En af den danske restaurationsbranches veteraner er gået bort efter kort tids sygdom.
I 52 år stod Rigmor Christensen for driften af Tholstrups restauranter i København, bogstavelig talt fra kælder til loft.
Som økonomisk ansvarlig direktør for driften var hun i alle årene Peter Tholstrups uundværlige højre hånd, fortæller Thomas Tholstrup, nuværende ejer af de kendte københavnske spisesteder Kap Horn, Huks Fluks, Zeleste og Færgekroen, som han overtog efter faderens alt for tidlige og pludselige død. Virksomheden har også drevet Bøf & Ost og Peder Oxe.
Rigmor var den stille multitasker, hendes fingeraftryk var overalt hos Tholstrup i stort og småt. Med en sans for store linjer og små detaljer fik hun tingene til at glide. Hendes frankofile side, som sneg sig ind i indretning, spisekort og vinkort, stammer fra hendes ungdom i Frankrig, hvor hun studerede. Hun talte flydende fransk og havde en særlig fornemmelse for kulturen ikke mindst gastronomien og vinen.
Inspirationen videreførte hun hos Tholstrup blandet op med praktisk dansk jordbundethed, og hun blev da også optaget som æresbroder i Laugsmagistrene af 19/12-1955, verdens ældste laug af vinjournalister og vinskribenter.
Rigmors hverdag og liv var først og fremmest bundet op omkring hendes arbejde. Det er her, de fleste kender hende fra.
Mindre kendt er hendes interesse og kendskab til klassisk musik og kærlighed til hunde, som hun har haft flere af. En sans for humor og en positiv holdning, der helt sikkert var med til at løse mange problemer i dagligdagen, var en anden side af hende. Empati og omsorg var yderligere en facet som Rigmor delte ud af på sin egen stilfærdige facon. Hun var også meget direkte, og man var aldrig i tvivl om hendes mening, men det var altid uden brod.
Og så kunne hun lide at feste, hun havde sommetider nogle lange dage og nætter, men en utrolig kondition som fysisk og psykisk holdt hende i gang og knivskarp.
Hun var ægte københavner med solide rødder i det jyske, men hendes mange rejser gik oftest til Frankrig og de gamle franske venner.
Venner og bekendte var der også mange af fra den danske mad- og vinscene.
Facetteret og sammensat med skarpe holdninger, men diskret og nedtonet – især omkring sin egen person. Mange kendte Rigmor, men meget få kom virkelig tæt på hende.
Hun blev ramt af alvorlig sygdom for nogen tid siden, men informerede først de nærmeste ganske kort tid før, hun gik bort. Det var typisk Rigmor, at hun skulle have det praktiske på plads inden den sidste rejse.
Kort tid før sin død gav Rigmor opskrifterne til hendes stolthed, de hjemmelavede snapse der ses på billedet, videre til næste generation.
Hun blev 77 år.
Ære være hendes minde.