Del, , Google Plus, Pinterest,

Udskriv

Fra sektionen:

Pioneren Allegrini

Den nye generation viderefører faderens indsats for at højne kvaliteten i Valpolicella

Ved sin død i 1983 var Giovanni Allegrini respekteret som både bevarer af klassisk Valpolicella og Amarone og som foregangsmand på områder som opbinding af vinstokke og satsning på Corvina-druen. I Valpolicella var vinstokkene traditionelt bundet op efter pergola-systemet, men efter et besøg i Napa Valley vendte Giovanni Allegrini hjem med nye idéer.Han havde set marker med 10.000 planter pr. hektar, men erkendte, at den praksis kunne man ikke uden videre efterligne i Valpolicella. I stedet tilplantede han en mark – La Grola – med 4.200 Corvina-planter pr. hektar og bandt dem opefter Guyot-metoden.

I dag har systemet bredt sig til 60 procent af Valpolicellas vinmarker, hvilket betyder et klart løft af kvaliteten. Pergola-opbindingen betyder generelt for høje udbytter pr. plante, og at druerne ikke modner optimalt.På toppen af La Grola med udsigt til Gardasøen dyrkes Corvina-druerne til én af Allegrini-familiens dyreste vine: La Poja. Marken blev tilplantet i 1970’erne, og vinene herfra er ekstremt holdbare.

Også i Bolgheri

Det demonstrerede Marilisa Allegrini, da hun for nylig var i København. Hun er sammen med broderen Franco vinfamiliens sjette generation, og de har i deres regeringstid fastholdt faderens kvalitetslinie og desuden udvidet familiens besiddelser. Siden begyndelsen af det nye årtusinde er Allegrini blandt den gruppe italienske topnavne, som har investeret i Bolgheri på Toscanas vestkyst. Marilisa Allegrini er tydeligvis stolt over at have taget initiativet til  investeringen i Bolgheri og taler begejstret om sin hvidvin Poggio al Tesoro Vermentino Solosole. ”Den Vermentino, vi har plantet, stammer fra Korsika, og vinen skal absolut lagre nogle år for at blive optimal. 10 år er slet ikke et problem. Jeg har smagt årgang 2007, og den er stadig frisk.”

Med årgangene 2016 og 2010 i glassene bliver pointen bekræftet. Marilisa Allegrini har omtalt, at man i den unge Tesoro kan fornemme antydninger af Sauvignon Blanc og i den lidt ældre udgave af Riesling. Og 2016 er ganske rigtigt en kende aggressiv a la Sauvignon Blanc, mens 2010 er afrundet, men med distinkt syre og – måske – lidt Riesling-karakter. ”Vi ønsker at holde ph-værdien nede, så vinen bevarer sin friske syre og kompleksitet”, siger Marilisa Allegrini. Det lykkes fint.

Kølige, elegante vine

Allegrini har også et virkelig godt tag på fremstillingen af rødvin. I Bolgheri er det druesorterne Cabernet Sauvignon og -Franc samt Merlot, der dominerer. Jordbunden egner sig ikke til f.eks. Sangiovese. Men trods brugen af ”internationale” druesorter formår Allegrini med Poggio al Tesoro Sondraia at skabe vine med et italiensk fingeraftryk: kølige, elegante og middel koncentrerede. Milevidt fra de oversøiske muskelbundter. Samme stil dyrkes selvfølgelig også i Valpolicella, som jo er Allegrinis kerneland. Marilisa Allegrini stod for en smagning af topvinen La Poja i årgangene 2011, 2006 og 2001, og alle tre var i fin form, om end 2006 viste tegn på at være på retur. La Poja er en enkeltdruevin og derfor klassificeret som IGT Veronese. Druerne gror i kalkholdig jord, og vinen lagres i nye fade. Resultatet er stærkt tilfredsstillende, hvis man har det godt med rødvin, som både har fedme og friskhed og lige den rette dosis sødme.

Ingen botrytis

Christian Philipson, som er Allegrinis danske forbindelse, nævnte i forbindelse med smagningen af fire amaroner, at på et marked som det danske, der er domineret af billige, sødlige udgaver, er det som i Tour de France, dvs. op ad bakke, at sælge den ægte vare. Men enhver, der smager en Allegrini-Amarone må erkende, at der er en hel del om det med sammenhængen mellem pris og kvalitet. Marilisa Allegrini præsenterede årgangene 2013, 2006 og 2000 og pointerede, at trods den sødmefuldhed, som hører til Amarone, er restsukkerprocenten i Allegrinis udgaver kun 4. ”Hvis druerne er angrebet af botrytis, så de bliver nærmest rosinagtige, giver det meget alkoholrige og sødlige vine. Det forhindrer vi ved at tørre druerne i en stor hal, hvor vi i godt vejr kan åbne vinduer og døre, så luften kan cirkulere. I fugtigt vejr lukker vi af og har til gengæld intern luftcirkulation.”  Resultatet er moderne Amarone, dvs. friske, elegante vine med bid, let bitterhed og en tør eftersmag. Milevidt fra hovedparten af de vine med Amarone-navnet, som sættes på danskernes middagsborde. Marilisa Allegrini havde medbragt en nyhed, 2011 Amarone Classico Riserva Fieramonte. Den er så ny, at der endnu ikke var sat en pris på den, men billig bliver den ikke. Det er en enkeltmarksvin, meget koncentreret og med en restsukkerprocent på 7. Den vil kunne holde 30-40 år, mente Marilisa Allegrini og foreslog den drukket til kraftige kødretter. Et stykke 20-30 år gammel parmesan-ost kunne også være en mulighed.

PRISER

Philipson Wine forhandler Allegrinis vine.

Poggio al Tesoro Vermentino Solosole

– 150,00 v/12 fl

Poggio al Tesoro Sondraia

– 250,00 v/12 fl

La Poja

– 500,00 v/12 fl

Amarone

– 350,00 v/12 fl

Se også Vinbladets andre artikler om Allegrini-familien: Allegrinin x 2 og Elegante og intense vine.