Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Saint-Émilions tyske gentleman

Tysk disciplin og grundighed forenet med fransk charme og elegance – Greve Stephan von Neipperg er Saint-Émilions noble gentleman. Det var hans far, der købte slottet i 1971, hvilket var helt naturligt for en adelsfamilie, der via sine berømte soldater og senere diplomater har præget Europas historie og dyrket vin i mere end 800 år. I 1983 overtog Stephan von Neipperg ledelsen af slottet sammen med sin hustru Sigweis, dengang 26 år gammel og bragte det snart op blandt de bedste i Saint-Émilion.

Stephan von Neipperg med sin hustru Sigweis

Canon-La-Gaffelières vinmarker ligger på Saint-Émilions sydlige skråning, en perfekt position, der giver optimalt modne druer under høsten. Arbejdet i vinmarken har gennem mange år haft førsteprioritet. Stephan von Neipperg prøver at finde en helt naturlig balance med lavt høstudbytte uden brug af sprøjtemidler. Siden 1988 har vinmarkerne været drevet“homéopathiques” for at øge biodiversiteten i vinmarkerne.

Château Canon La Gaffelière og La Mondotte fik i 2014 deres ISO 14001 certificate. Han var ikke kun en af de første, der indså værdien af organisk vinavl. Han skabte også sin helt egen planteskole med gamle vinstokke, Cabernet Franc, de ældste 90-100 år gamle og grundstokke, der fungerer som moderplanter for de nye vinstokke.

Château Canon-La-Gaffelière – smuk ejendom, ikke for stor, ikke for lille. Privathjem for familien med deres børn og også her hustru Sigweis maler. Et ægtepar der i den grad har skabt alt sammen, de har kendt hinanden siden Stéphan von Neipperg  var 5 år, han er nu 62

Château Canon-La-Gaffelière og Château La Mondotte er begge, siden 2012, i den øverste klassifikation: Premier Grand Cru Classé (B). La Mondotte er den fantastiske historie om den grimme ælling der blev til en stor, smuk svane. Først en garagevin, som de etablerede slotte så ned på, og siden Premier Grand Cru Classé, og en af de dyreste vine fra Bordeaux.

Men Stephan von Neipperg går endnu længere: ” ”Vinmarkerne i Saint-Émilion er blevet så dyre, at det kun er velhavere udefra, der køber vinmarker her. Men det er ikke kun fra Saint-Emilion at man kan lave store vine, fortæller han og fortsætter, ”Potentialet i Castillon for at lave store rødvine og fremragende hvidvine er der og vi laver allerede nu vine af høj klasse. På vores Château d’Aiguilhe finder vi det samme terroir som i Saint-Émilion”.

Jeg har gennem mange år fundet vinene fra Stephan von Neipperg for overmodne, for ekstraherede. Den stil er nu borte. I de sidste årgange laver han vine, der er blandt de allerstørste i Saint-Émilion. Vine fyldt med liv, spænding, energi og elegance.

Château d’Aiguilhe ligger i Castillon, 20 minutters kørsel mod øst fra Saint-Émilion. Stephan von Neipperg købte slottet i 1998. Det er på 140 hektar, med 90 hektar vinmarker. Tidligere var en stor del dækket af skov, nu har vinstokkende den rigtige alder og jorden på plateauet, ler og limsten, fundet den rette balance. Potentialet er enormt, også for hvidvinen: “Le Blanc d’Aiguilhe”, der blev produceret første gang i 2015.

Vinbladet smagte sammen med Stéphan von Neipperg hans vine i årgang 2021.

Røde

Clos Marsalette Rouge Pessac-Léognan 2021

Modne, friske kirsebær. Silkede tanniner, god fylde, elegant, ren, elegant eftersmag med lang eftersmag, ren med modne bær. 44% Merlot, 55% Cabernet Sauvignon, 1% Cabernet Franc. 89-91

Château d’Aiguilhe Castillon Côtes de Bordeaux 2021

Parfumeret duft, blomster og friske kirsebær. Meget elegant smag, lineær, med silket tannin, lang, luftig eftersmag med ren frugt. 90% Merlot, 10% Cabernet Franc. 91-93

Clos de l’Oratoire Saint-Emilion Grand Cru Classé 2021

Intens duft, mørke kirsebær, brombær, lukket, dirrende frugt. Elegant smag, modent tannin, moden og rig med lang eftersmag, cremet med modne friske kirsebær. 80% Merlot, 20% Cabernet Franc. 93-95

Château Canon La Gaffelière Saint-Emilion Premier Grand Cru Classé (B) 2021

Stor duft, stor race, kirsebær, viol, yndefuld. Meget elegant, luftig, rig, meget lineær, moden markeret tannin og meget frisk og lang, lang eftersmag, luftig og rig. 35% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon, 45% Cabernet Franc. 95-97

Château Mondotte Saint-Emilion Premier Grand Cru Classé (B) 2021

Elegant duft, modne, mørke, friske kirsebær og viol. Rig og elegant, stor fylde, lang rig eftersmag, utrolig flot syre som kontrast til den store bærsødme, meget ren. Største Mondotte jeg har smagt. 85% Merlot, 15% Cabernet Franc. 96-98

Hvide

Clos Marsalette Blanc Pessac-Léognan 2021

Frisk duft, fersken, fin krydret tone, frisk og rig. Elegant, fyldig, cremet midt i munden og lang eftersmag, cremet med fin syre. 60% Sauvignon Blanc, 40% Sémillon. 89-91

Le Blanc d’Aiguilhe

Urolig spændende vin. Stokkene vokser på et kalkstensplateau, der frembringer vine med lavt ph (høj syre). Frembringer meget rene vine uden for meget eg og bruger battonage (omrøring af vinen i fadet) for at give en større fedme i vinen. Minder meget om Sancerre, umiddelbart meget stort potentiale for sparkling vin også.

Meget fin, delikat duft, hvide blomster, fin krydret tone, fersken med pikant, krydret tone. Meget elegant smag, let cremet midt i munden, lang, krydret eftersmag med herlig rensende syre. 100% Sauvignon Blanc. 91-93