Robert Parker opnåede aldrig den succes i Bourgogne som han gjorde i Bordeaux. Jeg vil gå så langt og påstå, at han aldrig kom til at forstå Bourgogne. Mødet med Bourgogne blev et slags Waterloo for ham. Han fik aldrig anerkendelse her, blev aldrig en GURU i Bourgogne, som i Bordeaux. Vinkøbmændene i Bordeaux slugte ham råt. I stedet for at anbefale vine ud fra deres egen smag, henviste de til Parkers berømte point, hvor det højeste var det guddommelige tal 100. 93 point og profit, 94 point og endnu mere profit – 96, 97, 98, 99, 100 point – nu profit for alle – slottene, vinkøbmændene i Bordeaux og vinimportørerne.
Taberen blev forbrugeren, der købte vinen for at drikke, og ikke videresælge den, og slottene, der indrettede deres vinproduktion til kun at please Robert Parkers amerikanske smag, blev prostituerede og ikke tro mod deres eget terroir. Med tiden gik der inflation i pointene, og med Robert Parkers salg af sit livsværk mistede pointene den kraft som GURUEN havde videregivet til alle sine disciple.
Hvad Bourgognebønderne hurtigt fandt ud af var, at Parker ville have ufiltrerede vine og dermed ”ægte” vine, som han skrev til sine fans. I Bourgogne har der imidlertid altid været tradition for let filtration og tidligere, hos købmandshusene, hård filtration, men tendensen var allerede ved at vende inden Robert Parker kom til Bourgogne.
”No filtration” blev et mantra for Robert Parker, det blev et nøgleord for at få høje point og dermed få amerikanerne til at købe vinen, skriver Elin McCoy i sin bog: ”The Rise of Robert M. Parker, Jr.”
Mange af vinbønderne løj over for Robert Parker, undlod at fortælle at de filtrerede deres vine lidt, i håbet om at få højere point, men ikke alle. Gérard Potel, den nu afdøde tidligere direktør for Domaine de la Pousse d’Or i Volnay, havde fået høje point hos Parker, men da han fortalte Parker, at han også brugte let filtration, skrev Parker, at domænet var begyndt at filtrere vinene, hvilket gjorde at salget i USA faldt dramatisk.
Da Parker senere igen besøgte domænet i 1986, serverede Gérard Potel to flasker af den samme vin i årgang 1985, en ufiltreret og en filtreret. Parker kunne ikke genkende hvilken der var hvilken, men da han skulle vælge foretrak han den filtrede, som han troede var den ufiltrerede. Men det var ikke det største problem. Det største var, at Parker ikke var alene, men sammen med en tysk journalist. Historier som denne gjorde, at GURUEN altid senere smagte alene, og aldrig var sammen med andre internationale journalister.
Elin McCoy fortæller i sin bog, i afsnittet om Parker og Bourgogne, om retssagen, anlagt af François Faiveley, der fik sin ære og sit image ødelagt i Robert Parkers: ”Wine Buyer’s Guide 1993”, hvor Robert Parker skriver om Faiveley’s vine: ”On the dark side, reports continue to circulate that Faivelay’s wines tasted abroad are less rich than those tasted in the cellars…….something I have noticed as well”.
François Faiveley beholdt sin ære, vandt, Robert Parker trak i land og skrev senere i The Wine Advocate, at han ikke troede at Faivelay ville snyde sine kunder. Alle i Bourgogne fulgte sagen intenst og for Robert Parker blev det et mørkt kapitel i en ellers fantastisk karriere.
Status i dag er, at der ikke længere findes nogen vinguru og hurra for det. Vinjournalister, vinbloggere kan sammen med alle andre smage og bedømme vine. De kan afgive deres mening, men de kan ikke længere diktere. 100 point er stadig magisk og 100 pointskalaen er den internationale skala, der bliver brugt mest i hele verden.
