Nu må det være Portugals tur. Turen til at komme mere i vindrikkernes fokus. Og ikke blot for portvinene, som jo har en konstant solid plads blandt mange forbrugeres favoritter. Bordvinene, derimod, de rykker ikke rigtigt.
Vinskribent og vinakademi-rektor Thomas Ilkjær havde et bud på en forklaring, da han ledede en masterclass i København for Wines of Portugal: Der er ikke ret mange af de vine, som efterspørgslen koncentrerer sig om. Man kan dog muligvis også tænke sig en anden forklaring: Portugals bordvine markedsføres ikke tilnærmelsesvis i et omfang som alverdens andre vine af de store spillere på vinmarkedet. Kast blot et blik på annoncer og brochurer med lokkende tilbud. Der er ikke mange portugisiske hvid- og rødvine af høj kvalitet blandt dem. Erfaringen fra smagninger af de bedste portugisiske vine er ellers, at de generelt vækker begejstring. Problemet er så bare, at det kræver en indsats at finde frem til dem, og så falmer entusiasmen lige så stille i støjen fra alle de andre glimrende vine på markedet.
11. største vinland
Portugals vinmarker har næsten samme størrelse som Chiles og fylder mere end Australiens, men vinproduktionen er langt mindre end i de to oversøiske lande. Årsagen er mangel på vand. Hvor det gennemsnitlige hektarudbytte i Chile ligger på 53 hl, må Portugal nøjes med 33. I de fleste vinlande er der kun vinzoner her og dér. I Portugal er der vinmarker/zoner overalt. Mens ”internationale” druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Merlot dyrkes overalt, har Portugal holdt fast i sine nationale sorter og kun i meget begrænset omfang givet adgang til de internationale. Blandt landets 250 indfødte druesorter er især 10 i fokus: de hvide Fernão Pires/Maria Gomes, Alvarinho, Arinto/Pedernã og Encruzado samt de røde Aragonez/Tinta Roriz, Baga, Trincadeira/Tinta Amarela, Touriga Franca, Castelão og Touriga Nacional.
Der er en tendens i retning af enkeltdruevine som den fine, rene Alvarinho fra Quinta de Soalheiro (H.J. Hansen Vin). Den var blandt de fire udgaver af Vinho Verde, som indledte dagens masterclass. Fire småretter skulle illustrere de forskellige vines samklang med de i alt 16 vine på programmet, og begyndelsen med en skål torskeceviche og æble fungerede fint. Ingen af Vinho Verde-udgaverne boblede og lå behageligt lavt i alkohol. Det er på tide at tage de gode hvidvine fra Nordportugal seriøst.
Udfordrende rødvine
De ældre generationer vil huske tiden før EU, altså før 1973, da Danmark ligesom Portugal var medlem af EFTA. Dengang var vinmarkedet oversvømmet af billige portugisiske rødvine. Ind imellem blev det ydermere afsløret, at nogle rødvine smykkede sig med lånte fjer i form af særlige kvalitetsbetegnelser. De tider er forbi, men efter at Frankrig og – i de senere år Italien – i kraft af EU-medlemskabet i årevis havde privilegeret adgang til det danske marked, før Portugal kom med på vognen, har portugisiske rødvine så at sige lidt af senfølger. Bortset fra ikoniske vine som Barca Velha har der ikke rigtig været et gennembrud for de mange kvalitetsvine, som fremstilles overalt.
De 11 masterclass-rødvine skulle smages til lidt skinke og en pastaret, og det var en helt rigtig tanke. Portugals rødvine er i bund og grund madvine. Deres undertiden lidt rustikke karakter har godt af at spille sammen med karakterfuld mad. Det var oplagt med en Alentejo-vin som Marquês de Borba Old Vineyards 2018 og Douro-vinen Duorum Colheita 2017 (begge Hans Just), men andre gjorde det også godt: 2018 Herdade Paco de Conde, 2017 Reguengos 
Seleccão Reserva, 2015 Julian Reynolds Reserva – alle fra Alentejo – og en kraftig sag fra Douro som 2013 Quinta da Davesa (Vinho.dk).
Helt udelade portvin i sådan en smagning ville have virket akavet, så til en bid comté kom Quinta da Devesa’s 10 Year Old White Port (Vinho.dk) i glassene. Lys, fed og sød rundede den fint arrangementet af. Og skubbede måske lidt til et forsæt om nu at ofre flere tanker på Portugals kvalitetsvine.
