænkeligt, at Vallepicciola på et tidspunkt ekspanderer til andre områder end Chianti Classico. I første omgang formentlig sydpå til Montalcinos brunello og nordpå til Piemontes barbaresco.
Indledningsbilledet viser chefwinemaker Alessandro Cellai med Vallepiccolas omfattende vinsortiment. Alle Vallepicciolas vine kan findes på www.vallepicciola.com
