Baden er Tysklands 3. største vinregion der går fra grænsen til Schweitz (Basel) i syd til vinområdet Franken i nord. En strækning på over 400 kilometer. Syd for Offenburg i byen Lahr skærer en dal sig ind i Schwarzwald, og det er i denne dal, på de sydvendte skråninger, at parret Markus og Tanja Wöhrle dyrker deres økologiske, 5 hektar, Spätburgunder (Pinot Noir), Weissburgunder (Pinot Blanc), Chardonnay, Riesling og Grauburgunder (Pinot Gris).
Familien Wöhrle købte gården “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle driften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus Wöhrle er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af Tysklands top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz. I 2014 blev han for sine egne Wöhrle-vine nomineret til “Winemaker of the Year” i Tyskland. Vinbladet spurgte Jacob Ruby fra Propperiet, der nu for første gang repræsenterer Markus Wöhrle på det danske marked hvordan han fandt sit nye tyske vinhus og svaret lød:
Jeg må indrømme, at jeg er fuldstændig på halen over de kvaliteter, der leveres fra Tyskland i disse år. Jeg har altid været forgabt i Riesling, som også har taget et kvalitetsløft i de senere år, men det helt store mirakel er altså sket med Spätburgunder. For 20 år siden var jeg med vinkyperforeningen ved Ahr floden. Vi smagte tynd, halvsød Spätburgunder, som ingen kunne interessere sig for, med mindre man var vokset op med den type vin og ikke vidste, at der fandtes andet. I dag laver de teknisk korrekte, tørre, mineralske Pinot Noir vine i verdensklasse. Og det sker i alle vinområder i Tyskland. Den unge generation er knivskarp på detaljen, og er ydermere klar over, at ”Tysk vin” er et fælles projekt. Hvis alle løfter, så ender det også med at gavne alle. De har ingen problemer med at tale om, og anbefale hinandens produkter, og det var sådan jeg fandt Wöhrle. Jeg ville gerne finde Tysklands bedste Chardonnay, og noget Spätburgunder, der var mere kælent og let drikkeligt end Ahr, som godt kan bide lidt i gummerne i sine unge år – og missionen er vist det man kan kalde lykkedes.
Bemærkelsesværdige vine
Weingut Wöhrle, Gottsacker, Chardonnay, Baden, 2016
Forførende duft, limeagtig med fersken, mineralsk og røget. Meget frisk og rig smag, dejlig cremet med lang, lang røget, mineralsk, frisk, frugtagtig eftersmag med citrus. 94 Propperiet 399,00 – 349,00/v 3 fl
Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Baden, 2015
Krydret, meget frisk duft, peber, hindbær og jordbær. Herlig bid, både med syre og tannin, cremet med lang, mineralsk, krydret eftersmag med friske bær. 91 Propperiet 179,00 – 159,00 v/3 fl
Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Lahrer Kronenbühl, Baden, 2015
Meget stor, krydret, mineralsk duft udtalt peber sammen med nuance fra fad. Stor fyldig, rig med moden tannin og lang, lang, nærmest mættende eftersmag med stor frugt. 93 Propperiet 349,00 – 296,65/3 fl
Weingut Wöhrle, Spätburgunder, Kirchgasse, Baden, 2015
Udviklet, stor, kompleks duft, lag på lag, krydret med karse, modne lyse bær, mineralsk, vibrerende hvor man ikke ved hvor meget af de røgede toner der kommer fra marken eller fra fadet. Meget luftig og samtidig rig smag, silkeblød, velouragtig med lang, lang, luftig eftersmag med krydret, rig frugt. 96 Propperiet 449,00 – 399,61/3 fl